Denmark Open: Verdensmesteren knækkede i tredje sæt

Inden kampen havde hallen været tavs, og det var tydeligt, at publikum ventede på Viktor Axelsens kvartfinale. Så da den regerende verdensmester og vinder af Japan Open gik gennem forhænget eksploderede hallen i en storm af jubel og klapsalver. På den anden side af nettet ventede verdens nummer otte, indiske Srikanth Kidambi. En spiller med et særdeles højt topniveau. Men han har ofte problemer med at holde det ved lige i længere perioder af gangen. Danskeren havde inden i dag vundet de sidste tre indbyrdes opgør – alle i to sæt.

Viktor Axelsen fik en god start på første sæt. Væk var gårsdagens nerver. Spillet var skarpt fra starten af, og indenfor de første få bolde fik han medhold i en challenge, mens Srikanth Kidambi kort efter mislykkedes med sin challenge. Danskerens succes på nettet og de varierede og vinklede sticksmash var med til at skabe en hurtig føring på 14-7. Herefter fulgte en kort periode utålmodig periode for danskeren, hvor inderen kom lidt igen. Men verdensmesteren fandt hurtigt sin disciplin frem igen, og med hjælp fra nogle sene feberredninger på nettet sikrede han efterfølgende første sæt med cifrene 21-14.

Srikanth slog til, da det gjalt

I andet sæt var Srikanth Kidambi bedre med. Tempoet røg en tak op, og inderen fik bedre styr på sin defensiv. Samtidig fik danskeren svært ved at styre længden på bagbanen. Han formåede alligevel at komme først til opholdet med 11-10. Men på det sidste slag inden opholdet mistede den høje dansker balancen og væltede, og et gys gik gennem publikum. Efter at have børstet sig lidt på knæet kunne Viktor Axelsen dog rejse sig op, og publikums nerver kunne falde på plads igen.

Efter opholdet var spillet igen tæt. Viktor Axelsen havde et lille overtag, men han blev ved med at invitere inderen ind i kampen ved at sende mange løft udover baglinjen. Ved 19-17 så det fornuftigt ud, men Srikanth Kidambi fik lukket det lille hul. Inderen lykkedes med sin offensiv, mens Viktor Axelsen for det meste var bagud i duellerne og havde meget svært med at komme igennem med sin egen offensiv. Danskeren tabte dermed sættet 20-22, og kampen skulle nu ud i et tredje og afgørende sæt.

Verdensmesteren knækkede

I tredje sæt begyndte tingene at lykkedes for den ellers ofte meget svingende inder. Viktor Axelsen prøvede at svare igen, men spillet blev stift og nervøst, og verdensmesteren begyndte at lave mange uprovokerede fejl – især når han forsøgte at presse på i det flade spil. Resultatet blev en indisk føring på 4-11 ved opholdet.

Ved starten efter opholdet forsøgte publikum at hive danskeren op med tilråb. Men intet lykkedes for den unge favorit. Slagene røg midt i nettet, tempoet kollapsede og han havde ikke længere den nødvendige energi og fokus til at udnytte sine chancer. Resultatet blev et hurtigt nederlag på 9-21 i tredje sæt.

Om det var presset, den sene kamp i går eller noget helt tredje, der ødelagde tredje sæt for danskeren, kan han kun selv svare på. Nu har Danmark kun en mulighed tilbage for dansk deltagelse i morgendagens semifinaler. Tilgengæld er denne plads også sikret, da den sidste kvartfinale med dansk deltagelse er et rent dansk opgør.

Læs også

China Open: Viktor Axelsen videre i sikker stil

Viktor Axelsen vandt sin kamp i første runde ved China Open på overbevisende vis. Viktor …

2 Kommentarer

  1. Kom igen, Viktor, du er stadig vores nr. 1 😊🏸🙏🏻

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.