Per Damkjær Juhl blog: Ud over endnu en kant

Kun tre ugers træning inde i den nye sæson føler jeg mig ældet langt mere end den faktiske tid på nogle få måneder, der er gået siden forsommeren. Det opleves, som om kræfterne er svundet betydeligt og mærkbart. At reaktionerne, reaktionsevnen og bevægeligheden er trådt et trin ned ad stigen. Vejen ud i hjørnerne er blevet længere. Boldens hastighed højere.

Vi (de gamle veteraner, der insisterer på at spille på konkurrenceniveau) bevæger os på en tynd linie, hvor dybet på den ene side er der, hvor skaderne befinder sig, og dybet på den anden side er alderen (slidtagen, rynkerne, stivheden etc). Jeg er blevet skubbet, eller nærmere trukket modstræbende ud over den alderskant i august.

Jeg har i flere år hængt fast i kanten med alle tilstedeværende kræfter. Spist ordentligt. Levet afstresset med megen ro og søvn. Holdt fysikken (dem, der kender mig vil sige alt for meget). Drukket behersket (er jo relativt). Vandret lange, mediterende ture. Fulgt den nyeste viden indenfor smerteforståelsen, skadesbehandling, fysioterapeutisk behandling, kost og ernæring, søvnforskning.

Efter egen opfattelse doseret medicineringen relativ behersket. Og naturligvis samtidig tænkt (og drømt længselsfuldt og sentimentalt), at jeg gerne ville have ungdommens og dens overskud tilbage og ønsket, at jeg dengang havde nydt den noget mere, udnyttet den noget mere, brugt den mere målrettet, været mere i nuet.

Men dengang føltes den jo bare så uendelig. Så naturlig. Så uudtømmelig. Manglende søvn betød intet. Dårlig mad intet. En aften med for meget alkohol intet. Travlhed intet. Problemer og kærestesorger intet. Man kunne altid spille og løbe langt. Ungdommens energi var uopslidelig.

Er det sådan alderen slår tilbage? Er det sådan den manifesterer sig? Hævner sig?

Ja! Fandens!

Sker udvikling (og evolution) og afvikling somme tider i spring og ikke som en jævnt fremad- eller nedadgående kurve?

“I modsætning til den rådende neo-darwinistiske teori, hvor arter gradvist tilpasser sig et skiftende habitat ved hjælp af mutationer over en række generationer, mener tilhængere af såkaldt ’afbrudt ligevægt’, at evolution sker gennem lange perioder af stilstand (ligevægt), afbrudt af pludselig og drastisk ændring – som kan ske fra en generation til den næste.”

Jeg kender ret godt min kronologiske alder. 52 år. Jeg kan sagtens mærke og se, at jeg er halvgammel. Faktisk hver morgen, når benene skal ud over sengekanten. Specielt dagen efter træning. Når jeg skal rette ryggen ud for ikke gå krumbøjet forbi gulv-til-loft spejlet (venter ofte med at tage brillerne på). Når lægge og achilles er ømme. Når jeg kigger på mine tæer, der absolut ikke er særligt sexede med al den hårde hud og neglesvamp. Hårtabet. Den dårlig hørelse som gør selskabelighed vanskeligere. Listen er lang.

De sidste par uger synes at have lagt adskillige år oveni i denne biologiske alder.

Fandens no II!
Det er ikke sjovt. Det er dybt alvorligt. Det er nedtrykkende. Deprimerende. Demotiverende. Jeg mente ellers mentalt at have forberedt mig på den udvikling slash afvikling, men det har åbenbart været lutter selvbedrag. Det gør faktisk ondt at indse og erkende. At kræfterne, hurtigheden, styrken skrumper med et stort ryk. Erkendelse er en svær størrelse. Og kommer ofte først haltende bagefter.

Bemærkede det for alvor en lørdag midt i august. Steen og jeg spillede den sædvanlige halvbanedyst, og hverken han eller jeg præsterede på samme niveau som tidligere. Jeg syntes ellers at have forberedt mig godt.

Var udhvilet, medicineret, væskebalance og fødeindtag ok. Det kunne selvfølgelig bare være en dårlig dag.

Men jeg mærkede det godt udenfor Vordingborghallen, hvor jeg hurtigt fik sendt en facebookvideo afsted, hvori jeg annoncerede, at der i dag ikke ville blive sendt live fra opgøret, da jeg var bange for at blive ydmyget og dehumilieret.

Tidligere eksempel på intro-video fra Vordingborghallen. Just 4 fun.

Vi var ret så stive begge to på halvbanen. Duellerne var korte og præget af mange lette fejl. Steen reagerede højlydt med utilfredshedsytringer og kast med ketcheren. Jeg med indre suk. Vi var langt fra sommerens rekorddyst på 50 minutter. Vi var trætte. Det kørte bare ikke som tidligere. Og vi spillede kun en kamp af fem sæt og en af tre sæt. Selv Steen, der normalt insisterer på minimum 90 minutters spil, sagde det var fint at stoppe.

Halvanden uge efter spillede jeg en single til træning mod unge Gustav. 17 år. Gabet mellem os føltes stor. Større end sidst. Ved godt det er naturligt. Han bliver stærkere. Jeg svagere. Men jeg kunne ikke løbe særlig langt uden at få besvær med åndedrættet og enhver fiber skreg efter ilt. Og han havde endda trænet halvanden time mere end jeg tidligere. Dér blev jeg også mentalt træt og lettere opgivende, og måtte midt i andet skælde mig selv ud, i min indre monolog, hvorpå jeg ligesom tvang lidt positivitet og kampgejst tilbage i kroppen. Det holdt fem minutter. Da jeg kom hjem fra træning den aften, gik jeg nærmest direkte i seng. Helt udmattet.

Det er jo sådan, det er. Biologisk er jeg gammel. Mentalt føler jeg ofte slet ikke gammel. Jeg kan se, føle, mærke, fornemme kroppens nedslidning og på samme tid undre mig, for sindet er stadig relativ (!) nysgerrigt, friskt, ærgerrigt, motiveret, ubundet. Det hænger ikke sammen.

Den udvikling (afvikling) vil bare fortsætte. Ubønhørligt. Måske endda, åh nej, tage til i tempo. Svært at blive gamm…., ældre, når man samtidig gerne vil lege en meget fysisk betonet leg. Kunne man bede om en mindre bane med alderen?

Er der noget at gøre? Ja for fanden (no III)! Fortsætte. Fortsætte legen. For den holder en i  live mentalt. Fortsætte med at holde sig i gang og i form og arbejde på fysikken. Således stoppe den værste degenerering. Bygge videre i sindet. Holde humøret og optimismen og positivismen levende. Spillet kan også fortsat udvikles. Jeg synes faktisk, mit spil fra forbanen har udviklet sig betydeligt i det sidste års tid. Baghånden også.

Udvikling og afvikling. Hånd i hånd. Ikke altid gode venner. Men som siamesiske tvillinger uadskillelige.

Per Damkjær Juhl
Vordingborg Badminton Klub

Læs også

Per Damkjær Juhl: Ud af gentagelserne kommer variationen

Fredag, min første dag ved DANISA Denmark Open, blev mest brugt på ophold i Press Room. …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.