Foto @ Annette Vollertzen

Ligakvalifikation: Ikast tæt på 1. division efter nederlag på hjemmebane

Med et nederlag på 2-4 til Aarhus AB skal der nu ske mirakler, hvis Ikast skal gøre sig forhåbninger om endnu en sæson i landets bedste badmintonrække.

Et ungt og talentfuldt Ikast-mandskab må formentlig se i øjnene, at det kun blev til en enkelt sæson i den bedste række i denne omgang. Efter et nederlag på hjemmebane mandag aften, skal der en overraskelse af uanede dimensioner til, hvis midtjyderne skal blive i Badmintonligaen.

For hjemmeholdet var eneste positive oplevelse deres herresingler, hvor indiske Dey Subhankar i kampens 2. herresingle bragte Ikast på 1-0 efter sejr med 21-11 21-13 mod Rasmus Grill. Herefter stod der Aarhus AB på resten af opgøret, hvor det tætteste opgør var damedoublen, mens Ikast til slut fik lov til at pynte på resultatet.

I kampens anden førsterunde-kamp – damedoublen – kunne Ikasts russiske Olga Arkhangelskaya og Susan Ekelund med lidt held have taget sejren, men DM-medaljetageren Anne Katrine Hansen og tidligere Ikast-spiller Emilie Furbo ville det anderledes og vandt opgøret i tre sæt med cifrene 22-20 18-21 21-17.

Spændingen udeblev efter herredouble
I kampens herredouble var der lagt op til en herrefight mellem hjemmeholdets spillende træner Sune Gavnholt og Mikkel Stoffersen, der også mødte en tidligere Ikast-spiller Philip Serup og Kasper Antonsen. Her viste udeholdets par dog stor styrke og lukkede kampen med 21-17 21-15.

Bagud 2-1 efter de tre første opgør så det unægtelig svært ud for Ikast, som formentlig minimum skulle have vundet to af de første tre for at have en mulighed for point. I mixeddouble stod Ikast Mathias Baskjær og Janne Kornum, der trods en fin sæson ikke helt er nået op på Badmintonliga-niveau endnu. De to mødte Cecilie Bjergen og Rasmus Bonde, som uden større problemer kørte en 21-17 21-14-sejr hjem til Aarhus AB.

Samme skæbne fik den finske Ikast-spiller Sonja Pekkola, der tabte stort i to sæt ligeledes til en tidligere Ikast-spiller Trine Villadsen. Pekkola var ellers lige ved at lave et comeback i andet sæt efter at have været bagud 11-2 ved opholdet, men Trine Villadsen holdt hele vejen hjem og vandt kampen 21-9 21-17.

Anders Antonsen trak sig til sidst
Den nykårede Europamester Anders Antonsen fra Aarhus AB mødte i kampens sidste opgør Frederik Aalestrup fra Ikast. Og med kun godt et døgn siden han var med til at spille EM-guldet hjem til Danmark, blev det for meget for Antonsen, der valgte at trække sig ved stillingen 14-9 i Aalestrup-favør.

Reduceringen giver Aarhus AB en afgørende 4-2-sejr, og de er dermed så godt som sikre på overlevelse i Badmintonligaen, da de nu fører Ligakvalifikationen med ti point foran Gentofte med ni.

Ikast har blot tre point efter de første tre kampe, og med blot tre kampe tilbage, hvor seks point skal hentes. Aalborg Triton er stadig uden point, og dermed reelt ude af kampen om en plads i næste sæsons badmintonliga.

Stilling: Ligakvalifikationen

Læs også

Ligakvalifikation: Gentofte uden slinger i valsen

Hjemme i GBK-hallen skulle liga-aspiranterne fra Gentofte mandag aften følge op på deres knusende 6-0 …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.