Victor Svendsen skifter fra næste sæson Ikast ud med Vendsyssel Elite Badminton. @Privat foto.

Badmintonligaen: Victor Svendsen skifter til Vendsyssel

I Vendsyssel Elite Badminton har de længe gået og grublet over, hvem der skulle overtage pladsen, når den usædvanligt populære 2. single Peter “Borgmesteren” Mikkelsen stopper i klubben fra den kommende sæson. I går blev der løftet sløret for hvem afløseren bliver, og den kommende VEB-spiller er både en fremtidens mand og en spiller som har nordjysk blod i årene.

Fortid i Vendsyssel
Det bliver nemlig den nuværende 1. single på Ikasts 1. divsionshold den 20-årige Victor Svendsen som overtager efter “Borgmesteren”. Victor Svendsen, som pt. er nummer 18 på den danske rangliste, har tidligere været tilknyttet Vendsyssels ungdoms- og elitearbejde, efter hans spæde start i Hjørring Badmintonklub og før hans skifte til Ikast, hvor han havde fire år på idrætsefterskolen ISI.

I Vendsyssel Elite Badminton jubler de over, at de har formået at få tilknyttet Victor Svendsen, som de regner med bliver den helt rigtige afløser for “Borgmesteren”.

– Vi er yderst tilfredse med, at det er lykkedes at lave en aftale med Victor Svendsen. Vi er overbeviste om, at også han bliver en spiller, som publikum holder af, siger VEB’s formand Jan R. Jensen til VEB’s egen hjemmeside.

Læs også: Svensk landsholdsspiller skal forstærke Vendsyssel

At Victor Svendsen er vendelbo har formentlig være en ekstra motiverende faktor for Vendsyssel Elite Badminton, som gerne ser flere af deres spillere komme fra egnen.

– Victor er ung, sulten og talentfuld, og han bliver en interessant spiller at følge i den kommende sæson. Desuden er vi rigtigt glade for, at vi får endnu en vendelbo på holdet. Dem vil vi gerne have flere af, fortæller formanden til VEB’s hjemmeside.

Læs også: Utraditionelt samarbejde bringer van Zaane til Vendsyssel

Så sent som i weekenden så vi til DM noget af det spil, som nu har fået Vendsyssel til at lave en aftale med den unge spiller. Efter en flot sejr i første runde over Værløse-spilleren Rasmus Messerschmidt var Victor Svenden den spiller der formåede at presse den senere Danmarksmester Rasmus Fladberg mest, da han i første sæt havde to sætbolde.

Præsentationen af Victor Svendsen kom i øvrigt som en stor overraskelse for alle i Arena Nord, da han kom ind med afskedsgave fra Vendsyssel Elite Badminton til Peter Mikkelsen – den snart afgåede borgmester – som en del af VEB’s holdpræsentation før gårsdagens kamp mod Værløse.

I aften spiller Victor Svendsen dog stadig i Ikast-trøjen, når holdet i ligakvalifikationen møder Kastrup-Magleby Badminton (KMB).

Kilde: Vendsyssel Elite Badminton

Læs også

VEB-formand: Der er mere styr på det i Andeby end i Badminton Danmark

Vendsyssel Elite Badmintons formand, Jan R. Jensen, skyder med skarpt mod Badminton Danmark, som midt …