Akane Yamaguchi er i en ung alder allerede blevet en stjerne indenfor badminton. Foto @ Djarum Badminton

Japansk singlestjernes tip til danske damesingler: styr følelserne

Loading

Japanske Akane Yamaguchi har i en alder af blot 20 år for længst etableret sig i toppen af international damesingle. Ved Denmark Open fik vi en snak med det japanske talent om hendes udfordringer som en af de lavere spillere, hendes videre mål og hvilke råd hun havde til de danske og europæiske damesingler.

I 2013 blev Akane Yamaguchi den yngste spiller, der nogensinde har vundet en BWF Super Series-turnering, da hun vandt Japan Open. I årene før og efter denne titel formåede hun desuden at stå i tre ungdoms-VM finaler i træk i årene 2012-2014. I 2013 og 2014 blev det til guld.

Siden da har hun blandt andet vundet to Super Series-turneringer, to Grand Prix-titler, sølv ved de asiatiske mesterskaber og stået i et utal af finaler. Ved Denmark Open 2017 stod hun igen i en finale, som hun dog tabte til Ratchanok Intanon.

Efter finalen fik vi i et interview en generel snak om hendes udfordringer, mål og tips til andre unge damesingler. Først spurgte vi hende om, hvordan hendes højde på 1,56 meter har påvirket hendes spil.

– Jeg har selvfølgelig nogle udfordringer på grund af min højde. Jeg har en mindre rækkevidde og sværere ved at nå boldene. Men i stedet bruger jeg mine fødder og mit lette benarbejde til at komme effektivt rundt på banen, siger Akane Yamaguchi til BadmintonBladet

Den unge japaner, der i øjeblikket ligger nummer fire i verden, har arbejdet meget på sit benarbejde. Men hvilke elementer ønsker hun fortsat at forbedre ved sit spil?

– Der er mange ting. Men det er alt sammen små detaljer og forbedringer ved mit spil, såsom mere præcision og færre småfejl. Der er ikke en ting. Det hele skal finpudses, siger Akane Yamaguchi til BadmintonBladet

I øjeblikket er damesinglerækken enormt åben, niveauet stiger konstant og mange nationer har chancen for at vinde fra gang til gang. Akane Yamaguchi har fra en tidlig alder af været i stand til at forme og møve sig igennem dette svære felt.

Danmark har i øjeblikket mange unge piger, der sandsynligvis ønsker at slå sig fast i toppen af damesingle, ligesom den stabile japaner har gjort det. Hvilke tips har den succesfulde japanske damsingle til de danske damesingler? Efter lidt tøven og eftertænksomhed svarede hun.

– Jeg har opfattelsen af, at de europæiske spillere viser flere følelser i forhold til de asiatiske. Dette kan gøre spillet mere svingende. Så jeg tror, at det er vigtigt, at de prøver at kontrollere deres følelser lidt mere.

Japaneren er ikke selv kendt for at være den mest hølydte, emotionelle eller jublende spiller. Hun leverer dog ofte finurlige grimasser og fagter efter sine fejl. Men i Danmark og Europa har mange tidligere savnet netop følelser og personlighed fra de asiatiske spillere, især fra kinesiske spillere. Følelser og personlighed som de en håndfuld af de nye kinesere er begyndt at vise.

Men noget må japanerne gøre rigtigt. For præcis en uge efter dette interview stod Akane Yamguchi i endnu en Super Series-finale. Denne gang ved French Open, hvor hun imidlertid tabte til verdens nummer et, Tai Tzu Ying.

Læs også

Dagens tre overraskelser ved Denmark Open

Med kun et par kampe tilbage er dagens runde ved Denmark Open 2017 ved at …

En kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.