Mathias L. Hansen (tv.) bliver en af to nye Aarhus AB-spillere i næste sæson. Foto @Stephan Nielsen - Skovbakken Badminton

Ikast mister endnu en herrespiller til nordjysk klub

Ikast Badminton er efter en storslået sæson meget tæt på en oprykning til Badmintonligaen. Men sammen med Ikasts imponerende sæson har også fulgt en øget interesse for klubbens unge talenter, hvor flere allerede har valgt at rykke videre til mere pengestærke klubber. Tidligere er det blevet offentliggjort at førstesinglen Victor Svendsen skifter til Vendsyssel, og i dag kan en anden nordjysk klub så afsløre, at de har hentet Mads Emil Kristensen der i slutningen af denne sæson har fungeret både i herresingle og herredouble i ligakvalifikationen for Ikast.

Triton henter nordjyde hjem
Triton Aalborg kunne i dag præsentere Mads Emil Kristensen som ny spiller til deres 1. divisionshold. Mads-Emil siger dermed farvel til Ikast efter hele seks år i klubben, hvor hans udvikling for alvor har taget fart de seneste par sæsoner. Især hans resultater i år og sidste år har været imponerende, hvorfor han ikke overraskende er kommet i andre klubbers søgelys.

I Triton Aalborg er de da også meget tilfredse med at have sikret sig Mads Emil Kristensen der selv er nordjyde.

– Triton ser meget frem til samarbejdet med Mads Emil, som er en af Nordjyllands unge lovende badmintontalenter, samt en yderst vellidt spiller, der i sammenspil med den resterende talentfulde trup vil bidrage på bedste vis i klubbens allerede velfungerende træningsmiljø, skriver Aalborg-klubben på sin Facebook-side.

Triton Aalborg har de seneste år været en del af tunge ende i 1. division, og i denne sæson lykkedes det også først for nordjyderne at sikre endnu en sæson i den næstbedste række efter en sejr i sidste spillerunde på udebane mod Greve.

Mads Emil Kristensen spiller sin sidste kamp for Ikast på tirsdag, når holdet i den afgørende kamp i ligakvalifikationen møder KMB i Kastrup.

Triton Aalborg præsenterer Mads Emil Kristensen

Læs også

Ligakvalifikation: Gentofte uden slinger i valsen

Hjemme i GBK-hallen skulle liga-aspiranterne fra Gentofte mandag aften følge op på deres knusende 6-0 …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.