Kenneth Jonassen synes ikke, at Danmark har fået den bedste lodtrækning ved Sudirman Cup, og han forventer en masse fight fra de danske spillere. Foto @ BWF

Optakt til Sudirman Cup: “Jeg giver ikke meget for Danmarks andenseedning”

Danmark starter deres austalske Sudirman Cup-eventyr i morgen mandag. I den forbindelse giver Cheflandstræner Kenneth Jonassen dig et indblik i de danske chancer i gruppe D, samt hvilke ting Danmark skal holde øje med ved deres to svære puljemodstandere Indien og Indonesien

Danmark har ikke fået den bedste lodtrækning til Sudirman Cup. Sådan er konklusionen fra Cheflandstræner Kenneth Jonassen. Danmark er andenseedede ved turneringen, men den seedning vil Jonassen ikke kigge for meget på.

– Jeg giver ikke meget for seedningen. Når vi står derude, så kan vi princippet ikke bruge den til noget som helst, og med den lodtrækning, som vi har fået, har vi ikke fået nogen fordel af at være andenseedede. Vi har trukket det sværeste hold fra seedningslag 2 og 3, så ud fra seedningen har vi ikke fået meget hjælp, siger Kenneth Jonassen til BadmintonBladet.dk.

Antonsen kan drille de fleste
Danmark stiller næsten med stærkeste hold til Sudirman Cup. Badminton Danmark valgte dog at udtage Anders Antonsen i stedet for den skadede Jan Ø. Jørgensen til turneringen. Landstræneren forventer, at Anders Antonsen griber chancen, når han får den. Derudover forventer han, at Antonsen kan drille de fleste spillere med sin snilde.

– Anders Antonsen falder lidt ind i en klassisk reserverolle. Der er ingen tvivl om, at førstevalget på herresinglesiden er Viktor Axelsen, men jeg forventer egentlig, at Anders Antonsen holder sig klar og suger til sig. Jeg har den forventning til ham, at hvis Viktor Axelsen skulle have en oversidderkamp, så kan Anders Antonsen træde ind og være sulten. Han er en ung spiller og en stærk erstatning, som kan spille frækt og som gør det svært for enhver modstander, så jeg ser det som en rigtig spændende test for Anders (Antonsen red.), siger Kenneth Jonassen.

Der skal kæmpes i damesingle
Danmark er undertippede i damesingle i de fleste opgør ved Sudirman Cup, pointerer Kenneth Jonassen, men det ser han ikke som nogen ulempe for specielt Line Kjærsfeldt.

– Vores damesingler er underdogs i alle de kamp, som de kommer til at spille, og det kan være med til at frigive den sidste energi, som kan få Line Kjærsfeldt til at ramme det niveau, som hun har vist til træning. Jeg er fortrøstningsfuld, og jeg er sikker på, at vores piger nok skal levere et rigtig godt resultat til Sudirman Cup. Det jeg forventer af alle, det er, at alle kæmper med alt, hvad man overhovedet har, og jeg har ingen forventinger om, at man altid hiver en sejr i alle kategorier. Det handler mere om at gå forrest og vise, at hvis man ikke kan vinde, så kan man ihvertfald slås for det og give den rette indstilling til de næste, som går på banen, siger Kenneth Jonassen.

Selvom det bliver svært for Danmark, så går det danske hold efter en medalje i Australien.

– Vi vil meget gerne have en medalje, af hvilken karat må vi se, når vi kommer hjem, selvom det bliver en udfordring, siger Kenneth Jonassen.

Danmarks hold ser således ud:
– Viktor Axelsen
– Anders Antonsen
– Mia Blichfeldt
– Line Kjærsfeldt
– Sara Thygesen
– Kamilla Rytter Juhl
– Christinna Pedersen
– Joachim Fischer
– Mathias Boe
– Carsten Mogensen
– Mathias Christiansen

På de følgende to sider giver Kenneth Jonassen en lille gennemgang af Danmarks to modstandere i gruppespillet ved Sudirman Cup.

Læs også

Overblik: Fem flotte badminton updates

Her har vi samlet fem spændende badminton updates, vi synes, du skal læse. 1. Ratchanok vil genvinde …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.