Iben Bergstein. Foto @ Højbjerg Badminton Klub

Højbjerg-spiller optræder i den hollandske liga: Badmintonkulturen er meget anderledes her

Loading

Iben Bergstein har i år sagt ja til at spille nogle kampe i den hollandske liga. Det har været en anderledes oplevelse, som hun her fortæller om.

Til daglig spiller Bergstein i Højbjerg og har gjort det siden 2017, hvor hun flyttede til Århus for også at træne på elitecentret der. Internationalt er hun nummer 185 i verden og rejser tit rundt i Europa for at spille turneringer. Damesingle er her det, der bliver satset mest på, mens mixeddouble har en lidt lavere prioritet. Bergstein har desuden tidligere spillet i den svenske liga, men før denne sæson fik hun så et opkald fra en anden kant:

– Jeg blev kontaktet af en spiller fra Holland. Hans far er træner for hans hold, som han spurgte, om jeg ville spille for. Så snakkede vi frem og tilbage, om hvor meget jeg skulle have for det, og hvad de kunne få ud af det. Det endte med, at vi blev enige om, at jeg skulle spille der. Før de kontaktede mig har de nok kigget på de turneringer, jeg har spillet og det, at jeg er i stand til at spille to kategorier. I den danske liga spiller man jo kun en kategori, så det er lidt anderledes i Holland. Desuden tror jeg, at valget af en dansk spiller sker fordi, Danmark generelt har en høj stjerne i badmintonverdenen.

Hun spiller for det hold, der hedder Van Zijderveld. Det har til huse i byen og kommunen Amstelveen i nordholland. Kommunen er en del af byområdet omkring hovedstaden Amsterdam. Blandt andet startede den dygtige hollandske doublespiller Robin Tabeling med at spille badminton der. Han spiller sammen med Jelle Maas, og de to er helt oppe som nummer 26 i verden i dag. Klubben beskriver sig selv som en familieforening, der har udklækket mange hollandske mestre. Bergstein har lavet en aftale for den første del af sæsonen med klubben:

– Vi aftalte, at jeg skulle spille seks kampe i seks runder. Det er nemlig en anderledes kultur der end i Danmark, da alle må spille alle holdkampe, når de vil. Man behøver således ikke have spillet de indledende for at kunne spille de sidste kampe. Da jeg kun spiller første del af sæsonen, har de hyret en kinesisk spiller til at spille anden del af denne. De er også fleksible, da de giver mig et turneringsskema og så siger jeg, hvis der er noget, der er helt umuligt for mig at spille.

En anderledes kultur

Det er selvfølgelig noget af en rejse at begive sig ud på i et generelt travlt badmintonliv. Derfor kombinerer Bergstein Holland-turene med familiebesøg:

– Jeg gør det, at jeg tager hjem og besøger familien i Jylland om fredagen i de weekender, jeg spiller i Holland. Derefter tager jeg til netop Holland lørdag morgen og tager så hjem søndag eller mandag morgen. Det er dermed fint, at jeg kan kombinere det med et familiebesøg. Jeg har indtil videre spillet der i to weekender og i alt fire holdkampe. Jeg har vundet mine singlekampe, mens det i doublerne (mixed- og damedouble) er gået lidt blandet. Selve holdet ligger ikke så højt placeret i ligaen, da vi ligger nummer syv i en liga med ti hold.

Det er også et noget anderledes sted at spille, da en del er forskelligt fra Danmark:

– Badmintonkulturen er meget anderledes her. I Danmark har vi således en bedre badmintonkultur.  Vi har nemlig en foreningskultur, hvor alle løfter i flok og bedre ungdomsafdelinger. I Holland er der dermed ikke det store klubsetup, og der er heller ikke så mange tilskuere til kampene, som i Danmark. Man gør derfor sit bedste for at skabe en holdstemning. Her er de dog rigtig gode til at skaffe sponsorer til at sponsorere spillerne.

I morgen fortæller Bergstein blandt andet om de anderledes regler i den hollandske liga, og hvordan det går med at spille turneringer i Europa.

Læs også

Godt gang i den til Swiss Open

Der er spillet masser af kampe til Swiss Open, men der er stadig en del …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.