Foto @ Rico Dahl

EM Vendée 2016: Hvem gør det igen?

Sidst, der blev afholdt individuelle Europæiske Mesterskaber var i Kazan, Rusland, i 2014, og derfra blev der fragtet pænt med medaljer hjem til Danmark – guld i tre, sølv i fire og bronze i tre discipliner. I kommende uge er der således flere danske deltagere, der har titler, der skal forsvares.

Christinna med to
Rigtig fornuftigt ser det ud for den danske double-specialist, Christinna Pedersen, der, to år efter sidste EM-høst i både dame- og mixeddouble, stadig befinder sig i verdenstoppen i badminton. I Kazan stod hun overfor sin damedoublemakker i finalen om EM-guldet i mixeddouble. Det var da Kamilla Juhl var i konstallation med Mads Kolding, og opgøret blev tæt og spændende og i tre sæt; men det blev Chris og Fischer, der trak længste strå. Kamilla stiller ikke op i mixeddouble i år.

I damedouble står Kamilla og Christinna endnu på samme side af nettet – spændende bliver det i hvert fald, om de lige så sikkert som sidst (med 2x 21-11 over Marie Røpke og Line Kruse) snupper guldet i Vendée. De to damer er i særdeleshed favoritter til EMs fineste metal med en placering som nr. 5 i verden. Næste europæiske par på verdensranglisten er hollandske Selena Piek og Eefje Muskens, som Kamilla og Christinna fører 2-0 over i indbyrdes opgør, og først som nr. 24 og 25 følger et tysk og et engelsk par.

Jan Ø’s udfordring
For forsvarende europamester, Jan Ø, bliver det i hvert fald ikke et finaleopgør mod 2014-modstander Rajiv Ouseph. Den engelske inder står nemlig i samme halvdel som Jan i år; men inden dét møde potentielt kommer i stand, skal Jan Ø Jørgensen forbi franske Brice Leverdez og Rajiv Ouseph passere en anden dansker, Hans-Kristian Vittinghus. Endelig er Viktor Axelsen og tyskernes bedste bud på guld, Marc Zweibler, ligeledes stærke udfordrere på vejen til EM-guldet.

Lodtrækning til EM i Vendée 2016

Læs også

Kolding og Conrad taber efter drama

Mads Kolding og Mads Conrad taber dramatisk kvartfinale-kamp ved Indonesia Masters. Danskerne stod over for …