Amalie Hertz. Foto @Annette Vollertzen

Amalie Hertz om første Asien-tur: Tingene er lidt mere uorganiserede i Indien

Loading

Amalie Hertz Hansen hentede i går en flot sejr i kvalifikationen ved India Open. Det er første gang hun er i Asien til en turnering, og der er en del at forholde sig til.

I gårsdagens kamp stod hun over for inderen Shruti Mundada. Danskeren er nummer 210 i verden, mens den indiske spiller er nummer 238. Det var dog ikke til at se, at de to spillere er tæt på hinanden på verdensranglisten. Således snuppede danskeren sejren i to sikre sæt og var foran fra start til slut i begge sæt. Sejren kom til at lyde på de suveræne cifre 21-14 og 21-6. Derfor var hun også tilfreds efter kampen:

– Personligt synes jeg, at jeg spillede super godt i dag. Jeg lavede få fejl og ventede med at angribe, indtil det rigtige tidspunkt kom. Man er altid lidt nervøs inden en kamp, men der er ikke ekstra nerver på, da jeg ikke føler, dette er en turnering, hvor der er specielt store forventninger til mig. Jeg ser det mere som en udviklingsturnering, siger hun til BadmintonBladet.

Hertz er optimalt forberedt

Hun har også fine muligheder for at præstere så godt som muligt i denne uge, idet hun har fået optimale forberedelser til turneringen. For som hun fortæller til BadmintonBladet:

– Forbundet har været rigtig søde til at lade mig træne lidt med både søndag og mandag, så jeg havde været i hallen en del tid inden min første kamp, hvilket har været en klar fordel. Med hensyn til hallen virker den ikke specielt svær at spille i. Der har i hvert fald ikke været noget vind endnu, men det kan være, det kommer, når der kommer flere mennesker.

Men der er mange ting, man skal vænne sig til, når det er ens første tur til Asien. Det er nemlig noget anderledes, end da hun spillede Swedish Open for et par uger siden:

– Jeg har aldrig været i Asien før, så selvfølgelig er det anderledes. Vi bor på et kæmpe hotel i forhold til, hvad jeg er vant til. Ellers er det lidt vildt at se så mange fattige mennesker, når man kører til hallen. Og trafikken er lidt skræmmende, og tingene er lidt mere uorganiserede i Indien end derhjemme, udtaler hun til BadmintonBladet.

I dag er hovedturneringen startet, hvor Hertz altså også skal i aktion.

Resultater fra kvaifikationen ved India Open

 

Læs også

Sofie Holmboe Dahl: En fed oplevelse at møde en spiller på verdensklasseniveau

Sofie Holmboe Dahl var i går i aktion i første runde af India Open, hvor …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.