Fremover skal ungdomslandholdene bære spilletøj fra FZ Forza.

Badmintonforbund laver ny aftale efter Yonex-brud: To danske brands med i aftalen

Badminton Danmark udvider samarbejdet med DGI, som også kommer til at byde på en ny aftale for ungdomslandsholdene, veteranlandshold og turneringer på dansk grund.

I et nyt samarbejde, der officielt skydes i gang i morgen, har Badminton Danmark og DGI Badminton allieret sig med FZ FORZA og RSL, der “forbedrer forholdene på tværs af aldre, elite og bredde samt forener badmintonsporten i Danmark”, som det hedder i en pressemeddelelse fra Badminton Danmark.

Samarbejdet kommer fremover til at dække blandt andet DGI-Badmintons aktiviteter, herunder Landsmesterskab og Landsbadmintonstævne, samt Badminton Danmarks nationale aktiviteter for både ungdom, senior og veteran med undtagelse af Denmark Open.

– I Badminton Danmark er vi naturligvis glade for, at vi har været i stand til at lave en fælles aftale, hvor vi styrker forholdene i flere af vores aktiviteter på tværs af aldre, landshold og organisationer. Det viser, at Badminton Danmark er et stærkt brand, som flere gerne vil være en del af, så vi i fællesskab kan hæve standarderne for dansk badminton, siger Bo Jensen, direktør i Badminton Danmark i en pressemeddelelse.

Kronen på værket for FZ FORZA
Hos FZ FORZA har man svært ved ikke at juble over aftalen, der ifølge administrerende direktør Martin Lundgaard er en del af en større vækststrategi henover disse år.

– Aftalen med badmintonforbundet er en del af en større vækststrategi, hvor vi gennem en længere periode har arbejdet med at tegne aftaler med adskillige forbund. I denne vækststrategi er aftalen med det danske forbund kronen på værket, der yderligere vil forstærke vores brand og samtidig skabe vækstmuligheder i både Danmark og resten af verden, siger Martin Lundgaard i en pressemeddelelse fra FZ FORZA.

FZ FORZA har udover samarbejdsaftalen med Badminton Danmark også aftaler med blandt andet Frankrigs, Hollands og Norges badmintonforbund.

DGI glad for udvidet samarbejde
I DGI Badminton er der også lutter positive røster over det udvidede samarbejde med Badminton Danmark, som man i en årerække allerede har haft med blandt ande tiltaget ‘Bevæg dig for livet – badminton’.

– At vi er to forbund som går sammen gør brugeroplevelsen bedre, klubmiljøet bliver forstærket, og vi kommer tættere på at nå vores mål om gøre badminton til en folkeidræt igen. Vi udvikler os til gavn for vores slutbruger, så vi mere målrettet kan udvikle sporten for den enkelte. Det er ung som gammel og lav som høj, siger idrætskonsulent ved DGI Badminton, Jesper Munk, i en pressemeddelelse udsendt af Badminton Danmark.

DGI Badminton ser samarbejdet som en oplagt mulighed for at gøre badminton så attraktivt for alle aldre.

– Det skal være attraktivt at spille badminton, og det bliver det med de her nye og bedre rammer, som det nye samarbejde skaber, siger Jesper Munk.

DGIs samarbejdspartner RSL, som igennem en længere periode har haft en selvstændig aftale med DGI, bliver ligeledes en del af den nye aftale mellem parterne. Det glæder salgs- og marketingchef ved RSL, Rasmus Skousen.

– For os er det en del af vores videre strategi og et udtryk for den glæde, vi har haft ved at være en del af DGI, at vi nu lægger et ekstra lag på ved at gå sammen med Badminton Danmark og FZ FORZA. Det er et samarbejde vi ser frem til i forhold til forbund, klubber og organisationer, hvor jeg synes, at vi supplerer hinanden rigtig godt. Det giver en ny dimension, udtaler Rasmus Skousen i pressemeddelelsen.

Samarbejdet løber fra 1. oktober og fire år frem.

Kilde: Badminton Danmark

Læs også

RSL og Odense forlænger samarbejdet med fire år

RSL Europa har været fast samarbejdspartner med Odense Badminton Klub (OBK) omkring levering af bolde …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.