Anne Hald Jensen møder finske Sonja Pekkola i første runde

Anne Hald Jensen blog: Én på opleveren i Litauen

Anne Hald Jensen havde en begivenhedsrig tur til Litauen.

Der er nu gået 7 måneder siden min knæoperation, og efter en længere periode med målrettet træning både på og uden for banen, var jeg klar til at tage til Lithuanian Open 2013, med en forventning om at jeg kunne levere et godt resultat.

Men hvad er et godt resultat 7 måneder efter en korsbåndsoperation? Det spurgte jeg også mig selv om, og da lodtrækningen til turneringen blev offentliggjort, var jeg ikke i tvivl om, at jeg havde mulighed for at tage en medalje med hjem.

5. juni 2013 midt om natten indstillede vi GPS´en mod Kaunas, Litauen. En køretur på ca. 1.700 km gennem Tyskland, og hele vejen gennem Polen havde vi i sigte. De første mange kilometer blev tilbagelagt i ly af natten og først midt på formiddagen nåede vi den tysk-polske grænse ved Frankfurt (Oder) og Kunowice, hvorefter vi tilbagelagde næsten 800 km gennem hele Polen. Sent på aftenen nåede vi endelig Kaunas, tjekkede ind på vores hotelværelse, og fik en tiltrængt nats søvn.

Den følgende dag bød på 1 times træning i hallen, for at få lidt cirkulation i kroppen oven på den foregående dags køretur, hvorefter forberedelserne til de kommende dages kampe for alvor begyndte. Min 1. runde kamp mod Krestina Silich fra Hviderusland vandt jeg desværre på walkover, da hun ikke kunne få sit visum til Litauen, og derfor selvfølgelig ikke kunne møde op. Det var jeg lidt træt af, da jeg jo var taget afsted for at få spillet en masse kampe.

I 2. runde mødte jeg derimod Litauens helt unge håb Vytaute Fomkinaite, som af sin alder taget i betræktning faktisk ikke er så dårlig endda, men en kamp som jeg hverken spillemæssigt eller udviklingsmæssigt fik noget ud af desværre. Tempoet blandt de unge litauske, polske og letiske spillere er efter min bedste overbevisning alt for lavt, og den taktiske forståelse er næsten ikke eksisterende. Derfor kan man i nogle situationer komme ud for, at modstanderen træffer et valg på banen, som virker så overraskende og tosset, at det faktisk bærer frugt.

Siden min knæoperation har mit knæ fungeret bedst, hvis det blev holdt i gang hele tiden, så da jeg kun fik spillet én enkel singlekamp fredag, måtte jeg binde løbeskoene og tage en løbetur på det nærliggende stadium overfor hallen. En løbetur på godt 30 min i et fantastisk vejr.

Min turnering startede faktisk reelt først i kvartfinalen mod Laura Vana fra Estland (spiller i Odense). Hun er en spiller, som jeg tidligere har mødt et par gange, men som aldrig har voldt mig ret store problemer. Men i og med at jeg stadig er langt fra mit tidligere spillemæssige niveau, var jeg klar over, at jeg skulle levere en god indsats, hvis jeg ville vinde kampen.

I 1. sæt følte jeg mig en anelse anspændt og nervøs, og jeg kunne ikke få et pointmæssigt forspring og jeg vandt derfor blot 1. sæt med ciffrerne 21-19. Andet sæt var et helt andet velspillet sæt fra min side, og jeg kom endda foran 19-6, hvorefter jeg tabte koncentrationen og smed 5 point i træk på ”no time”. Dog vandt jeg alligevel 2. sæt og dermed kampen 21-11.

Semifinalen mod topseedede russiske Ksenia Polikarpova som jeg kender umådeligt godt fra vores år i ungdomsrækkerne, blev noget af en marathonkamp, som på intet tidspunkt så ud til hverken at hælde mere til den ene side end den anden.

1. sæt taber jeg desværre 21-17, men det tog jeg nu ikke så tungt. Det vigtigste for mig var, at få et langt 1. sæt med meget lange dueller, da jeg var klar over, at jeg kunne løbe længere, og i længere tid end min modstander.

Dette kom mig til gode i 2. sæt, som jeg vinder 21-17. I 3. sæt havde trætheden meldt sig for Ksenia Polikarpova, og jeg var bestemt heller ikke helt frisk mere, så fejlene begyndte at indtræffe. Det ville vi naturligvis begge to gerne undgå, så vi begyndte begge at spille en meget ”kedelig” gang badminton. Rundt og rundt og rundt på banen, uden nogle seriøse angreb og slet ingen maskeringer, da fejlprocenten ville blive for stor i forhold til de point vi kunne samle sammen. Jeg trak dog det længste strå og vandt 3. sæt 22-20.

Finalen derimod blev lidt af en oplevelse. Både på godt og ondt. Selvfølgelig var jeg enormt glad for at stå i en finale, men måden finalen blev afviklet på, var under alt kritik. Dommeren havde slet ingen kontrol over kampen, og den udviklede sig nærmest til en slåskamp, mellem min modstander Akvile Stapusaitytes træner og en linjedommer.

Første sæt taber jeg på en “overruling” af dommeren med 21-18. Der forinden havde min modstanders træner brugt mere energi på at råbe ad mig end på at coache sin spiller, hvilket desværre fik mig til at miste fokus af og til. Endelig fik jeg lidt medvind fra en linjedommer, men det bevirkede bare, at Akviles træner var ved at give linjedommeren ”én på hovedet”, inden han heldigvis blev stoppet af en tilskuer. Det var ren kaos, og i sidste del af andet sæt valgte jeg at sige ”farvel og tak”. Ikke mere spil under disse vanvittige omstændigheder.

Jeg var rigtig ked af, at finalen udviklede sig som den gjorde, da det under andre forhold kunne have været en rigtig velspillet kamp. Udfaldet på kampen havde muligvis ikke været anderledes, da Akvile Stapusaityte spillede en rigtig fin kamp. Jeg fik dog heldigvis medhold fra den belgiske referee, som opfordrede mig til at skrive en klage til det europæiske badmintonforbund om hændelsen.

Så alt i alt havde jeg en god tur, hvor jeg fik slået fast med syvtommersøm, at jeg er på rette vej igen, men samtidig en tur som fik en uheldig afslutning.

Læs også

Lithuanian International: Anne Hald gik til tops

I Kaunas gik abc Aalborg-spilleren Anne Hald helt til tops, da hun sikrede sig titlen …

En kommentar

  1. Øv hvor ærgeligt med den finale!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.