Ketchernyt: Test af Yonex Voltric 80 E-tune

Loading

voltric 80 e-tuneBadmintonbladet har testet den nyeste ketcher på Yonex Voltric-stammen; nemlig Voltric 80 E-tune. Det er den ketcher, Jan Ø Jørgensen spillede All England-finalen med.

Individuel justering
Det specielle ved denne nye Yonex ketcher er, at der medfølger 4 små, røde plasticstykker, som man kan sætte på ketcherhovedet – to i toppen og to i bunden. Disse 4 plasticstykker skal fungere som en slags ekstravægt på ketcheren og kan benyttes individuelt af spilleren. De skal være med til at give badmintonslagene ekstra power og kontrol. Denne teknologi har blandt andet Danmarks bedste herresinglespiller Jan Ø. Jørgensen udtalt sig meget positivt omkring.

Voltric 80 E-tune har en knaldrød farve, og det er et æstetisk flot design. Ketcheren vejer blot 87 gram, og skaftet er lavet med nanoteknologi.

Vi har testet med tre vægtkombinationer

Tre versioner i test
Badmintonbladet har afprøvet Yonex Voltric 80 E-tune – med tre forskellige vægtkombinationer. En ketcher med ekstravægt i både top og bund af ketcherhovedet, een med ekstravægt placeret i toppen af ketcheren, og een med vægten i bunden af ketcherhovedet.

Test med top- og bundvægt
Allerede ved første slag med Yonex Voltric 80 E-tune kan det mærkes, at der er tale om en speciel ketcher. En karakterstisk klang kommer hver gang en clear bliver banket til baglinjen. I følge Yonex giver den fulde vægtkombination op til 10% mere kraft i slagene. Om det er 10% eller ej er svært at afgøre, men mærkbar forskel giver det ihvertfald.

Yonex Voltric 80 E-tune har stor slagkraft, og det kan mærkes, at der kommer ekstra styrke i smashet, i forhold til hvis der ingen vægt er i. Samtidigt med den ekstra power, giver vægtfordelingen også fin kontrol med slagene, så de korte bolde kan lægges skarpt.

Test med vægt i toppen

Vægtstykke i toppen af Yonex Voltric 80 E-tune

Selvom vi fjernede vægtstykkerne i bunden, beholdt ketcheren rigtig god power i slagene med topvægt. Til gengæld kunne det så være lidt svært at styre boldene præcist. Det kan være en udfordring, når man skal smash-returnere eller lave et drop fra baglinjen.

I følge Yonex giver denne vægtjustering 6% ekstra power.

Test med vægt i bunden
Ved at fjerne vægte i toppen og flytte dem til omkring samlingen ved skaftet, T-stykket, ændrede Voltric 80 E-tune karakter. Oplevelsen var lidt en skuffelse, da vi ikke længere havde den samme evne til at gøre slagene skarpe. Der var heller ikke den samme power i slagene, og ketcheren føltes både klodset og tung.

I følge Yonex giver denne vægtjustering 4% ekstra power.

Samlet vurdering af Yonex Voltric 80 E-tune
Efter at have prøvet Yonex’ nye badmintonketcher er det tydeligt at mærke, at der er tale om en hovedtung ketcher med masser af fart og kvalitet. Voltric 80 E-tune kan anbefales til den erfarne badmintonspiller, der har teknik og spilforståelse til at styre en ketcher af denne kaliber. Dog gør ketcherens specifikationer, at en motionsbadmintonspiller eller en meget ung spiller næppe vil få fuld glæde af ketcherens potentiale.

Her kan vægtstykkerne i bunden ses

Køb Yonex Voltric 80 E-tune, fordi

  • du er en dygtig og/eller erfaren spiller, der sætter pris på ekstra kraft og kontrol
  • du kan lide at nørde med små deltaljer omkring din badmintonketcher
  • du vil have den flotteste badmintonketcher i hallen

Undlad at købe Yonex Voltric 80 E-tune, når

  • du ikke spiller badminton særlig ofte eller har spillet badminton særlig længe
  • du ikke har styrken eller teknikken til at udnytte en stiv, hovedtung ketcher
  • du kan nøjes med en god ketcher til færre penge

Vejledende pris er kr. 2.400, og den kan blandt andet købes hos Yonexshop.dk til kr. 1.500.

/Anders Jensen/Badmintonbladet/

Læs også

Lin Dan skaber endnu engang påstyr i Kina

I torsdags blev et opgør i den Kinesiske Liga, China Badminton Super League, forsinket med 25 …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.