Anne Hald Jensen blog: Vejen tilbage!

Anne Hald Jensen har kæmpet sig tilbage fra en alvorlig skade. Foto @ Badmintonphoto

Nogle gange kan man gardere sig mod skader, andre gange kan man ikke. Da uheldet var ude for mig, for nu godt 7 måneder siden, lå jeg i en gråzone. Jeg følte mig i god fysisk form, både styrke-, konditions-, og badmintonmæssigt. Men alligevel rev jeg forreste korsbånd over i 2. runde af YONEX Hungarian International 2012.

Det ligger stadig indprentet i min erindring, hvordan jeg sprang ud i min baghåndsside, og aldrig landede på benene igen, men derimod pladask på den grønne måtte med en følelse af, at mit ben var knækket midt over. I en sådan situation blev hele mit følelsesmæssige spektrum sat i bevægelse.

Først en enorm overraskelse over, hvilken unaturlig bevægelse mit knæ lige havde været udsat for. Kort tid efter indtræf en så ulidelig smerte, at sveden piblede frem på panden, og tårerne stod ud af øjnene på mig.

Efter en ordentlig omgang smertestillende medicin begyndte frygten for skadens omfang at melde sig. Tankerne fløj gennem hovedet på mig, og selvom jeg håbede det bedste, vidste jeg inderst inde godt, at der var noget rivende galt.

Dagen efter min hjemkomst til Danmark blev frygten for skadens omfang pludselig vendt til en frustration mod det danske sundhedsvæsen, hvis melding var en pause på omkring 6 uger, og så måtte vi se, om der var nogen mærkbar forbedring. Ligesom alle andre, kunne jeg naturligvis ikke acceptere en sådan melding, så samme dag troppede jeg op på Artros Privathospital i Aalborg, og fik en tid til en korsbåndsoperation dagen efter, hvilket naturligvis bragte jubel og en tro på håb forude.

Men hvordan kommer man tilbage til den sport, som kræver så megen balance, kontrol af bevægelse, og stiller så store krav til mobilitet? Det spørgsmål stillede jeg også mig selv mange gange. Min metode er helt sikkert ikke den eneste rigtige, men den virkede for mig, og allerede 6 måneder efter operationen stod jeg på banen i konkurrence igen, hvilket var langt over min forventning.

Først og fremmest var min operation vellykket, og jeg kom fra hospitalet med den ”glædelige” besked, at mit forreste korsbånd var sprunget, mit indvendige sideledbånd var sprunget, men heldigvis var begge menisker intakte. 10 dage efter operationen og et smertehelvede begyndte jeg at svømme 80 baner crawl i koldt vand hver eneste dag. Allerede efter en månedstid kunne jeg begynde at løbe ca. 2 km uden smerte, og efter 2 måneder var jeg så småt begyndt at lave badmintonrelateret bevægelsesmønstre rundt på banen.

Alt dette er og var såmænd nemt nok. Jeg var fast besluttet på at komme tilbage til elitebadminton, og det kom jeg. Den mentale udfordring var større i og med, at episoden lå så dybt i min erindring. Når folk spurgte mig, om jeg mon kunne returnere til elitebadminton, kiggede jeg blot på dem med forundring i blikket og tænkte, at det dog var et underligt uspecificeret spørgsmål, for selvfølgelig kunne jeg returnere til elitebadminton. For mig handlede det om vilje, evnen til at forstå, hvor priviligeret jeg har været, og ikke mindst forstå, hvad jeg sætter pris på i min hverdag.

Jeg er stadig ikke på samme spillemæssige niveau, som inden jeg blev skadet, men jeg er overbevist om, at jeg er blevet langt mere bevidst om de valg, jeg træffer både på og uden for banen, men snart går det løs igen. 6.-9. juni spiller jeg Lithuanian International, og herfra følger naturligvis også et indlæg fra mig.

Læs også

Lithuanian International: Anne Hald gik til tops

I Kaunas gik abc Aalborg-spilleren Anne Hald helt til tops, da hun sikrede sig titlen …

En kommentar

  1. Super fedt indlæg Anne. Håber du snart kommer helt op i omdrejninger.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.