@Højbjerg Badminton Klub

Badmintonligaen: Højbjerg starter sæsonen ud med en komfortabel sejr

I sæsonpremieren i Badmintonligaen tog Højbjerg imod oprykkerne fra Ikast, som altså derfor skulle ud at bevise, hvorfor de hører til i landets bedste række. 

Højbjerg var på papiret favoritter til at vinde denne holdkamp, hvorfor målet også var at vinde. Emilie Juul Møller og Jakob Staael er begge kommet tilbage fra skader, og skulle nu forsøge at starte sæsonen godt ud ved at levere en sejr i 1.MD. De stod overfor Mathias Moldt Baskjær og Sonja Pekkola, der ikke havde de store modtræk til Højbjerg-parrets flotte og kloge spil. Det blev til en sikker sejr i to sæt til parret fra Højbjerg, der gav klubben den bedst mulige start.

Herefter var det damedoublen Line Nørgaard og Nanna Vestergaard, der på det seneste har udviklet sig flot, som skulle udbygge føringen. Malene Kæseler og Susanne Ekelund var modstanderne, men langt skulle man ikke ind i kampen, før man kunne begynde at se mønstret i denne kamp. Pigerne fra Højbjerg tromlede deres modstandere over i begge sæt og bragte dermed Højbjerg på 2-0.

Dernæst var der rutinerede kræfter på banen i form af Sune Gavnholt fra Ikast. Han havde Mikkel Stoffersen som makker, der skulle op mod hjemmebanefavoritterne Morten Skrøder Bødskov og Mathias Bay-Smidt. Her levede parret fra Højbjerg op til det, som Michael Kjeldsen havde sagt i pressemeddelelsen; nemlig, at det burde blive til Højbjerg-sejr. Det formstærke par fra Højbjerg vandt overlegent i to sæt og dermed stod der 3-0.

Nu var det tid til damesinglen mellem Alexandra Bøje og Olga Arkhangelskaya, hvor Ikast her havde gode chancer for at komme tilbage i opgøret. Den 35-årige russer viste sig for stærk til den unge spiller fra Højbjerg. Efter et tæt første sæt, der endte med 19-21 til damesinglen fra Ikast, lignede det ikke, at der var særlig meget tilbage i tanken hos Alexandra Bøje. Den ældre russer kørte bare på, og vandt andet sæt komfortabelt med 5-21. Dermed kom Ikast på tavlen for første gang i sæsonen og reducerede samtidig til 3-1.

Nu var det tid til herresinglerne. Herresinglerne fra Højbjerg bestod af mere erfarne Kasper Dinesen og Jesper Toft, der er helt uerfaren i liga-sammenhæng. Kasper Dinesen skulle op imod Frederik Aalestrup, hvor favoritværdigheden endnu engang måtte falde på spilleren fra Højbjerg. Dinesen gjorde det, som han gør bedst og det er at få alle bolde tilbage. Sikkerheden i hans spil var sublimt, hvilket måtte frustrere spilleren fra Ikast. Det endte med en sejr på 21-9/21-12 til Kasper Dinesen. Jesper Toft var igang på banen ved siden af, hvor der ikke var tegn på de store nerver hos den unge spiller, der vandt første sæt med 21-10. Andet sæt var mere lige, men Jesper Toft var hele tiden i front. Sejren var aldrig rigtig i fare og Jesper Toft slog sidste søm i kisten, som derved vandt andet sæt med 21-17.

Det endte med en 5-1 sejr til Højbjerg, der kun kan være tilfreds med åbningen på denne sæson.

Næste runde er allerede på torsdag, hvor Højbjerg møder Skovshoved.

 

Læs også

Badmintonligaen: Sådan stiller holdene op til sjette runde

Opstillingerne til sjette runde i Badmintonligaen er nu klar. Runden spilles mandag kl. 19.00, og …

En kommentar

  1. Hvem er Morten Kjeldsen 😂