Natalia Koch Rohde. Foto @Anette Vollertzen

Dansk mandefald ved Italian International

Alle danskere rød ud i semifinalerne ved Italian Interational. Tættest på at komme i finalen var Antonsen/Søgaard og Bay-Smidt/Bøje. Begge konstellationer tabte således det afgørende sæt med sølle to point.

I damesinglekategorien stod Irina Amalie Andersen over for den ottendeseedede schweiziske spiller Sabrina Jaquet. Og Jaquet levede op til sin bedre seedning. Hun vandt således første sæt med de klare cifre 21-11, mens andet blev lidt mere spændende og resulterede i en 21-17-sejr.

Tredjeseedede Natalia Koch Rohde var også i aktion. Hun mødte spanske Clara Azurmendi. Og efter en tæt kamp måtte danskeren desværre se sig besejret med 21-17 og 21-18.

I herresinglerækken var Rasmus Gemke, der er verdens nummer 238, oppe mod Indra Bagus fra Italien. Han er nummer 76 i verden. Og der var heller aldrig tvivl om udfaldet. I første sæt fulgte Gemke rimeligt med og tabte 14-21, men i andet sæt var italieneren overlegen og vandt 21-7.

Samme negative tendens i double

I herredouble krydsede syvendeseedede Kasper Antonsen og Frederik Søgaard klinger med de sjetteseedede svenskere Richard Eidestedt og Nico Ruponen. Og det blev også en tæt affære. Danskerne snuppede dog første sæt i sikker stil med 21-10. I andet sæt var det så svenskernes tur til at vise styrke, hvilket ledte til en 21-17-sejr. Tredje sæt var helt lige, før svenskerne trak fra til sidst. Og selvom danskerne overlevede to matchbolde, kunne de ikke undgå nederlaget på 19-21.

I mixeddouble var der to danske par i aktion. Mathias Bay-Smidt og Alexandra Bøje, der er nummer 127 i verden, mødte Jordan Corvee og Anne Tran fra Frankrig. Det franske par er verdens nummer 90. Og danskerne startede ud med at vinde et tæt første sæt 21-18. Derefter blev de dog kørt over i andet, men i tredje var der i den grad spænding. Det var således de helt små marginaler, der gjorde, at franskmændene til sidst vandt 26-24.

Ditte Søby var i aktion sammen med makkeren Alexander Bond. De to er ottendeseedede og rendte ind i det andenseedede taiwanesiske par Ko-Chi Chang og Hsin Tien Chang. Og taiwaneserne levede op til favoritværdigheden. Danskerne fulgte dog fint med i første sæt, som de kun tabte 18-21, men i andet led de et lidt større nederlag, nemlig 15-21.

I morgen er der finaler på programmet, men altså uden dansk deltagelse.

Resultater fra Italian International

Læs også

Italian International: Tre danske damer er klar til at kæmpe om guld

Et hav af danskere var lørdag i aktion ved Italian International, men da dagen var …

En kommentar

  1. Bedre held næste gang. Pøj pøj