Badmintondagbog, sæson XXXXV, afsnit VI: Tropisk varme, de unge og de sårbare

Vi spiller badminton om sommeren. Selvfølgelig gør vi det.

Faktisk foretrækker jeg de varme grader i Vordingborghallen. Forleden, under den langvarige sologblåhimmel-periode nåede temperaturen op på 28-29 grader. I indendørs, trods 3-4 åbne nødudgange. Imens blev der trænet ihærdigt af de unge under Jacob Oehlenschlægers nye sommertræningstilbud på fem baner og spillet engelsk af de gamle på den sidste.

I 2015 oplevede jeg for alvor, hvilken belastning og udfordring det er at spille under ægte tropiske betingelser. Jeg var på vulkanøen Reunion 9.500 km syd for Vordingborg og 800 øst for Madagaskar. Temperaturen var ikke højere end i Vordingborghallen, men fugtigheden var dræbende og føltes som at bære ekstra kilo på ryggen og ikke mindst som at svømme i skoene.

Tilbage i Vordingborghallen blev skoene også drivvåde, mens vi gamle asede rundt i 90 minutters engelsk. Et simpelt spil. I hvert fald i vores version. Et fysisk spil, hvor tålmodigheden sættes på prøve. Et taktisk spil, hvor der ventes på den lille åbning.

Jacob Oehlenschlæger har taget initiativ til en ugentlig træning hver onsdag i juni for de unge. Han forsøger at igangsætte en ny kultur blandt områdets unge. At man ikke skal droppe badminton, bare fordi det er sommer og ferie. Dengang jeg var ung, trænede vi ekstra hårdt i den periode. Det skal vi have “uddannet og opdraget” de unge hernede til at forstå.

Om at holde kroppen i gang

Vi gamle ved godt, hvor vigtigt det er at holde de slidte kroppe i gang. Derfor forsøger vi at spille mandag og onsdag hele sommeren igennem. Om mandagen har nogle af de unge ønsket at være med, og vi har budt dem velkommen. De unge med deres friske energi og høje tekniske niveau er altid velkomne. Selvfølgelig er de det. På to betingelser. At de sætter ca. 90 minutter af og giver den fuld gas. Ofrer sig. Uden ynk. Vi forlanger seriøsitet og en dedikeret indsats. Det betyder ikke, at morskab og smil er udelukket, men “bare” at vores tid som 50+ er for kort til sløvsind og pjat. I hvert fald min. Det ved de unge. Og hvis ikke de ved det, så sørger jeg for at fortælle dem det, nogle gange, indrømmet, på en ikke så pædagogisk facon, og så er det godt at have lærer Steen ved siden af til at opbløde og omformulere.

Men os i 40’erne og 50’erne og fru Westborg i 60’erne har erkendt, at vores tid på badmintonbanen ikke er uendelig. Vi kan ane målstregen eller rettere slutstregen derude i den nære fremtid. Det kan faktisk være i morgen, at det er slut. Så af den grund vil vi have det optimale ud af enhver haltid. De fleste af os har oplevet det før. Nemlig dengang vi fik børn. Dengang reduceredes fritiden også med et knivskarpt hug og bedre blev det ikke af, at nummer to og tre for mit vedkommende kom til verden. Så vi er vant til at optimere vores egoist- og legetid væk fra familiepligter.

Det er en blanding af altruisme og ind- og overdragelse på den ene side og egoisme på den anden. Jeg og de andre gamle vil gerne gøre noget for andre, men også selv have noget ud af det. At hjælpe andre er at hjælpe sig selv. Ja ja. Jeg pakker det ind. Vi vil have vores spil, og de unge må rette sig ind, hvis de vil være med. Our way or the highway. Take it or leave it. Fit in or fuck off.

Også badminton i arbejdslivet

Apropos det med den manglende pædagogiske tilgang. Den forsøger jeg til gengæld i kombination med en større tålmodighed at bruge på min arbejdsplads, hvor jeg har med sårbare unge voksne at gøre. For nogle år siden begyndte vi i min arbejdsweekend hver fjerde weekend at køre til Vordingborghallen for at spille lidt badminton. Ofte var jeg afsted med 2-3 beboere fra botilbuddet, når hallen var ledig. Jeg kunne næsten garantere dem en mennesketom hal. Det er nødvendigt, for deres angstniveau kan eller kunne dengang, ikke kapere andres tilstedeværelse.

Efter nogen tid fik arbejdspladsen lavet en aftale med en lokal skole om, at vi gratis kunne benytte deres lille gymnastiksal med én bane og glas rundt langs det lave loft. Således begyndte vi på at spille badminton 1-2 gange ugentligt. Med plasticbolde. Naturligvis. Importeret fra UK. Dens flugt har en smule lighed med en fjerbold og holder meget længere. Tak til Badminton Coach Philip Adams for anbefalingen.

Vi kører nu på tredje år og spiller fast to gange om ugen. Min mandlige kollega tager med hver gang, og hver anden uge deltager jeg den ene gang. Vi spiller også her engelsk, hvilket jeg hurtigt introducerede til stor morskab for alle. Jeg tror godt, jeg kan tillade mig at påstå, at jeg har smittet dem med badmintonbacillen. Det hjælper altid, når man selv brænder for noget. Vi kører til hallen i husets bus med høj musik, spiller og sveder, snakker og griner, får et bad og kører hjem igen. Det er genialt. Vi har kunnet fastholde nogle af de unge i en aktivitet, der både skaber glæde, er sund og giver noget at snakke om.

Badminton på mange planer

Udover at se en masse fodbold på tv, følger vi også den hyppige dækning af badminton på TV2 sport. I dette forår havde jeg desuden en af de to badmintonspillende beboere med i Greve til en ligakamp, således at han med egne øjne kunne se tempoet og fornemme intensiteten og indsatsen, noget som er svært at formidle via tv’et. Jeg håber at kunne gentage det til efteråret med dem begge. Og ja, vi har også spillet i den varme hal i Vordingborg i denne sommer, dog i lidt kortere tid, for når du som dem løber rundt med 40-60 kilos overvægt, føles varmen endnu mere belastende.

Som jeg siger til dem, når vi (mest mig) taler om sundhed og overvægt, så er det mere vigtigt at få pulsen op og have en god kondition end at være slank, hvis man gerne vil leve længe (og godt).

Dermed ikke sagt, at vi ikke taler om vægt og kost, for det gør vi i allerhøjeste grad. Men de her unge mennesker har så mange alvorlige udfordringer i deres liv, at en kostomlægning bliver langt sværere, end den er selv for velfungerende mennesker.

Sådan har jeg og mine ligesindede badmintonidioter taget hul på sommeren 2018. Med varme og sved, intens motion og høj puls, sundhed, morskab og fællesskab. Kan det blive bedre?

Per Damkjær Juhl
Vordingborg Badminton Klub

 

Læs også

Per Damkjær Juhl: Betragtninger fra Denmark Open

Sidder i Press Room. I sofaen. Med lidt Imperal Stout fra Midtfyns Bryghus. Lidt træt …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.