Viktor Axelsen og Lin Dan kan se frem til større pengepræmier fra 2018. Foto © Annette Vollertzen

Ny struktur giver badmintonen et kæmpe økonomisk boost

Fra 2018 vil det nuværende Super Series-format ændrer sig til World Tour, og der er udsigt større pengepræmier for spillerne.

De allerstørste badmintonspillere kan se frem til endnu større præmiegevinster til de store turneringer. Fra 2018 vil den nuværende struktur blive ændret, og det betyder blandt andet, at de økonomiske gevinster i turneringerne stiger kraftigt. Det afslører direktør i Badminton Danmark Bo Jensen, selvom BWF endnu ikke har offentliggjort deres strukturændring.

– BWF udsendte i efteråret et nyt materiale for en ny fireårig cyklus, der starter i 2018 og går frem til 2021. De kalder det for World Tour, og i denne her World Tour bliver der fem niveauer, siger Bo Jensen til Tv2.

Tre turneringer over Premier Super Series
I alle fem niveauer i World Tour vil pengepræmierne stige, hvor blandt andet Super Series-finalerne vil gå fra en samlet præmiesum på minimum én million dollars til 1,5 millioner dollars. Der vil være markante præmiesumsstigninger på alle fem niveauer.

Det øverste af de fem niveauer bliver én turnering i form af Super Series-Finalerne. Lige under Super Series-finalerne kommer der et nyt niveau i form af tre turneringer, som har større status end de nuværende Premier Super Series-turneringer. Det tredje niveau vil derefter bestå af fem Premier Super Series-turneringer, mens der på det fjerde trin vil være syv Super Series-turneringer.

Der vil dermed være 15 turneringer plus sæsonfinalen i den nye World Tour. I den nuværende struktur er der kun 12 turneringer plus sæsonfinalen. På det laveste trin vil de turneringer, der kendes som Grand Prix Gold-turneringer, finde sted.

Danmark skal have en turnering i verdensklasse
Bo Jensen håber på, at Danmark får en turnering af allerhøjeste kaliber.

– Det er ikke nogen hemmelighed, at vi har søgt om en turnering på niveau to som førsteprioritet, siger Bo Jensen til Tv2.

Her skal Danmark kæmpe med blandt andet All England om den prestigefyldte titel som niveau to-turnering. Hvis det ikke lykkes, håber Bo Jensen på, at Denmark Open holder fast i deres status som Premier Super Series-turnering.

– Får vi ikke det, så forventer vi, som vi også har søgt om, at bibeholde den Premier-status, som vi også har i dag. Det vil sige niveau tre. Skulle Danmark få held med ansøgningen om at få Denmark Open til at være blandt de tre store turneringer, skal præmiesummen hæves fra de nuværende 750.000 dollar til én million. Men det er der styr på, siger Bo Jensen.

Mulig niveau 5-turnering til Danmark
Som noget nyt ved denne struktur vil der ikke være nogen kvalifikation for niveau tre-turneringer og opefter, og det betyder, at de danske talenter udenfor top 32 kan få endnu sværere ved at spille sig en plads i de helt store turneringer. Derfor har Badminton Danmark også sendt en ekstra ansøgning på en niveau 5-turnering.

– For at sikre de næstbedste danske spillere, dem vi kan kalde talenter og udviklingsspillere lige uden for den absolutte verdenstop, mulighed for at komme til at spille en international turnering på dansk grund, har vi søgt om en niveau fem-turnering, slutter Bo Jensen af med.

BWF er i gang med at behandle alle ansøgninger, og der vil falde dom i slutningen af marts.

Kilde: Tv2

En kommentar

  1. bedre økonomiske forhold for badmintonspillere – det var tiltrængt efter de mange successer i 2016 – og i forhold til de mange mange timer, de lægger i træningen . Fint , at der sker noget. Venlig hilsen Bente Rasmussen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.