Per Damkjær Juhl: Badmintondagbog, notat MMMDXI

Steen og jeg kom aldrig som planlagt afsted lørdag morgen den 17. marts kl 06.00 til veteran DM i Herning. Vejret var her igen hysterisk og udkantskolerisk. Sne, blæst, frost. Det viste sig bare at være ret lokalt. Intet sne 25 km nord herfra i Næstved eller 15 km syd på i Nr. Alslev.

Så i stedet fremrykkede vi den naturlige +50 elite singlefinale på hel bane fra søndag i Herning til lørdag kl 14.00 på den ene halvdel af bane 2 i Vordingborghallen.

Hvad skal jeg sige om resultatet? Jeg vandt 3-2 i den første dyst. Steen 3-1 i den anden dyst. Men. Spiller man også i rigtige turneringer revanchematch med det samme? Jeg spør’ bar’!

Og i stedet for DM i det midtjyske, 700 km kørsel, benzin og broafgift, kostudgift og den obligatoriske champagne og alt for lidt søvn og alt for mange kampe (4 singler og 3 doubler i puljer, som minimum) og alt for lidt ægtefælle-/kæresteomsorg, blev vi hjemme i udkantsbyen, i 4760, i lokalmiljøet. I hvert fald jeg fik dækket de menneskelige behov til fulde. I skrivende stund er det kun søndag formiddag. Jeg sidder i IKEA stolen, drikker espresso, hører Ahas “Time And Again”, der kører på repeat, og nedskriver mine offentlige dagbogsnotater om stort og småt og venter på finalerne fra All England.

Hvad er der sket hernede siden mit sidste dagbogsnotat med det fejlagtige nummer?
(MMDMCXII eksisterer ikke som tal)

Tirsdag den 6. marts kl 17.00 mødtes Suzanne Wittrock og jeg med et muligt træneremne til Team Storstrøm på Liberty Burgers and Grill på Fisketorvet. Forud var gået nogle måneders intens søgen efter en træner til vores ugentlige træningstilbud, som erstatning for den nuværende træner Line Damkjær Kruse, der flytter til Århus.

Et par dage senere meddelte vedkommende, at vi havde en aftale. Tilbage er detaljerne om kontrakt og den præcise løn. Således har vi i Team Storstrøm i sæson 2018-2019 to ugentlige træninger i Vordingborghallen på plads. Tirsdag kl 17.00-20.00 og onsdag kl 16.00-19.00. Onsdag fortsat med Jacob Oehlenschlæger.

Torsdag den 8. marts kl 17.30 var der møde i klublokalet i Vordingborghallen mellem Gitte og Christina fra DGI, Tommy fra Bevæg Dig For Livet, Jack fra Sjællands kredsen, Kurt fra Lolland-Falster kredsen og Suzanne og jeg fra Team Storstrøm. Rart at være inviteret med ind til bordet. Rart at blive accepteret og værdsat. Tak.

Lørdag den 10. marts kl 15.00 spillede jeg serie 1 kamp i Vordingborghallen for Vordingborg Badminton Klub mod Kirke Hyllinge/Skibby 2, en kamp VBK vandt 7-6. Forud havde jeg åbnet Vordingborghallen kl 13.00 som et gratis tilbud til alle. Der kom desværre kun to ungdomsspillere, men så var der tid til at få brygget kaffe og køre “bord-udsalget” ind i hallen som forberedelse til holdkampen.

Søndag den 11. marts kl 11.45 havde Allan fra Værløse inviteret mig til veterankamp i Værløse i +40 elite mod Tuse Næs. Det forventede drama udeblev. Vi sejrede overraskende 11-0. Efter kamp, mad, taler og en dejlig kold Grimberger kørte jeg til Holte og så Team Storstrøms U15M og U13A spille holdkampe.

Efter et par timers dejlig ungdomsbadminton med gode kampe, fight, temperament, snak og diskussion, kørte jeg ind til sen eftermiddagskaffe hos tidligere svigermor og mand på Skt Hans Torv, før jeg atter vendte tilbage til vandkantsdanmark og det hvide hus, temmelig træt, øm og veltilpas. Gik i seng kl 20.45 den aften.

Mandag den 12. marts afholdte vi generalforsamling i VBK. Den afgående formand holdt en kort beretning. Den afgående kasserer gennemgik regnskabet, der fremviste en betryggende kassebeholdning. Tirsdagsholdets medlem sagde også tak og farvel. Vi fik valgt tre nye ind og aftalt et nyt bestyrelsesmøde mandag den 19. marts, hvor der skal tales om budget, træningstider, årshjul og lægges nye visioner.

Nu kan du spørge: “Hvad er meningen med denne opremsning af begivenheder?”.

Hvad er det, jeg forsøger at fortælle og som også gemmer sig lidt for mine egne øjne?

Er det bare for at vise, hvor meget jeg suser rundt og deltager i? Altså blær og selvhævdelse?

Ja, det er det nok lidt. Også. Men det er også noget andet.

Det er dage og weekender, som de her, der fylder mig med glæde, med energi og med mening og indhold i livet. Leg og alvor i den rette kombination. Fællesskabet med andre. Snak om det lette og det tunge. Det er det, sport kan. Forene på tværs af forskellighed. Skabe sammenhørighed mellem mennesker, der under normale rammer ikke ville mødes og interagere. Dét er skabelse af sammenhængskraft i den virkelige verden. Det er det, sport og foreningsliv kan. Det er derfor, jeg engagerer mig. For at levere mit bidrag til samfundet, til samlivet.

Og atter en gang lander jeg på ordet “frivillighed”. Vi er så mange, der engagerer os frivilligt, af dybfølt interesse for sporten og menneskerne. Frivillighed er det kit, der binder det hele sammen. Det kit, der ikke indgår i BNP eller øvrige økonomiske opsummeringer over værdierne i landet. Det usynlige og oversete kit. Det nødvendige kit, som får tingene til at hænge sammen. Uden det ville glasset falde ud af rammen ved den mindste vind og ligge på jorden i små stykker, ubrugelige og adskilte. Symbolsk og metaforisk set.

Uden frivillighed, uden menneskelighed, uden engagement fra hjertet hænger intet sammen. Man kan betale sig til (og fra) meget. Men penge er ikke svaret, løsningen eller midlet til eller på alt. Uden alle de små og store frivillige kræfter overalt, ville vores samfund miste sammenhæng, tillid, værdi – ja medmenneskelighed og hjerte, vil jeg påstå.

Frivillighed er det oversete kit. Limen. Bindemidlet.

Vi ser ud gennem glasset. Ser præstationerne på banen. Vi berører vinduesrammen og passer på og vedligeholder den med maling og linolie. Som vi gør med de fysiske rammer – hal, gulv, bruser, nettet, boldene. Men det er kittet, der er bindeleddet.

For mig ville betaling, som løn, desavouere og undergrave min indsats, min glæde. Andre kan have det anderledes og det respekterer jeg fuldt ud. Men jeg ønsker ikke løn. Okay, jeg er heller ikke så hellig, at jeg afviser belønning på den ene eller anden måde. Men rigtig løn ville fratage mig min sande glæde og bare gøre det til endnu et arbejde. Sådan fungerer min logik. Løn ville få mig til at opleve min indsats, som noget jeg skulle. Og jeg vil ikke have dette “skal”. Der er ikke nogen eller noget, der skal påtvinge mig noget. Det skal komme indefra. Og det gør det nu.

Per Damkjær Juhl, Vordingborg Badminton Klub, Team Storstrøm

Læs også

Man kan sagtens vænne sig til morgenbadminton på kort tid

“Man kan sagtens vænne sig til morgenbadminton på kort tid” Dette var mit Faceook-opslag på …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.