Mia Blichfeldt. Foto @ Rico Dahl Hansen

Badminton Danmark efterudtager to VM-debutanter

Mia Blichfeldt og Anders Antonsen er blevet efterudtaget til VM for individuelle i Skotland af Badminton Danmarks sportslige ledelse.

Da ikke alle nationer har valgt at gøre brug af deres pladser i dame- og herresingle ved VM i Glasgow, har Badminton Danmark fået mulighed for at efterudtage 19-årige Mia Blichfeldt og 20-årige Anders Antonsen til verdens største individuelle mesterskab.

– Det er meget tilfredsstillende. Vi havde håbet på, at vi kunne få Mia (Blichfeldt, red.) med, og at vi så også har fået Anders (Antonsen, red.) med er lidt af en bonus. Det er et godt supplement til vores hold, der består af rutinerede spillere og den næste generation. De skal selvfølgelig samle erfaring, men de skal også sørge for at have en målsætning med sig til Skotland, siger Cheflandstræner Kenneth Jonassen.

Mia Blichfeldt og Anders Antonsen har tidligere repræsenteret Danmark ved internationale mesterskaber for hold og senest deltog de begge ved EM for individuelle i Kolding. Det er dog første gang, at de to unge badmintontalenter skal deltage på den helt store individuelle scene.

– Det bliver mega fedt og en stor oplevelse. Jeg glæder mig sindssygt meget, og jeg glæder mig også til VM-træningen her til sommer, og så er jeg også rigtig glad for, at forbundet har valgt at satse på mig og givet mig chancen for at komme med, siger Mia Blichfeldt.

– Da Kenneth (Jonassen, red.) ringede og fortalte mig, at jeg var udtaget, blev jeg sindssygt glad. Det gør i hvert fald sommertræningen lidt mere spændende. Det bliver rigtig stort at skulle spille VM, og jeg glæder mig sindssygt meget. Nu skal den bare have gas henover sommeren, så jeg kan stå så skarpt som muligt til VM, siger Anders Antonsen.

Begge spillere har gode erfaringer fra Emirates Arena i Glasgow, hvor VM skal spilles. For blot et halvt år siden nåede Mia Blichfeldt semifinalen ved Scottish Open, hvor hun desværre måtte se sig slået af den nykårede EM-bronzevinder Sabrina Jaquet.

Anders Antonsen gik hele vejen og er dermed ubesejret på skotsk grund, da han vandt 22-20, 21-14 over Joo Ven Soong i finalen.

VM for individuelle spilles fra den 21.-27. august i Emirates Arena, Glasgow, Skotland.

Pressemeddelelse fra Badminton Danmark

Læs også

Badmintonligaen: Aarhus AB vinder lokalopgør i Højbjerg

Lokalderbyet mellem Højbjerg og Aarhus AB blev torsdag aften først afgjort i sjette og sidste …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.