Emil Staack Blog: Det er jo bare en øvelse

Clear, clear, drop, netdrop, lob… – en slagrække, som nok de fleste er blevet indoktrineret med gennem badmintonopvæksten. En øvelse, der kan rumme så meget og samtidig så ufatteligt lidt! Forstå mig ret. Slagtræning, småspil m.m. er fantastiske, MEN de er “bare” øvelser. Lige så fantastisk en øvelse kan være i en sammenhæng, lige så irrelevant, og ligefrem modarbejdende, kan den samme øvelse være i en anden kontekst.

If I had a dime for every time… Som træner og underviser får jeg jævnligt spørgsmålet “har du ikke nogle gode øvelser?” og hver gang står jeg tålmodigt og venter. Jeg afventer at sætningen fortsætter, for der må da komme noget mere… Hvad er formålet? Hvem er målgruppen? Etc. Efter en længere pause, med stilhed, er mit svar som oftest “det har jeg faktisk ikke”. Et svar der ikke er udtryk for næsvished eller arrogance, men et helt reelt svar, i den givne situation. Det giver nemlig ikke mening for mig, at konstruere min hukommelsesdatabase, som en kæmpe kasse med badmintonøvelser. I stedet er min personlige værktøjskasse struktureret i et kognitiv system, der er bygget op omkring formål. Formålet fungerer som en nøgle, der åbner op for tanker, ideer og øvelser, der understøtter det specifikke formål. Med andre ord, når jeg ved, hvad jeg vil, så popper øvelserne helt naturligt op.

nøgle og lås

Måden hvorpå jeg har fået struktureret mine mentale skemaer, er jeg egentlig meget godt tilfreds med. Jeg bilder mig i hvert fald ind, at processen medvirker til, at jeg kan stå på mål for det, der laves til træning. Jeg får stillet skarpt på det, som jeg ønsker at udvikle. Således at øvelsernes funktion begrænses til at understøtte mit specifikke formål. Det er for mig ikke tilstrækkeligt at aktivere spillerne. Jeg ønsker at udvikle og tilbyde en målrettet træning.

Når jeg tænker i træning, planlægning og gennemførsel, går formål og fokus hånd-i-hånd. Spillerne skal have en ide om, hvad det er de træner og en hjælpende hånd, i form af udvalgte fokusområder, der retter opmærksomheden i en hensigtsmæssig retning. Jeg bliver til tider chokeret over, hvor fjernt det ligger at tænke i disse baner i mange træningsmiljøer. Nogle vil måske plædere for, at det er et bevidst didaktisk valg ikke at fremhæve fokusområder, for herigennem at differentiere træningen. Med andre ord, at spillerne selv har forskellige opmærksomhedspunkter, som derved giver størst mulig individuel udvikling – og det køber jeg delvist. Jeg godtager argumentet i den grad, at nogle spillere har mere udviklede bevidsthedsniveauer. Ligesom evnen til at få det maksimale ud af en træning, har en vis sammenhæng med spillerens niveau. I øvelseseksemplet, fra indledningen, vil dygtige spillere være mere tilbøjelige til selv at indlægge forskelligartede og relevante fokusområder, imens det er min påstand, at majoriteten af danske badmintonspillere blot vil reproducere det, de allerede kan/gør.

fokus

På Gørlev Idrætsefterskole får jeg spillere ind fra mange- og forskelligartede træningsmiljøer og her forbavses jeg over en generelt begrænset detaljeringsgrad og teknisk indsigt. Tomme fraser som fx; jeg skal gøre det rigtigt eller jeg skal ikke lave fejl, udmarves hyppigt og det at tænke nuanceret, detaljeret og med stor bevidsthed, ligger umådelig fjernt for rigtig mange. Hvorfor det forholder sig sådan, skal jeg ikke indlade mig yderligere på i dette blogindlæg, men konsekvensen er, for mig, tydelig – alt for mange spillere træner ureflekteret og repeterer primært det de allerede kan/gør – på godt og ondt. Bliver de bedre? Det gør de da helt sikkert – man kan godt få en større sikkerhed, selvom man gør en række ting uhensigtsmæssigt. Går udviklingen derved umådelig langsomt og er der således grænser for udviklingen – helt sikkert!

Jeg tror ikke, at det enkelte træningspas nødvendigvis bliver mere/mindre motiverende af at ændre syn på øvelser, men med en ændret tilgang, åbnes der op for nye dimensioner og sammenhænge. Der trænes ikke bare for at træne eller med et så unuanceret formål, som at blive bedre. Træningen bliver reflekteret, nuanceret og ikke mindst meningsgivende. Med ét kan nybegynderen glædes over at lykkes – ikke fordi bolden kom over nettet, men fordi vedkommende havde succes med sit fokusområde. Vi har åbnet op for en vej, der tillader en række succesoplevelser undervejs i processen – en vej, hvor vi med rette kan motivere, opmuntre og bekræfte undervejs. Vi kan rette opmærksomheden mod det hensigtsmæssige og vi kan belønne forsøget. I læringsprocessen er det, for mig, underordnet om vi fejler, om bolden går i nettet eller bliver for lang. Det, dét drejer sig om, er at skabe gode rammer for udvikling; at igangsætte små ringe i vandet, der kan vokse over tid.

Overvej en gang, hvornår du har mest brug for opmuntring og støtte. Er det når du møder modgang og kæmper med noget svært eller er det, når du er på toppen og mestrer det meste? Svaret på ovenstående er vel egentlig ikke så svært. Vi glemmer måske bare nogle gange, at det er den gode proces, der leder frem til de gode resultater og ikke omvendt. Min appel er derfor; lad øvelser være meningsgivende i en udviklende kontekst – og ikke blot tilfældigt udvalgt tidsfordriv. Brug øvelser, som de fantastiske værktøjer de kan være til at understøtte dit formål. Lad spillerne træne med øje for detaljen, så de kan glædes over egen fremgang. Kan jeg, som træner, medvirke til at understøtte denne tankegang, ser jeg mig selv som en succes. En succes i den forstand, at jeg har medvirket til, at videregive et sæt uvurderlige og universale redskaber, der kan bruges i så ufattelig mange af livets facetter.

En forskel

En særlig tak, skal fra min side lyde, til Bjarne Nielsen, der først som min ungdomstræner, sidenhen trænermentor og nuværende trænerkollega plantede disse frø og ihærdigt vandede dem i en årrække. Betydningen af denne skoling og tankegang har for mig været uvurderlig! Det er fedt at have spillere, der klarer sig godt, vinder nationale og internationale titler. Men den virkelige succes, som træner, er for mig, hvis jeg kan give noget videre, som har positiv betydning for spilleren gennem hele livet. Lykkes jeg med det, bare enkelte gange i min trænerkarriere, vil jeg være umådeligt tilfreds og føle, at jeg har gjort en forskel. En forskel for et andet individ og derved en forskel, der har gjort min passion for badmintonsporten meningsgivende i et større perspektiv. Misforstå mig ikke, jeg vil stadig gerne vinde – rigtig gerne endda. Jeg ser det nok bare mere som en del af processen og ikke som det ultimative slutmål.

Website: www.top-performance.dk

Yonex

Alle Emil Staacks blogindlæg på BadmintonBladet:

Læs også

Emil Staack Blog: Det bedste for mig

Normen er som oftest pejlemærke for det ideelle, gode og efterstræbelsesværdige. Men er vi, når …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.