Emil Staack blog: Den misforståede kærlighed

Titlen til dette indlæg illustrerer en dobbelthed som jeg oplever i mit daglige virke som badmintontræner. De såkaldte ”ønskebørn” har måske aldrig været mere værdsatte – og der kan identificeres en række gode forældreintentioner… Men hvorfor så denne titel? – Det vil jeg uddybe ved hjælp af bl.a. den franske digter, Jean de La Fontaines fabel fra 1600-tallet, begrebet “curlingbørn” og to illustrationer set på Facebook.

I La Fontaines fabel vil en bjørn hjælpe sin sovende herre (gartner) ved at slå en flue ihjel, som har sat sig på hans hoved. Desværre bruger bjørnen en sten, som også knuser gartnerens hoved. Denne makabre historie om en bjørns velmente hjælp, som gør mere skade end gavn, kendes i dag gennem begrebet ”Bjørnetjeneste”.

Curlingbørn

Bag denne voldsomme fabel kan der uddrages et budskab, som jeg finder særdeles relevant. En del forældre har desværre tendens til at pakke deres børn ind i ”vat” – en udvikling der i nyere tid beskrives som ”curlingbørn”. Børn der sjældent eller aldrig møder modgang, fordi de overbeskyttes af forældrene. Forældrene sætter således en sten i bevægelse (et barn) og styrer den (barnet) i mål ved at feje og gnubbe foran med koste. På den korte bane giver det rigtig god mening, at man som forældre ikke ønsker sit barn noget negativt og derfor forsøger at ”skærme” herfor. Risikoen er imidlertid, at barnet, på den lange bane, gøres en kæmpe bjørnetjeneste. Livet rummer uundgåeligt modgang og der er essentielle læringsprocesser forbundet med at håndtere disse ”bump” på vejen. Optrænes barnet ikke i at håndtere modgang, er der en betydelig risiko for, at der opleves store nederlag, som en konsekvens af at barnet ikke har lært og øvet sig ved at tackle små og simple udfordringer.

1969 og NU

Der florerede på et tidspunkt to illustrationer på Facebook, der skildrede hhv. en skole-hjem samtale fra 1969 og “nu”. På det første billede kigger forældre og lærer anklagende på eleven pga. dårlige karakterer. På billedet fra “nu” kigger forældrene anklagende på en presset lærer, imens eleven sidder selvtilfreds og ansvarsfri. Situationen er bestemt generaliserende og sat på spidsen, ligesom historien om bjørnetjenesten, men rammer alligevel ned i noget meget centralt. Er det en hensigtsmæssig adfærd at signalere, at det at udleve eget potentiale ligger i andres hænder? Nej, det mener jeg bestemt ikke! Skal vi så tilbage til billedet fra 1969, hvor ansvaret ene og alene påhviler den lærende? I min optik NEJ! I stedet må målet være at finde en vej med en gensidig forventningsafstemning og en passende harmoni mellem indsats og mål. Selve handlingen må dog nødvendigvis påhvile den enkelte. Udøveren kan ikke fratages/skånes for det ansvar, der er forbundet med at handle og træffe valg, men støttepersoner som forældre, trænere m.fl. kan have en afgørende betydning for den baggrund hvorpå valgene træffes samt hvorledes der støttes op og handles, når konsekvenserne skal “afregnes”. Valg træffes imidlertid ofte i komplekse sammenhænge, hvorfor der sjældent kan laves direkte kausale koblinger mellem valg og konsekvenser. Spilleren bør således støttes i at tage hensigtsmæssige og bevidste valg. Med andre ord bør spilleren understøttes i en handling, der, også på den lange bane, er hensigtsmæssig.

Det sker desværre alt for ofte, at udøveren bekræftes i et uhensigtsmæssigt fokus og et reaktivt handlemønster! Et scenarie, der ofte udspiller sig, er når en spiller føler sig “snydt” i en ellers lige kamp. Efterfølgende er spillerens fokus rettet mod denne ene bold og modstander vinder let de sidste bolde i sættet. Ved ophold er spilleren frustreret over den ene bold (ikke på de efterfølgende bolde, der også bliver tabt) og har på intet tidspunkt sit fokus på, hvad der skal gøres for at komme godt i gang med næste sæt. Status er således i stedet at spillerens uhensigtsmæssige fokus pt. har medført tab af efterfølgende bolde samt sæt og manglende fokus på det nye sæt (taktik). For at gøre slemt værre kommer forælderen ind og “coacher” med sætninger som “det er også bare usportsligt”, “det er snyd” og “jeg kan godt forstå, at du føler dig bortdømt”. Med denne handling bekræftes spilleren i, at det er helt korrekt at bruge al fokus og energi på denne ene tabte bold og handlemønstret forstærkes blot til næste gang vedkommende kommer i en lignende situation. Resultatet bliver, ikke underligt, at spillerne kommer ud til næste sæt uden en plan samt med et fortsat fokus på at føle sig bortdømt (denne er jo blevet bekræftet) og dermed en begrænset mental tilstedeværelse i nuet og de afgørende bolde, der skal spilles…

Bjørnetjeneste

Idealet for forældre, trænere og øvrige støttepersoner til udøveren må derfor være, at understøtte og fordre en proaktiv adfærd, hvor spilleren træffer hensigtsmæssige valg, der i størst muligt omfang er uafhængige af andres handlinger. Hvis vi ser det mentale fokus som en slags investering, drejer det sig om, at rette opmærksomheden derhen, hvor udbyttet er størst – og den sikreste investering er som oftest at begynde med én selv og stille spørgsmålet “hvad kan jeg gøre for at ændre situationen?”. La Fontaines digt slutter i tråd hermed: “Skønt motivet var et af de pæneste, vil man helst være fri for en bjørnetjeneste!”

Med sportslig hilsen,

Emil Staack

Website: www.top-performance.dk

Yonex

Alle Emil Staacks blogindlæg på BadmintonBladet:

Læs også

Emil Staack Blog: Det er jo bare en øvelse

Clear, clear, drop, netdrop, lob… – en slagrække, som nok de fleste er blevet indoktrineret …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.