Anders Antonsen kan få revanche for All England-nederlaget mod Viktor Axelsen ved EM i Kolding Foto@BadmintonBladet

EM-lodtrækning: Gentagelse af All England-opgør kan finde sted i semifinalerne

Lodtrækningen til EM i Kolding er nu blevet offentliggjort, og her er der en masse spændende kampe for de danske badmintonfans at se frem til. Her kan Viktor Axelsen og Anders Antonsen blandt andet møde hinanden i den
ene semifinale

Mange danskere stiller til start ved EM i Kolding i slutningen af april, og her er Danmark favorit i fire ud af fem rækker. I herresingle stiller Viktor Axelsen, Hans-Kristian Solberg Vittinghus, Anders Antonsen og Emil Holst til start.

Axelsen og Antonsen kan møde hinanden, hvis alt flasker sig, i den ene semifinale, mens Holst og Vittinghus kan løbe ind i hinanden i tredje runde. Holst møder svenske Felix Burestadt i første runde, mens Hans-Kristian Vittignhus sidder over. Førsteseedede Viktor Axelsen og Anders Antonsen sidder også over i første runde.

I anden runde står Antonsen til at møde en velkendt herre fra Badmintonligaen. Scott Evans fra TSS og Zvonimir Durkinjak fra Vendsyssel skal kæmpe om at møde Antonsen i første runde.

I damesingle skal fire danskere i kamp. Fjerdeseedede Line Kjærsfeldt, femteseedede Mette Poulsen, ottendeseedede Natalia Koch Rohde og useedede Mia Blichfeldt skal kæmpe mod de andre europæiske duellanter om EM-titlen.

Alle fire danskere sidder over i første runde, men Poulsen, Rohde og Blichfeldt er alle samlet i samme halvdel. Det første mulige danskeropgør kan blive imellem Natalia Koch Rohde og Mia Blichfeldt i tredje runde.

Danmark er favoritter i herredouble, mixeddouble og damedouble
I herredouble har Danmark ligeledes fire par med i form af førsteseedede Mathias Boe/Carsten Mogensen, andenseedede Mads Conrad-Petersen/Mads Pieler Kolding, tredjeseedede Kim Astrup/Anders Skaarup Rasmussen og ottendeseedede David Daugaard/Mathias Christiansen.

Danmark er derfor også storfavorit til at kapre minimum tre pladser i semifinalerne. Der er ingen af de danske par som oversidder i første runde. Boe/Mogensen møder et engelsk par, Conrad-Petersen/Kolding møder et skotsk par, mens Astrup/Skaarup møder et svensk par og Daugaard/Christiansen møder et estisk par i første runde.

Daugaard/Christiansen og Boe/Mogensen er i samme halvdel ligesom de tidligere All England-mestre fjerdeseedede Vladimir Ivanov/Ivan Sozonov. Der kan først komme danske opgør i semifinalerne i herredouble.

I damedouble har Danmark tre par med. Christinna Pedersen/Kamilla Rytter Juhl er topseedede, Sara Thygesen/Maiken Fruergaard er tredjeseedede, mens Julie Finne-Ipsen/Rikke Søby er sjetteseedede. Thygesen/Fruergaard og Finne-Ipsen/Søby kan løbe ind i hinanden i den ene semifinale, mens Pedersen/Juhl er placeret i den modsatte halvdel.

I mixeddouble skal Joachim Fischer/Christinna Pedersen på papiret kæmpe mod det engelske ægtepar Chris og Gabrielle Adcock om EM-titlen. Danmark stiller også til start med tredjeseedede Mathias Christiansen/Sara Thygesen og useedede Søren Gravholt/Maiken Fruergaard. Christiansen/Thygesen og Gravholt/Fruergaard er placeret i samme halvdel.

Lodtrækning til EM i Kolding

Læs også

Kjærsfeldt er klar til at møde den olympiske mester

Line Kjærsfeldt sejrede i første runde af Indonesia Masters. Kjærsfeldt stod over for Chiang Mei Hui. Danskeren …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.