Greve-Aarhus AB i kamp om 4.-pladsen

Loading

Greve Idræts Center lægger endnu engang gulv til ligafjer, når Greve Strand Badmintonklub i aften tager imod det ene af ligaholdene fra Smilets By, Aarhus AB. De to hold ligger á point i Badmintonligaen på henholdsvis 5.- og 6.-pladsen – begge har 9 point for 3 sejre.

Mens gæsterne kommer til Sjælland uden deres malaysiske spillere, må Greve til aftenens kamp undvære deres spanske es, Clara Azurmendi, der ellers vandt en flot sejr over Mette Poulsen i seneste holdkamp mod TSS. I spanierens fravær træder Amalie Hertz Hansen ind på holdet igen, og hun skal i kamp mod Trine Villadsen, der spiller single for første gang i denne sæson.

I herresinglerne er der tre velkendte opstillinger. Hos Greve er det som sædvanlig Joachim Persson og Brice Leverdez, der tager sig af sagerne, mens det hos Aarhus AB er Anders Antonsen og Rasmus Grill Noes, der skal i kamp. Mens Joachim og Brice ikke har fået fuldt udbytte af deres hidtidige kampe, har Anders vundet fem ud af seks tidligere kampe og sammen med Hans-Kristian Vittinghus, TSS, og Mikkel Mikkelsen, Værløse, topper han herresinglestatistikken med flest vundne kampe i denne sæson. Rasmus spiller til gengæld sin første ligakamp i sæsonen.

Greves hollandske duo, Jelle Maas og Jacco Arends, er tilbage i herredoublen, og de kommer til at stå over for Kasper Antonsen og tidligere Danmarksmester Rasmus Bonde. De to hollændere er ubesejrede sammen i ligaen, men Kasper og Rasmus vil gøre alt for at få revancheret deres nederlag i seneste holdkamp mod Gentofte.

I damedoublen er Søby-søstrene på plads for hjemmeholdet. Rikke og Ditte Søby Hansen har endnu ikke tabt en kamp sammen i denne sæson, og det er op til AB’s Emilie Furbo og Anne Katrine Hansen at ødelægge den statistik. Emilie har tabt sine hidtidige to doubler, mens Anne Katrine har vundet den ene, hun har spillet.

Greves nogenlunde faste mixkonstellation Mikkel Delbo Larsen og Isabella Nielsen skal forsøge at følge op på deres flotte sejr mod TSS i sidste holdrunde, når AB’s Oliver Babic og Cecilie Bjergen byder op til dans. Mens Cecilie stadig har sin første ligasejr til gode i denne sæson, har Oliver vundet den ene mix han har spillet tidligere.

Holdkampen spilles sædvanen tro klokken 19:00 og livestreames her.

Læs også

Badmintonligaen: Sådan stiller holdene op til sjette runde

Opstillingerne til sjette runde i Badmintonligaen er nu klar. Runden spilles mandag kl. 19.00, og …