Kim Bruun. Foto @BadmintonBladet

Badmintonligaen: Greve afslutter grundspillet på flot vis

I Greve Idræts Center stod Greve og Ikast over for hinanden i Badmintonligaens sidste runde i grundspillet. Det var en kamp uden betydning, men det skulle vise sig, at Greve var skarpest og mest motiveret.

Den første kamp på programmet var i mixeddouble, hvor Mikkel Delbo Larsen/Isabella Nielsen fra Greve mødte Mathias Moldt Baskjær/Malene Kæseler fra Ikast. I første sæt dominerede Greve-parret herlighederne, og der var ikke tvivl om udfaldet af sættet. Det blev en sikker sætsejr på 21-13 til Greve.

I andet sæt var Ikast-parret bedre med, men det var tydeligt, at Mikkel Delbo Larsen/Isabella Nielsen havde mere kvalitet. Greve vandt andet sæt med 21-13, og de skaffede hjemmeholdet en flot start på holdkampen.

Dramatik i damesingle
I damesingle stod Ikasts stærkeste kort Olga Arkhangelskaya over for unge Amalie Hertz Hansen fra Greve, og her udviklede kampen sig noget overraskende. Amalie Hertz Hansen styrede kampen i første sæt, og Ikast-spilleren fik ikke gang i spillet. Første sæt blev vundet på imponerende vis af Amalie Hertz Hansen med 21-18.

Ved opholdet lignede det, at Amalie Hertz Hansen ville gøre kort proces, men Olga Arhangelskaya kæmpede sig flot tilbage efter at have været bagud med 9-11. Ikast-spilleren vandt efterfølgende 11 ud af 15 dueller, og hun tvang damesinglekampen ud i tre sæt. I tredje sæt var der ikke mere energi tilbage i Amalie Hertz Hansen, og Ikast fik dermed udlignet holdkampen med en sikker sejr på 21-12 i tredje sæt.

Kalle Koljonen fra Greve og Dey Subhankar fra Ikast var de to næste spillere, som skulle møde hinanden. Dey Subhankar er i strålende form i øjeblikket. Han besejrede noget overraskende både Hans-Kristian Vittinghus og Victor Svendsen i december måned. I dag fortsatte Ikast-spilleren sit gode spil, da han styrede første sæt med tempo og skarphed. Subhankar vandt første sæt med 21-17.

I starten af andet sæt havde Kalle Koljonen mere tur i den, og han vandt et par gode bolde på nettet. Efter opholdet kom Subhankar tæt på Koljonen, men det var ikke nok til at sikre sættet. Andet sæt blev vundet af finnen fra Greve med 21-16, og dermed var tredje sæt en realitet. Tredje sæt blev tæt, men formstærke Subhankar sejrede til sidst med 21-17.

Greve lukker kampen med tre sejre
I herredoublen fik Greve dog hurtigt udlignet Ikasts føring, da David Daugaard/Mathias Christiansen stensikkert vandt over Sune Gavnholt/Mikkel Stoffersen fra Ikast med 21-9 og 21-12.

Kim Bruun kunne dermed sikre Greve minimum et Golden Sæt, hvis han kunne besejre Frederik Aalestrup fra Ikast. Det tegnede godt for Greve og Kim Bruun, da han vandt første sæt med 21-16. I andet sæt dominerede den hurtige mand fra Greve også spillet, hvor Kim Bruun blandt andet havde godt styr på nettet. Andet sæt blev også vundet i sikker stil af Greves bedste herresingle med 21-12.

Til slut lukkede Sia Berg/Rikke Søby Hansen opgøret til Greves fordel, da de vandt over Janne Kornum Thomassen/Sonja Pekkola i to sikre sæt.

Efter kampen var Kim Bruun godt tilfreds med kampens forløb.

– Jeg synes, at vi gør det, som vi skal i dag. Vi har selvfølgelig en anden herresingle, som kan gå begge veje, men jeg synes, at vi er gode på hjemmebane, siger Kim Bruun til Badmintonbladet.dk

Greve fik dermed en optimal afslutning på grundspillet i Badmintonligaen med en 4-2 sejr. Greve ender på en femteplads, mens Ikast ender sidst i Badmintonligaen med sølle et point efter grundspillets kampe, og de skal dermed en tur i ligakvalifikationen.

RSL BADMINTONLIGAEN banner

Læs også

Badmintonligaen: Sådan bliver resultaterne i 2. runde

2. runde af denne sæsons Badmintonliga spilles i aften kl. 19.00. BadmintonBladet har vanen tro …