Per Damkjær Juhl: Badmintondagbog, notat MMDMCXII – Klubmesterskab, holdkamp og veteran DM

Efter vores badmintontur i Frankrig den 15.-18. februar havde jeg pokkers ondt i kroppen i 10-12 dage. Både fordi jeg stoppede på sidste dag i Frankrig med de smertestillende og de 4 dage med 8-9 timers badminton på hårdt gulv, ansvar for 7 unge, arrangementer og snak havde tappet mig for kræfter.

Læs også: Besøg den 15.-18. februar 2018 i Mulhouse, Frankrig

Det blev derfor til to utilfredsstillende træninger med mange fysiske begrænsninger onsdag i ugen efter og mandag i uge 2. Det gjorde simpelthen for ondt da jeg samtidig undgik pillerne.

Tirsdag den 27. februar skulle jeg have spillet veteran holdkamp +40 E for Værløse i Måløv, men vejret hernede, på sydøen, blev den dag helt tosset og forhindrede, at jeg kom længere end til Præstø til stor undren hos holdleder Allan, idet der ikke var et gram sne 60 km nord for Vordingborg. Det hjalp på forståelsen, da jeg sendte fotos og DR senere rådede folk til at undgå kørsel.

Onsdag aften den 28. februar var vi to fremmødte til VBKs seniortræning – halvbanespecialisterne Steen og jeg. Den igangværende snestorm og -fygning holdt alle normaltænkende hjemme i trygheden.

Læs også: Halvbanesingle er fantastisk: Det giver længere dueller og gør mindre ondt!

Men for os to var badminton højst nødvendigt.

Vi nappede de sædvanlige 3 halvbanekampe på bane 2. 2 stk. bedst á 5 sæt til 9 point, og 1 stk. bedst á 3 sæt.

Steen vandt samtlige sæt. Suk. Det gjorde ondt overalt. Bagefter også psykisk. Trods en status af nyforelskelse. Men det er jo også to helt separate verdener.

Torsdag var jeg tilbage i den lille hal i Kraghave med de psykiske syge – og tilbage på de smertestillende.

Fredag over middag vandrede jeg ad min foretrukne rute op til Vordingborghallen med to kodigmagnyler i blodet. Fra Det Hvide Hus er turen 500 m ud ad Orevej, dernæst via Søndermarksvej videre på mark- og skovstier et par km, for at krydse omfartsvejen og de sidste 200 m forbi seminariet hen til hallen.

Uanset årstid er det en vidunderlig måde at forberede sig på at spille badminton at gå langs godsets marker og gennem skoven. Ingen larmende trafik, kun ro, fuglefløjt, af og til rådyr, årstidens farver, og af og til en løber.

I fredags var sneen nogle steder dyb og blød og landskabet helt klædt i hvidt. Andre steder var der skabt en nedtrampet sti. Det er som om en snedækket natur tydeliggør eller forstærker stilheden.

Steen og jeg spillede igen 3 halvbanesingler med resultatet 5-5 i sæt. Denne gang dog på bane 1, fordi nogle endnu ældre havde taget banerne 2-4.

Men så var vi også klar lørdag den 3. marts til mini klubmesterskab for senior, med tre deltagere, Jonas på 21, Steen på 54 og mig på 52, lagt ind mellem ungdommens klubmesterskaber som en gimmick.

Og det var tid til at udvide banen til at omfatte en hel singlebane. For mit vedkommende for første gang i mere end en måned.

I min første kamp mod Steen havde jeg overtaget (og heldet) på nettet, ligesom om fredagen, nåede op på mindst 10 netrullere alene i første sæt (Steen er matematiklærer og talte undervejs) og snuppede sejren i to sæt. Senere vandt jeg i 3 hårde sæt mod unge Jonas.

For mit vedkommende resulterede de to singler i, at jeg først sent mandag eftermiddag kunne bevæge mig nogenlunde normalt. Hele søndag kiggede kæresten på mig og spurgte, om jeg var ok. Det var første gang, hun både oplevede mig under en badmintonkamp (mod Jonas) og efter lidt badminton! Hun lærer det nok med tiden at det er sådan fysikken har det i dagene bagefter.

På lørdag spilles næstsidste runde i holdturneringen (begge VBK seniorhold forbliver i deres rækker) og den 17.-18. marts kører Steen og jeg til Herning for at deltage i veteran DM.

Vi er så klar. Vi har optimeret, så meget som vi nu kan tillade os. Begge mærker og fornemmer vi, at den mindste forøgelse af badmintontræningen eller fysiske udfoldelser i form af fx småløb eller armbøjninger udfordrer vores gamle kroppe og på en måde skubber os ud over en ultraskarp kant. Forøgelse af den fysisk træningsmængde skal for os foregå langsomt over lang tid, hvis det overhovedet kan lade sig gøre uden at der opstår ekstra skavanker, betændelsestilstande eller overbelastninger. Vi går hele tiden til grænsen, og hvis jeg spørger normale mennesker, herunder min nye kæreste, vil de og hun klart mene, at vi allerede på nuværende tidspunkt og stadie er langt ude i overdrevszonen. Langt ude af comfortzonen.

Vi påstår at være i kontrol, men spørgsmålet er, om det nu også er tilfældet. Jeg personligt kan i hvert fald godt genkende et par misbrugssymptomer og – karakteristika fra min tid som misbrugskonsulent. Trods smerter, diverse kropslige advarselstegn og råd fortsætter vi. Vi kan ikke andet. Vi er besatte af den her leg med de 5 gram fjer og kork/plastik. Vi stopper, når vi ligger i graven. Hvis det stod til os. Ikke før!

Per Damkjær Juhl
Vordingborg Badminton Klub

Læs også

Badmintondagbog, sæson XXXXV, afsnit VI: Tropisk varme, de unge og de sårbare

Vi spiller badminton om sommeren. Selvfølgelig gør vi det. Faktisk foretrækker jeg de varme grader …

En kommentar

  1. Jeg har sagt det før til både dig og Steen, I er fuldstændig sindssyge. Jeres misbrug er dog ikke nær så kropsligt nedbrydende som kokain, heroin og mdma, men I har samme abstinenser, når I ikke får spillet badminton i 2 dage, som en narkoman, der mangler sit fix. Endnu er jeg ikke nået til brug af medikamenter for at spille badminton, men har klart overvejet det i morgen (10/3), hvor jeg skal spille DS holdkamp. Betændt achillessene og irriteret baglårsmuskel gør, at det måske bliver nødvendigt. Men jeg også sagtens sætte mig ind i glæden ved spillet. Når man kan spille uden begrænsninger, så er badminton bare det sjoveste spil (og hårdeste i vores alder)!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.