Scottish Open-vinderen, Mette Poulsen, slog den femte-seedede Nanna Vainio i to sæt og skal nu møde Line Kjærsfeldt i semifinalen. Foto @Anette Vollertzen

German Open: Hård start på kvalifikationen for danskerne

Et væld af danske spillere er med i denne uges German Open, der spilles som optakt til næste uges prestigefyldte badmintonturnering All England. Inden turneringen for alvor går i gang, skal en del af danskerne dog først igennem kvalifikationen for at få adgang til hovedturneringen. Her til formiddag har de fleste af de danske kvalifikationsspilere været i kamp, og selvom danskerne har kæmpet hårdt, så er det ikke blevet til helt så mange sejre som håbet.

Mette Poulsen misser matchbold
I damesinglerækken har vi allerede haft fire spillere på banen. Julie Finne-Ipsen kom allerede i spil fra morgenstunden, men tabte i to sæt til russiske Ksenia Polikarpova, mens Mia Blichfeldt en lille time senere blev sendt på banen til et tre-sæts-nederlag til ukrainske Maria Ulitina.

Mens Blichfeldt var på banen, spillede også Mette Poulsen og Anna Thea Madsen kampe på de respektive baner. Anna Thea Madsen vandt forholdsvist komfortabelt sin kamp mod en spiller fra Taiwan, mens Mette Poulsen spillede en marathonkamp mod belgiske Lianne Tan. Belgieren viste sig dog i kampens afslutning stærkest, og efter at have misbrugt de første fem matchbolde – og afværget én fra Mette Poulsen – vandt Lianne Tan kampen 21-13 15-21 26-24.

Anna Thea Madsen spiller netop nu som eneste danske damesingle en afgørende kamp om et billet til hovedturneringen, og hun møder Mia Blichfeldts banemand Maria Ulitina. Ukraineren har vundet første sæt, og fører 18-17 i andet sæt.

Skovshoved-spilleren Natalia Koch Rohde får også chancen for en plads i hovedturneringen. Hun var modsat de andre damesingler direkte videre til en afgørende kamp om en plads i hovedturneringen, og møder Natalia Perminova fra Rusland.

Damedoubler imponerer
Videre er til gengæld de to danske damedoubler Emilie Juul Møller/Cecilie Sentow og Julie Finne-Ipsen/Rikke Søby Hansen. Begge doubler måtte igennem tre sæt og godt 50 minutters hård badminton, før de kunne spille sig videre. Førstnævnte er endda så heldige, at deres modstandere i den afgørende kamp for en plads i hovedturneringen er direkte kvalificeret på grund af afbud, og dermed er danskerne allerede nu klar til hovedturneringen. Finne-Ipsen/Søby Hansen skal ud i en afgørende kamp senere på eftermiddagen.

I mixeddouble røg Emilie Juul Møller dog hurtigt ud sammen med makkeren Kristoffer Knudsen. Samme skæbne tilfaldt Cecilie Sentow, som sammen med Mads Emil Christensen også kun fik en enkelt kamp i mixeddouble Knudsen og Mads Emil Christensen blev ligeledes ekspederet hurtigt ud i kvalifikationen til herredoublerækken, og de to er dermed færdige ved German Open.

Det samme er Søren Gravholt, der her til formiddag blev sendt ud i første runde i kvalifikationen i både mixeddouble og herredouble, sammen med hhv. Maiken Fruergaard og Nikolaj Overgaard.

Netop i dette øjeblik er Christian Lind blevet slået ud i herredouble med sin østrigske makker Jurgen Koch, som i to sæt tabte til et par fra Sverige. Lind får dog senere i dag muligheden for at gøre en god figur i herresingle, når han møder tyskeren med det ikke specielt tyske navn Alexander Roovers.

Første dansker i kamp i hovedturneringen bliver Viktor Axelsen, som klokken 17.00 møder japanske Kenta Nishimoto.

German Open 2016

Læs også

Mette Poulsen henter stor sejr i Malaysia

Mette Pulsen sejrede i første runde ved Malaysia Masters. Mette Poulsen var oppe mod Chiang …