Badmintonligaen: Skovshoved udklasserer de tidligere mestre

Der var lagt op til et spændende opgør i Greve Idræts Center, da Greve og Skovshoved tørnede sammen her til aften. Det viste sig dog, at Skovshoved var klasser bedre end Greve i dagens kamp.

De første to kampe var mixeddouble og herredouble. I mixeddouble skulle Mikkel Delbo Larsen/Isabella Nielsen fra Greve op imod Denmark Open-vinderne Joachim Fischer/Christinna Pedersen fra Skovshoved.
De to par fulgte hinanden indtil 9-9, hvorefter rutinerede Fischer/Pedersen trak fra. Skovshoved tog første sæt med 21-15.

I andet sæt var Fischer/Pedersen klasser bedre end Delbo/Nielsen. Skovserne var foran med 11-4 ved opholdet. Selvom Delbo/Nielsen kom tilbage i kampen, kunne de ikke lukke hullet op til Fischer/Pedersen. Det blev en sikker sejr på 21-16 i andet sæt. Dermed stod den 1-0 til Skovshoved.

Conrad/Mogensen udbygger føringen
I herredouble skulle formstærke Mathias Christiansen/David Daugaard fra Greve forsøge at udligne Skovshoveds føring. De mødte Mads Conrad/Carsten Mogensen fra Skovshoved, hvor sidstnævnte har en dugfrisk SuperSeries finale på CV´et.

I starten af kampen var Conrad/Mogensen i front, og de pressede det unge par fra Greve.
Conrad/Mogensen kom foran med 16-12, men derefter tog Daugaard/Christiansen fem point i træk og en føring på 17-16. Mogensen/Conrad strammede dog grebet, og en god serv fra Carsten Mogensen ved stillingen 18-17 blev afgørende. Første sæt endte med en sejr til Skovshoved på 21-18.

I andet sæt var Conrad/Mogensen en anelse foran hele vejen. 11-9 var skovsernes føring ved opholdet. Efter opholdet vandt David Daugaard/Mathias Christiansen kun tre dueller, og en sikker sejr til Carsten Mogensen/Mads Conrad på 21-12 var en realitet. Der var nu maksimalt pres på Greve inden de sidste fire kampe.

Greve fortsætter nedturen
Damesinglekampen mellem Amalie Hertz Hansen fra Greve og Natalia Koch Rohde fra Skovshoved var næste kamp på programmet. Her fik Natalia Koch Rohde den bedste start på kampen, hvor hun var foran med et par point i hele første sæt. Første sæt blev vundet af Skovshoved med 21-14.

I andet sæt var billedet det samme, da Natalia Koch Rohde var foran i hele andet sæt. Mod slutningen af sættet blev det mere tæt, men Natalia Koch Rohde lukkede sættet til sidst. Kampen sluttede med 21-14 og 21-19.

Holdkampen blev allerede afgjort efter fire spillede kampe, da Kamilla Rytter Juhl/Claudia Paredes vandt med 21-13 og 21-19 over Ditte Søby Hansen/Rikke Søby Hansen fra Greve i damedouble.

Finne vinder eneste kamp for Greve
I femte kamp fik Greve reduceret, da finske Kalle Koljonen besejrede Christian Lind Thomsen i tre sæt. I første sæt var skovseren dog bedst, og han vandt med hele 21-7.

I andet sæt kom finnen bedre med, og han var i teten i starten af sættet. Koljonen snuppede sættet med 21-17.

I tredje sæt var Kalle Koljonen skarpest til sidst. Finnen var bagud med 12-15, men han leverede et flot comeback, da han endte med at vinde med 21-17 i tredje sæt over Christian Lind Thomsen.

I herresingle cementerede Emil Holst sejren til Skovshoved, da han vandt med 21-17 og 21-19 over Kim Bruun.

Dermed endte holdkampen med en sikker sejr til Skovshoved på 5-1.

Efter kampen var Mads Conrad godt tilfreds med kampens resultat og holdpræstationen.

– Jeg synes, at vi spillede godt som hold i dag, selvom os, der har været i Asien, var rimeligt mærket fysisk, så fik vi alligevel hevet os op ved hårrødderne. Så jeg synes, at det var godt klaret, at vi fik hevet sejren hjem i dag, sagde Mads Conrad til Badmintonbladet.dk efter kampen.

Næste runde af Badmintonligaen bliver allerede spillet på torsdag. Her skal Greve møde Odense OBK på udebane, mens Skovshoved tager imod Værløse på hjemmebane.

RSL BADMINTONLIGAEN banner

Læs også

Badmintonligaen: Sådan stiller holdene op til sjette runde

Opstillingerne til sjette runde i Badmintonligaen er nu klar. Runden spilles mandag kl. 19.00, og …