U13-landsholdet er snart fortid. Foto @Thomas Nielsen

Badminton Danmark svinger sablen: U13-landsholdet nedlægges

Badminton Danmark ændrer strukturen omkring ungdomslandsholdene, hvilket blandt andet betyder, at U13-landsholdet snart er en saga blot.

Under tre måneder efter, at en podcast-episode fra TV2 Badminton blev publiceret om talentudvikling, får vi nu de første store ændringer på talentfronten at se i det danske badmintonforbund.

Den nye sportschef Jens Meibom, der i ovennævnte podcast-episode fremlagde sine egne perspektiver for fremtidens talentudvikling, har gjort det til en af sine kerneopgaver at forbedre udviklingen af danske badmintontalenter. En af hans kæpheste er blandt andet den meget tidlige udvælgelse af de største talenter, allerede ned i 8-12 års alderen, som han ikke har den helt store fidus til.

Det betyder, at Badminton Danmark nu vil nedlægge U13-landsholdet, så det yngste landshold fremover vil være for U15-årgangene.

– Den viden, vi har, viser, at det er umuligt at udpege de fremtidige verdensklassespillere før puberteten. Vores egne undersøgelser af blandt andet tidligere All England-, VM- og OL-medaljetagere viser også, at de fleste af dem først manifesterede sig i U15. Det er altså ikke hensigtsmæssigt at selektere før puberteten, da risikoen for at udvælge de forkerte spillere er for stor, og derfor har vi valgt at nedlægge U13-landsholdet, siger Jens Meibom til forbundets egen hjemmeside.

Istedet for U13-landsholdet vil der fremover bliver afholdt større træningssamlinger for en bredere gruppe af U13-spillere. Dette gøres ifølge Badminton Danmark for at muliggøre at se flere spillere an, og dermed forhåbentlig også motivere flere til at satse på badminton.

Ændringer i landstrænerstaben
For de nuværende danske ungdomslandstrænere får struktursændringen også en betydning. Mens den nuværende U13-landstræner Thomas Nielsen rykker op som U15-landstræner, rykker den nuværende U15-landstræner Rune Ulsing videre som U17-landstræner.

Det betyder, at det fremtidige U15-landstrænerhold kommer til at bestå af Thomas Nielsen og Casper Hansen, mens U17-landstrænerne fremover vil hedde Rune Ulsing og Marie Røpke.

Jens Meibom vil hermed udnytte de frigjorte ressourcer til at styrke især U17-landsholdet.

– Ved U17-spillerne stiger behovet for koordinering og kommunikation med og om den enkelte spiller markant i forhold til tidligere. Dette omhandler blandt andet supplerende træning, træningsplanlægning og uddannelse. Ved at flytte ressourcer op til U17 øger vi muligheden for, at den enkelte U17-spiller oplever en god sammenhæng i hverdagen mellem sport og uddannelse, og at der er god koordination og kommunikation mellem de mange aktører, en U17-spiller er i berøring med, siger Jens Meibom.

I podcast-episoden fra TV2 Badminton kommer Jens Meibom også ind på den decentrale talentudvikling ude i klubben, som han mener er alfa omega i udviklingen af fremtidens badmintonstjerner.

– Overordnet er det min holdning, at talentudvikling primært foregår i klubberne. Derfor er det afgørende for det enkelte talents udvikling, at træningen i klubberne er af høj kvalitet, som tager udgangspunkt i værdierne glæde, udvikling, fællesskab og oplevelser. Derfor vil vi styrke Badminton Danmarks decentrale talentudvikling og altså styrke samarbejdet med klubber og kredse, afslutter Jens Meibom til forbundets egen hjemmeside.

Kilde: Badminton Danmark

Podcast om talentudvikling: TV2 Badminton-Podcast

Læs også

Boe/Mogensen misser Malaysia Open: Forbundet tager skylden

En af årets største turneringer er SuperSeries Premier-turneringen Malaysia Open, men den kommer Mathias Boe og …

2 Kommentarer

  1. Syntes det er en virkelig god ide, som de også siger i artiklen, tror jeg at det vil motivere flere til at komme på landsholdet

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.