Lena Grebak

EM-entusiasme skal bringe danskerne nærmere asiaterne

Loading

I weekenden havde Danmark stor succés ved EM i Frankrig. Den danske målsætning lød på 15 medaljepoint, og det blev indfriet med de 22 medaljepoint, som de danske spillere sikrede med fire guld-, tre sølv- og fire bronzemedaljer.

Foruden at spillerne formåede at overgå målsætningen, kunne flere af dem også lade sig indskrive i historiebøgerne for første gang. Line Kjærsfeldt, Kim Astrup, Anders Skaarup, Sara Thygesen, Maiken Fruergaard, Niclas Nøhr, Mathias Christiansen og Lena Grebak vandt nemlig deres første europæiske medaljer.

Det er første gang, at en nation får hele otte nye medaljevindere, siden EM blev afholdt for første gang i Bochum, Tyskland, i 1968. Det skriver Badminton Danmark i en pressemeddelelse.

– Det er et rigtig godt og flot resultat for dansk badminton. Ikke nok med at vi overgår vores målsætning, men jeg synes også, at måden, vi gjorde det på, var rigtig flot. Spillerne viser flot teknik og en stærk mentalitet, siger Badminton Danmarks sportschef, Finn Trærup-Hansen.

Med flere succesoplevelser for både de unge og rutinerede danske spillere, håber Finn Trærup-Hansen, at de i fællesskab kan medbringe og fastholde de gode takter til den daglige træning.

– Vi håber, at spillerne tager den entusiasme med hjem til træningen, så de alle kan løfte deres niveau yderligere til kampen mod især de asiatiske spillere. Vi værner meget om vores træningsmiljø, og vi tror på, at det spiller en stor faktor for vores flotte resultater. De bedste spillere træner sammen hver dag, og her udfordrer og hjælper de hinanden, for de ved, at de skal bruge hinanden for at blive bedre, siger Finn Trærup Hansen.

Det er tredje gang, at Danmark når op på tårnhøje 22 medaljepoint. Samme antal medaljepoint nåede Danmark også op på i 1998 og 1996 – året hvor Danmark vandt alle fem guldmedaljer. Det er første gang, at Danmark vinder 4 guld-, tre sølv- og fire bronzemedaljer ved ét og samme mesterskab.

Rekorden for danske medaljepoint til et EM for individuelle lyder på 23. En rekord som Danmark satte tilbage i 1992, hvor det blev til fire guld-, fem sølv- og en bronzemedalje.

De danske medaljevindere ved individuelt EM 2016:

Guld:
Mixdouble Joachim Fischer/Christina Pedersen
Herredouble Mads Kolding/Mads Conrad
Damedouble Kamilla Rytter Juhl/Christina Pedersen
Herresingle Viktor Axelsen

Sølv:
Mixdouble Nicklas Nøhr/Sara Thygesen
Herredouble Kim Astrup/Anders Skaarup
Herresingle Jan Ø. Jørgensen

Bronze:
Mixdouble Mathias Christiansen/Lena Grebak
Damedouble Sara Thygesen/Maiken Fruergaard
Damesingle Anna Thea Madsen og Line Kjærsfeldt

Læs også

Badminton Danmark svinger sablen: U13-landsholdet nedlægges

Badminton Danmark ændrer strukturen omkring ungdomslandsholdene, hvilket blandt andet betyder, at U13-landsholdet snart er en …