Foto @Rico Dahl Hansen

HBC tilbage i 1. division

Loading

Efter et par års fravær er de tidligere mangedobbelte Danmarksmestre, Hvidovre Badminton Club tilbage i 1. division. Der var ellers spænding til det sidste, da Hvidovre i sidste kamp var afhængig af at score et point mere end Skovbakken gjorde i deres kamp.

I denne sæsons grundspil var det dog langt fra med Hvidovre i nogen form for dominerende rolle. Hvidovre kom således over med 0 point fra 2. divisions grundspil, og startede i bunden af kvalifikationen.

– Vi havde nok ikke forventet, at vi kunne rykke op, efter at vi ikke ligefrem havde haft det bedste grundspil, fortæller cheftræner Rune Ulsing.

I slutspillet var der dog heldigvis tre andenhold og et tredjehold, hvilket betyder, at såfremt der rykkede et førstehold ned fra 1. division, ville der også være oprykning til det bedst placerede første hold i kvalifikationen. I 1. division vil enten Aalborg Triton eller Lillerød rykke ned, så der var åbnet op for en mulig oprykning.

– Der var en lille åbning i forhold til at rykke op, og den udnyttede vi, selvom det er med en fjerdeplads, at vi rykker op.

I kvalifikationen stod det hurtigt klart, at kampen om at være det bedste førstehold skulle stå mellem Hvidovre og Skovbakken, og efter en sejr til Hvidovre i de to holds indbyrdes kamp, skilte kun ét point de to hold.

I sidste runde skulle Hvidovre så møde Viby J., og Skovbakken skulle en tur til Solrød. Hvidovre startede en halv time senere så der var flere der prøvede at holde sig opdateret om Skovbakken-kampen, hvor Solrød gerne skulle tage point. Solrød var i den grad til at regne med og mens de første kampe var gået i gang i Hvidovre stod den 4-0 til Solrød.

Hvidovre fik også en god start, da Lene Clausen og Iben Bergstein i damesinglerne forholdstvist sikkert vandt. Mixeddoublerne havde det lidt sværere, men det blev alligevel til en enkelt sejr, da Britta Andersen og Kaara Mejding i tre sæt gjorde det til 3-1 i holdkampen.

De næste kampe var så herresinglerne, og her var der ikke meget tvivl om 1. herresingle, hvor Rune Ulsing endnu engang leverede en stensikker sejr. 2. og 3. herresingle var noget mere lige, og der skulle tre sæt til før der blev fundet en afgørelse. Jonas Bjørnkjær i 2. herresingle vandt sikkert tredje sæt, men Andreas Simonsen måtte desværre i ombolde tabe sin herresingle. Stillingen nu 5-2 i holdkampen.

Inden 4. herresingle var færdig var den første melding kommet fra Solrød, hvor Solrød havde bragt sig foran 8-1, så nu skulle Hvidovre blot have en sejr mere, da det så ville betyde at man gik á point med Skovbakken i stillingen, og i forhold til reglerne ville Hvidovre være foran i det tilfælde.

Christian Hausveit i 4. herresingle var derfor manden der kunne få lov til at sende Hvidovre i 1. division, og det gjorde han på fornemmeste vis da han med 21-10 og 21-15 vandt sin herresingle.

De resterende kampe blev endda vundet i to sæt, og derfor sluttede en ellers spændende holdkamp med en storsejr til Hvidovre på 11-2, der sammen med Solrøds 11-2 sejr mod Skovbakken slutter som det bedst placerede førstehold i kvalifikationen, selvom det blot er en fjerdeplads.

For Hvidovres øvrige hold sluttede det med at 2. holdet tager endnu en sæson i 3. division, 3. holdet bliver i Danmarksserien og 4. holdet lige under i Københavnsserien. Dermed blev der sat punktum for en flot sæson i Hvidovre til stor glæde for cheftræneren.

– Vi slutter af med, at tre af vores hold bliver i deres serie, og førsteholdet rykker op. Det er fantastisk og nu venter der så en masse arbejde, når den nu står på 1. division, men vi glæder os og ser frem til udfordringen, slutter Rune af.

Pressemeddelse Hvidovre Badminton Club

Læs også

Gentofte holder fast i 1. pladsen trods første pointtab

Femte runde af 1. division er nu ovre, og det blev uden de store ændringer …

2 Kommentarer