Espersen om datidens vilde forhold: Under Grandprix-finalen blev der kastet coladåser og vandflasker på banen

Peter Espersen har i dag ansvar for klub/spiller-området for Yonex. I sin aktive tid var han blandt Danmarks bedste, hvilket bl.a. en bronzemedalje ved EM vidner om. Ved det mesterskab var Poul Erik Høyer sejrherren, mens Thomas Stuer-Lauridsen tog sølv. Det fortæller en del om det høje niveau ved dette EM. Espersen var også på landsholdet og blev senere selv træner. Karrierens efterår bød desuden på en sejr ved veteran-VM.

Det var en helt anden tid, da Espersen havde sin storhedstid i badmintonsporten:

– Beklædningen dengang var små shorts med knap og lynlås. Man lavede desuden en høj serv op under loftet. Så bare på de to områder er der sket meget i sporten. Selv begyndte jeg at blive rigtig god som junior, hvor jeg var blandt de bedste på landsplan. Der spillede jeg i Greve, og som 19-årig begyndte jeg at vinde senior mesterrække-turneringer. Til disse var der altså 40 til start dengang, så det var et noget skarpere felt, end der er i dag. Grundet disse sejre fik jeg blod på tanden, men jeg havde en plan om, at min værnepligt skulle jeg bare aftjene.

Espersen havde nemlig en drøm om at skulle gøre karriere inden for det område, så det var ikke nemt at kaste denne tanke bort. Før dette blev en realitet, skete der imidlertid noget andet:

– Et år før min værnepligt skulle aftjenes fik jeg så brev fra Badminton Danmark, der fortalte, at jeg var optaget i deres talentgruppe. Det betød, at jeg kom ud at spille Turneringer på EBU-niveau(som er det, man kalder det i dag) i fx Østrig. Jeg kunne dog ikke være i Badminton Danmarks talentgruppe, da jeg skulle til at aftjene værnepligt. Men da jeg så blev hjemsendt, var der en ny landstræner. Ham spurgte jeg om, jeg kunne få lov til at træne i Brøndby, som jeg gjorde forinden min værnepligt. Han sagde, at så skulle jeg ville det 100 procent, og da jeg var med på den betingelse, startede jeg der.

Nu begyndte det virkelig at rykke

Derfra begyndte det at tage fart, og efter et flot resultat ved DM stod Espersen nu i en uventet gunstig situation forud for Thomas Cup-udtagelserne:

– Ved DM i 92 tabte jeg således til Poul Erik Høyer i kvarten og spiller en god kamp, men taber altså med 10 og 12. Thomas Stuer var også en af de bedste på det tidspunkt, og Claus Thomsen var tredjebedst. Netop Thomsen mødte jeg så kort tid efter på en færge til Sjælland. Han sagde, at de da ikke kunne komme uden om os, når de skulle snakke udtagelse til Thomas Cup. Jeg anede slet ikke, hvad han snakkede om, men han uddybede, at han og jeg jo havde spillet så godt på det seneste, at vi burde udtages. Jeg havde slet ikke tænkt i de baner, men det endte jo med, at han fik ret. Dengang spillede man kval-turnering for at kvalificere sig til Thomas Cup-finalerne, og der kom jeg altså med som fjerdemand, hvilket jeg var meget stolt over. Claus Thomsen blev så skadet, og derfor var det mig, der nu lige pludselig skulle spille tredjesingle. Det gjorde jeg rigtig godt, da jeg vandt fem kampe og generelt spillede rigtig fint. Så det var jeg meget tilfreds med.

– Derfor blev jeg også udtaget til EM ikke længe efter, hvor jeg tabte til Poul Erik i semifinalen og endte med at vinde bronze. Jeg spillede også Thomas Cup-finalerne i maj i østen. Jeg havde været der i 1989 privat og spille Taiwan open, men der havde jeg gjort det på eget initiativ sammen med min Greve-træner. Den vilde stemning i østen skulle jeg derfor opleve rigtigt for første gang ved Thomas Cup. Da Malaysia og Indonesien mødtes i finale kan det slet ikke beskrives, hvor vild en stemning, der var.

Lidt af et galehus ved Grandprix-finalerne

Espersen fortæller videre om en helt speciel oplevelse, han havde ved Grandprix-finalerne engang. Banerne var her lavet ligesom en cirkusmanege, hvilket vil sig, at hvis man ser et ur for sig, spillede man så kl. 3, 6, 9 og 12. Dette setup muliggjorde den unikke situation:

– Jeg var nu det faste tredje hjul og lagde afstand til nummer 4 og 5 herhjemme. Claus kom nemlig ikke tilbage. Jeg fik desuden Team Danmark-støtte og spillede alle mulige turneringer. Der var ikke en verdensrangliste dengang, men en Grandprix-liste, og i 93 var jeg nummer ni på denne liste, og rykkede dermed langsomt frem på denne. Derfor var jeg kvalificeret til Grandprix-finalen, som blev spillet samme sted som Thomas Cup. Der var en vanvittig stemning, da det 2 store stjerner mødtes. Ved denne turnering var man inddelt i puljer. I en af kampene spillede jeg mod en fra Taiwan samtidig med, at de to stjerner spillede på den anden bane. Der var nærmest krig på deres bane, idet der blev kastet vandflasker og coladåser på banen, hvilket jeg ikke så, da jeg var så fokuseret på min egen kamp. Alle sagde bagefter, at det måtte du da have set. Og det fortæller jo noget om, hvor meget man kan gå ind i sig selv og lukke alt ude. Jeg vandt dog min egen kamp, og det var jeg meget stolt over.

Han fortsætter:

– Sådan var forholdene bare dengang, når man spillede i østen. Jeg kan nemlig også huske ved Thomas Cup, hvor jeg havde pause mellem andet og tredje sæt, at jeg sad og tænkte, at ingen ville kunne se, hvis jeg tissede i bukserne nu. Jeg gjorde det dog ikke, men jeg kan huske, at jeg fik tanken. Det fortæller meget om forholdene, for vandet drev af en, da der ikke var aircondition dengang.

Det var bare et par af de oplevelser, som gjorde mest indtryk på Espersen dengang. I morgen kan du læse mere om, hvordan datidens forhold ved og omkring turneringerne var markant anderledes end i dag.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.