Badmintonligaen: Raul Must slår Anders Antonsen

Loading

Badmintonligaens nummer to, Aarhus AB, skulle her til aften forsøge at bibeholde deres gode placering i et udebaneopgør mod Vendsyssel. Det lignede på forhånd en svær opgave for det afbudsramte hold fra Aarhus.

Aarhus AB, Solrød Strand og Vendsyssel lå inden aftenens opgør nummer to, tre og fire med henholdsvis 15, 14 og 13 point. Aarhus AB manglede her til aften flere af profilerne fra de indledende kampe, og de var derfor i overhængende fare for at blive overhalet af både Solrød Strand og Vendsyssel.

Læs også: Badmintonligaen: Sådan ender ottende runde

Opgøret blev indledt med anden herresingle og herredouble. Victor Svendsen fra Vendsyssel var overlegen i sin single mod David Kim Kristensen. Victor Svendsen har efterhånden samlet meget erfaring fra internationale turneringer og vandt også Hungarian International i maj. David Kim Kristensen havde svært ved at stå imod sin modstanders offensiv og tempo. 21-12, 21-10 til Victor Svendsen.

På banen ved siden af var herredoublen kun midt i andet sæt, da herresinglen blev afsluttet. Efter at have tabt første sæt førte Kasper Antonsen og Philip Seerup fra Aarhus AB 16-17 over Zvonimir Durkinjak og Jacco Arends. De formåede at holde fast i denne føring og tvinge kampen ud i et tredje og afgørende sæt. Det blev en tæt affære med mange lange dueller. Men efter opholdet fik Kasper Antonsen og Philip Seerup skabt et hul, og det lykkedes dem at slå favoritterne fra Vendsyssel. Stilligen var nu 1-1.

Anders Antonsen blev sendt på løbetur af Raul Must

Nu stod den på damedouble og mixeddouble. Efter en lille reparation af banen blev opgøret mellem Clara Nistad og Emma Wengberg fra Vendsyssel og Anne Katrine Hansen og Emilie Furbo skudt i gang. Førstnævnte levede op til favoritværdigheden og vandt kampen i sikker stil med cifrene 21-14, 21-16. På banen ved siden af var Lasse Mølhede og Cheryl Seinen ligeledes favoritter i deres opgør mod Mathias L. Hansen og Cecilie Bjergen fra Aarhus AB. Favoritterne skulle dog ud i ombolde, inden de sikrede sig første sæt 23-21.

I andet sæt fortsatte parret fra Aarhus AB med at gøre det svært for deres modstandere, og denne gang fik de også et sæt ud af deres besvær. 18-21. Med en samlet stilling på 2-1 til Vendsyssel og et styks Beiwen Zhang i baghånden ville en sejr i mixeddoublen sandsynligvis kunne garantere Vendsyssel den samlede sejr. Efter en tæt start på tredje sæt lykkedes det for Vendsysselparret at trække fra og sikre sig sejren i tredje sæt med cifrene 21-17. Det så nu godt ud for Vendsyssel.

Opgøret blev rundet af med damesingle og første herresingle. Det var begge opgør med internationale topspillere. Beiwen Zhang skulle forsøge at lukke kampen for Vendsyssel, mens Anders Antonsen skulle forsøge at holde Aarhus AB inde i kampen. Anders Antonsen fik en skidt start på første sæt. Han var bagud 7-0 og havde svært ved at stå imod sin modstanders offensiv samtidig med, at han ikke kunne finde huller i Raul Must og hans defensiv. Dog fik Anders Antonsen kæmpet sig tilbage i kampen og vandt første sæt med cifrene 19-21. Men andet sæt blev ikke lettere for det unge talent.

 Kampen bliver vendt på hovedet

I andet sæt kunne Anders Antonsen ikke hægte Raul Must af til trods for, at han ofte førte i starten af andet sæt. Mod slutningen af andet sæt så Anders Antonsen pludselig meget træt og tung ud, og løbestærke Raul Must kunne hurtigt stjæle sættet med cifrene 21-14. På banen ved siden af skete der en katastrofe for Vendsyssel. Beiwen Zhang trak sig grundet en skade, og pludselig var Aarhus AB inde i kampen igen. Anders Antonsen kunne sikre uafgjort med en sejr i tredje sæt.

Men Raul Must kæmpede videre, og Anders Antonsen så fortsat træt ud. Han havde svært ved at sætte tempoet. Mod slutningen lignede det en sikker sejr til Raul Must, der ganske rigtig lukkede tredje sæt med cifrene 21-15 og sikrede en sejr på 4-2 til Vendsyssel. Det blev et enormt tæt opgør, og Aarhus AB må nu vinke farvel til deres andenplads. Næste gang møder de Greve, mens Vendsyssel møder Gentofte.

 

 

 

Læs også

Badmintonligaen: Sådan stiller holdene op til syvende runde

Opstillingerne til syvende runde i Badmintonligaen er nu klar. Runden spilles onsdag kl. 19.00. Stilling, …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.