De gamle og den unge, der siger farvel

Lørdag den 23. juni klokken 13.30 var Steen og jeg tilbage i halvbanesingle i en mennesketom og særdeles lun Vordingborghal. Tilbage på det slidte halgulv med huller i lakken, det blotlagte træ og sodavands- eller ølpletterne, med de oversete rester af gaffatapen fra boksestævnet i foråret og generelt den megen skidt og støv, fordi hallen benyttes af skoler, musikgarden og pensionister til loppemarkeder, fjerkræudstillinger, boksestævner – og os fra VBK. Tilbage i legeland. Tilbage hvor kvalitet ikke er en beskrivelse af flotte slag, men for opnået resultat. Tilbage på banen, hvor der ikke er andre at overlade eller dele ansvaret til og med, og hvor jeg selv udgør holdet. Tilbage til den ædle (og sande) kappestrid, i en-til-en dyst.

Den første kamp er altid den vigtigste. På bane to. Halvdelen længst væk fra indgangen. Denne gang af rekordlængde; 49 minutters effektivt spil ud fra devisen “bedst af fem sæt til ni uden loft”.

Dokumenteret i sin fulde længde via min IPhone i denne evidens- og dokumentationsfilmsæra og transmitteret live på VBKs facebook, hvor bevisførelsen vil ligge til evig tid. Eller så længe Facebook eksisterer. Blandt unge i USA er brugen allerede stærkt nedadgående.

Knebent nederlag i første sæt på 19-17 efter 15 minutters spil. Ved kritisk gensyn pga. for mange lette fejl. Og lette fejl er altafgørende i dette tålmodighedens spil.

Nederlag i andet sæt på 9-7 efter ialt 25 minutters spil.

Bagud 0-2 i sæt. Det lignede et æg.

Det kan lyde kontralogisk, men jeg er sikker. Det vendte ved 27:35, efter ca. seks et halvt minuts opvarmning og 21 minutters spil. Altså på trods af, at det var i andet sæt, som jeg tabte.

Følgende skete. Steen dropper til net. Jeg netdropper retur (Nettet er som regel mit domæne!). Bolden roterer heftigt og ukontrolleret på sin vej, falder ned på netstolpens flade top og derfra ned på stregen på Steens side. Gad vide om det knækkede ham? Ikke til at vide, for han viser det i hvert fald ikke.

Stoneface
Han viser nemlig aldrig noget på banen. Aldrig skyggen af tvivl. Eller frustration. Træthed. Nervøsitet. Anspændthed. Kun stoneface (!) og isende, klare øjne. Han kan af den grund til tider psyke mig helt ud af den. Det var dog værre førhen. Der krakelerede jeg, når han kiggede på mig og bare begyndte at smide bolden tilbage til baglinjen. Han krakelerer aldrig. Én gang har jeg løbet ham synligg og hørbart træt på halvbane. Én sølle gang. Jeg prøver hver gang at huske på, at han også, bag sin stålfacade, kan blive træt og sandsynligvis ér træt, for han er jo ældre end mig, og han burde være træt, men viser det bare ikke. Det er sååå irriterende og frustrerende, og kræver en mental styrke, som jeg ikke altid besidder.

Men denne lørdag gjorde jeg. Flere alvorlige samtaler og “knuder” var blevet fjernet fra skuldrene i løbet af uge. Jeg havde haft overnattende besøg og var fuld af vitalitet. Sæt 3, 4 og 5 gik til mig. Men det var tæt til den sidste bold. 10-8 i femte og afgørende sæt. Ved 8-8 lader Steen, helt ukarakteristisk og upresset, en bold falde ned ved baglinjen, langt inde, og på den efterfølgende matchbolden smasher jeg gennem hans forsvar. Det er som sagt dokumenteret. Gudskelov. For det sker ikke ofte.

I omklædningsrummet bagefter fik vi os en snak. Ikke som det oftest er tilfældet om badminton, men om kærlighedens og parforholdets intime glæder og hverdagsliv. Jeg havde brug for en lytter og fik samtidig råd fra en erfaren mand. Således opløftet på flere planer cyklede jeg træt, tilfreds og med en god ro i psyke og soma, en af de dejligste tilstande der findes, hjem til Det Hvide Hus til en stille Sankt Hans aften.

Endnu en kamp
5 dage efter, onsdag den 27. juni kl 17.30, spillede jeg til en afveksling halvbane med unge Jonas Kaare Nielsen i knap 30 graders varme i Vordingborghallen. Aldersforskellen er 30 år mellem os og det kan, uanset forberedelse, optimering, herunder smertedækning, mærkes. Det ville også være underligt andet. Med for lidt søvn og mad i bagagen gik vi i gang, mens Jacob Oehlenschlæger havde sommertræning. Den manglende optimering satte mig ekstra under pres, men det skal ikke være en undskyldning for det senere nederlag.

Modsat min sædvanlige halvbanemodstander Steen på 54 år, kommer 22-årige Jonas, omkring 190 centimeter høj og et kæmpe muskelbundt, med et enormt tryk. Han angriber konstant, men har i denne sæson, hans anden i VBK, også lært at spille mere henholdende og afventende. Oprindeligt er han fra Præstø og en autodidakt spiller, sagt i allerstørste respekt, forstået på den måde, at det ser ud til, at han selv har tillært sig sin teknik, spillefacon og taktik, hvilket ses tydeligt. Set med mine øjne har der ikke været meget coaching inde over.

I de to sæsoner er han tydeligvis blevet udfordret af os gamle og sat under udviklingspres, både til træning og holdkampe, og har formået at nuancere sit tidligere lidt endimensionelle spil, som var lagt an på angreb fra alle vinkler og stort set uden brug af clear. Med andre ord, så har han arbejdet med sig selv, det mentale og selve spillet og i perioder været lidt frustreret, fordi enhver omstilling og forandring, kort- eller længerevarende, “ødelægger” spillet og det velkendte flow med alle vaneslagene på banen. Forandring er delvist en nedbrydningsproces, for at noget nyt kan genopstå.

Et svært farvel
Vi, både VBK, Team Storstrøm og de andre klubber (Faxe, Haslev, Præstø, Stubbekøbing og Toksværd) i området har eller er ved at sige farvel til ham, da hans livs- og uddannelsesplaner går i retning af Fyn. Det er vi mange, der er kede af. I VBK har han været en uvurderlig støtte, både som træner, spiller og hjælpende hånd, idet han altid har været til rådighed. Steen og jeg har talt med ham om hans fremtid og tilladt os at guide og rådgive ham lidt, udelukkende fordi vi vil ham det bedste – og naturligvis helst, så han forbliver her i området. Han bliver svær at undvære.

Sådan er gamet. I badminton. I livet. Vi ejer ikke hinanden. Vi kører parallelløb i kortere eller længere tid – som kærester, samlevere, venner, kolleger, spillepartnere, og det gælder om at få det bedste ud af hinanden. Altså også her optimere “udbyttet” af hinandens selskab og nærvær, at udvikle os i fællesskabet, at udvikle fællesskabet.

Dette er min officielle afsked og taknemmeligheds-hilsen til en ung mand, der skal videre og som har bidraget til udvikling og fællesskab. Jeg vil bare sige, endnu en gang, at vi, dine ældre badmintonlegekammerater også er her, hvis du kommer tilbage. Men vent ikke for længe. Vores biologiske ur tikker.

Per Damkjær Juhl
Vordingborg Badminton Klub

Læs også

Badminton for alle og for hele livet – Badminton Danmarks nye fortælling

PROLOG til noget, jeg på nuværende tidspunkt ikke ved, hvor fører hen I april og …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.