Kent Madsen skal rejse med DGIs inspirationsteam til Østen

DGI: Kent Madsen er klar til en verdensrejse som badmintontræner

Kent Madsen skal rejse med DGIs inspirationsteam til Østen
Kent Madsen skal rejse med DGIs inspirationsteam til Østen

Kent Madsen, der bor i Aarhus og er cheftræner i Horsens Badminton Klub, er ansat af DGI som træner for Danish Badminton Inspiration Team. Holdet tager 12 unge badmintontrænere med på en verdensrejse, og den internationale inspiration skal forplante sig i de danske klubber.

Kent Madsen erkender blankt, at han er en badmintonnørd. Han har arbejdet professionelt med badminton i over 25 år. Har trænet stjerner som Tine Baun. Og er i dag cheftræner i Horsens Badminton Klub.

Nu får Kent Madsens trænerkarriere en ny dimension – DGI har nemlig ansat den 54-årige århusianer som træner for Danish Badminton Inspiration Team. Et hold med 12 unge badmintonspillere- og trænere, der i sommeren 2014 rejser til Kina, Thailand og Cambodia.

– Det er en rigtig spændende opgave, og meget anderledes end at stå for den daglige træning eller et kursus. Jeg glæder mig især til at arbejde med trænerne, der står forskellige steder i deres karrierer, og se hvor langt jeg kan rykke dem, siger Kent Madsen.

Dansk badminton er både seriøst og sjovt
Danish Badminton Inspiration Team har som mål at udvikle deltagerne som spillere og gøre dem til endnu dygtigere trænere. Samtidig skal holdet via workshops og træningssamlinger vise andre nationaliteter, at dansk badminton både handler om seriøs og sjov træning.

– Jeg har både trænet børn og elitespillere, og det er altid sjovt at have med folk at gøre, der vil flytte sig. Min filosofi er, at når de unge står som trænere, så kan de trække på deres erfaringer fra andre steder i livet, f.eks. en eksamenssituation, siger Kent Madsen.

Mette Therkelsen bliver rejseleder for holdet, mens Kent Madsen er træner.

Badmintonoplevelser under fjerne himmelstrøg
Kent Madsen har en lang erfaring som badmintontræner. Han fik sit første trænerjob som 15-årig i AB Århus, og har siden været cheftræner i en lang række klubber, ligesom han har været cheftræner for Team Danmarks Elitecenter i Aarhus og U19 landstræner.

Kent Madsen stopper i Horsens Badminton Klub den 1. maj og ser frem til badmintonoplevelser i fremmede kulturer.

For selvom han har rejst med topspillere til turneringer i en lang række lande, så er det noget helt andet at være træner for en gruppe, der både skal inspirere andre og selv få inspiration. Derfor vil Kent Madsen både trække på sin trænererfaring og sine uddannelser som coach, proces- og læringskonsulent.

– Jeg glæder mig til hele processen med at starte op med en gruppe og se, hvor lang jeg kan bringe dem, fastslår han.

Udtagelsesweekend i Kolding
Holdet udtages den 14.-16. marts, hvor DGI Badminton har inviteret til udtagelsesweekend i Kolding.

De udtagne kan se frem til tre træningssamlinger, inden holdet den 4. juli forlader Danmark med kurs mod Beijing og Kina. Her skal holdet bl.a. lave workshops og besøge kinesiske universiteter, der er specialiserede i badminton. Efter Kina venter Thailand og Cambodia og måske også Laos, hvis planerne falder i hak.

Skal du nå at med på 2 måneders badmintonrejse i Østen? Ansøgning sker på DBIT.

Kilde: DGI Badminton

Læs også

To nederlag til det danske UVM-hold på andendagen

Det danske landshold til UVM spillede i dag mod Kina og Taiwan, og det blev …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.