Foto: DGI.dk

Incitament – og det at være frivillig

Incitament.
Afledt af det latinske incitare, betyder at »sætte i hurtig bevægelse«. Tilskyndelse til at handle på en bestemt måde.

Hvad er det, der driver os eller mig som frivillige til at bruge så meget tid og energi på badminton, klubarbejde og samarbejde?

Der er selvfølgelig mange bevæggrunde og hver enkelt har sine egne. Sommetider kun én, der til gengæld er meget stærk. Men oftest er der flere i spil, hvoraf nogle er primære og andre sekundære. Ofte er det ikke noget, vi taler ret meget om. Vi agerer istedet.

I Team Storstrøm havde min med-initiativtager Suzanne Wittrock fra Præstø Sport én vægtig, nemlig frustration.

Hun syntes ikke selv, at det just var den mest konstruktive form for motivation, men deri er jeg ikke enig. Frustrationens konstruktive aspekt er handlingselementet med et klart mål for øje.

Hun var frustreret over at se, at hendes ældste søn ikke havde de samme badminton-muligheder som andre, fordi han bor i Præstø.

Sønnen lå ganske godt i rækkerne for halvandet år siden på trods af kun at have spillet i ganske kort tid og udviklede sig generelt hurtigere end de andre. Men der manglede bla trænerkræfter, spillere at træne og lege med, et socialt fællesskab, en klubkultur. Meget af det, som hun selv var glad for, da hun var barn. Hun følte sig snydt! På hans og mange andres vegne!

Jeg ser også en oplevelse af uretfærdighed hos hende. Det er uretfærdigt, at mennesker, i dette tilfælde unge, ikke har de samme muligheder for bla at dyrke deres sport, fordi de bor længere ude på landet og på afstand af større byer. Der er ikke så mange jævnaldrende og ligesindede, der er ofte mangel på dygtige trænere og penge, de offentlige transportmidler begrænser udfoldelsen yderligere og klubkulturen er udfordret af nye individuelle tendenser – og computerspil. Haller har vi dog nok af, men de står ofte halvtomme og ubenyttede hen.

Vores fælles holdning er, at vi gennem Team Storstrøm i vidt omfang er lykkedes med at få rettet lidt op på uligheden.

Mit incitament for det frivillige badmintonarbejde og skabelsen af Team Storstrøm har et andet indhold og har flere elementer.

Jeg har en grundlæggende interesse i at give noget af det tilbage, som jeg selv har fået i mine mange år i badminton og især i de gode år i barndomsklubben i Kolding. I den gamle hal.

En klub eller forening er for mig et tilholdssted, et ekstra hjem. Når jeg kommer i Vordingborghallen, så føler jeg mig hjemme. Det er mit sted. Det er ikke en følelse, som er blevet til over night, men noget som skal plejes, gødes og dyrkes – og frem for alt “villes” gennem lang tid. Jeg har efterhånden spillet i Vordingborghallen i 7-8 år, og først i de sidste par år har jeg haft det som om jeg tager en god, gammel trøje på, når jeg kommer i retrohallen, som jeg også kalder den. Jeg har snart været i alle kroge og hjørner af hallen, endda også i kælderen under herreomklædningsrummet. Der er der ikke mange, der har været. Jeg har fået ryddet op og ud i de forskellige rum og i køkkenet og kommunikerer jævnligt med servicemedarbejderen (i gammel terminologi halinspektøren/-pedellen), som har sit kontor på den nærliggende folkeskole (og forøvrigt sidder i byrådet), og fået ham til at give hallen lidt ekstra omsorg i det sidste års tid i form af bla at få bruserne til at sprøjte fra det rigtige sted, udskiftning af rådne lister, reparation af klappende døre, nye skraldespande og lettere adgang til hallen i skolernes ferieperioder.

Det hjem (og den følelse) vil jeg gøre alt for at holde i live og videregive til unge. Spørgsmålet er selvfølgelig, om de er interesseret?

Jeg ønsker naturligvis også at holde badmintonspillet i live og hvis de to ting kunne kombineres, ville jeg være ret godt tilfreds.

Derudover er der en sidste bevæggrund til mit engagement, og nu blotter jeg mig.

Det kan lyde…….pudsigt, lidt selvudleverende, men jeg ønsker også at gøre en forskel, markere denne ved efterlade et aftryk. Mit aftryk. Lidt i stil med, omend i væsentlig mindre omfang, de utallige personer, som til alle tider har arbejdet på at efterlade noget af dem selv, et aftryk af deres kortvarige tilstedeværelse på denne jord, det være sig i form af en bygning, en statue, en opkaldt vej, eller bare en historie a la “kan du huske ham……”? Jeg vil efterlade noget. Nogen vil rynke jantelovsnæsen. Jeg er ligeglad og nu er det sagt.

Apropos det med at være frivillig.

Som engageret frivillig er jeg ikke bare badmintonmenneske, -spiller og promotor, men har også i den næsten daglige indsats flere forskellige roller – som socialpædagogog, virksomhedsleder, økonomiansvarlig, planlægger og udfører, ideudvikler, sekretær, beslutningstager, konfliktløser, lommepsykolog og rådgiver i en pærevælling. Ulønnet, vel at mærke. Desværre oplever jeg især forældre have høje, ja urealistisk høje krav og forventninger til mig. Jeg skal begrunde, forklare og forsvare beslutninger, som om jeg var i en betroet og lønnet stilling.

Det kan blive for meget af og til. Tror jeg udfordres mindst lige så meget i mit frivillige badmintonarbejde som i mit rigtige arbejde. Det er et alsidigt og omfangsrigt job at være i denne position – ungdomsformand, bestyrelsesmedlem, aktiv badmintonspiller (når fraværsperioder med skader og smerter tillader det) og initiativtager og deltager i Team Storstrøm.

Det burde kræve en seperat uddannelse og give en vis credit, for det kræver adskillige kompetencer. Erfaringerne og de deraf lærte kompetencer fra denne verden bruger jeg i høj grad i min resterende verden, men jeg tror, de fleste, der ikke har prøvet og været i noget lignende som frivillig, ikke aner, hvor mange timer og hvor megen energi, jeg (vi) bruger på det her, og måske samtidig har svært ved at forstå udfordringerne og derved neglicerer (og dermed uudtalt nedgør) mig (os) og funktionen som frivillig.

Det samme tror jeg mange trænere oplever. Måske især dem, der lever af at være badmintontræner. Der skal nok være en del, der oplever, at andre stiller spørgmål ved, om jobbet som badmintontræner kan være et fuldtidsjob på linie med et såkaldt “normalt” arbejde. Man kan godt være fodboldtræner på fuld tid i de øverste divisioner, men professionel badmintontræner – kan man leve af det?

Noget helt andet er så, at vi alle burde værdsætte badmintontrænere højere. De er hele omdrejningspunktet i en klub. Med den forkerte træner falder det hele på gulvet. Med den eller de rigtige går det fremad. Vi er blevet bedre til at se og fokusere trænernes uddannelse, men vi kan sagtens uddanne trænerne mere og bedre, og vi skal alle være bedre til at finde nye. I den “normale” arbejdsverden er uddannelse et krav, men pt har Badminton Danmark faktisk trænere ansat, der ikke er formelt uddannede. Hvilket signal sender det?

Tilbage til engagementet og frivilligheden. Ilden kommer indefra. Uden den rykker det intet. Brændstoffet kommer udefra. Gennem påskønnelse, glade børn, unge og voksne, gode oplevelser og ved at de fleste ting lykkes.

Af Per Damkjær Juhl

Læs også

Per Damkjær Juhl: Ud af gentagelserne kommer variationen

Fredag, min første dag ved DANISA Denmark Open, blev mest brugt på ophold i Press Room. …

En kommentar

  1. Hej Per,
    Her er lidt “brændstof”. Du skriver formidabelt. Det er en fornøjelse at læse dine indlæg, som jeg deler opfattelsen af langt hen ad vejen. De bedste hilsner. Søren Toft, formand Lillerød Badmintonklub