Per Damkjær Juhl: Forskellighed giver styrke

“Forskellighed giver styrke” sådan stod der på forsiden af det seneste trykte BadmintonBladet.

Forskellighed findes overalt. Gudskelov. På ethvert plan. I alle klubber. Blandt frivillige og forældre. På banen. Mellem os gamle og på de to hold fra Vordingborg.

Vi har spillere, der kører i bil lige til haldøren og nogle, der altid cykler, dronninger, konger, introverte og ekstroverte, opryddere og dem der helst forbliver på bænken, selvstændige indenfor mekanik og økonomi og pension og tandpleje, lærere og kommunalt ansatte, fysser, flere under uddannelse, ingen arbejdsledige mig bekendt, lejere og ejere af små og ganske store boliger, hvoraf en enkelt kaldes “Borgen”, nogle halv- og hel-selvbyggere, tilflyttere, men flest fra området og nogle enkelte, der kun har spillet i VBK – og vi taler om mange år! Rigtig mange. Ca 40-45 år.

Jeg nævner ingen navne. Det tør jeg godt, men vil ikke. Jeg ønsker ikke at udstille eller udlevere. Det er ikke min hensigt. Mit formål er blot at påpege, at vi er forskellige, men dog har samme interesse. Det samme mål. Sporten. Badminton. At være sammen om at lege og have det sjovt, og forskelligheden gør det ekstra sjovt. Synes jeg.

Vi kender hinanden gennem mange år. Nogle i rigtig mange år. Vi har lært at omgås hinanden. Nogle er måske også med alderen blevet nemmere at omgås! Nogle kanter er blevet mindre skarpe med årene og tolerancen øget, samtidig med at personligheden er blevet skarpere i omridset. Det er jo det, alderen gør. Igen. Ingen navne. Nogle er nære venner. Nogle kolleger. Nogle fandt hinanden i en hal. Andre forlod hinanden. Enkelte er enlige. De fleste er i parforhold. Langt de fleste har børn, hvilket i kraft af den høje gennemsnitsalder mærkes, ikke mindst høres til hjemmekampene, og endda opleves på banerne, når to generationer i gang på samme tid.

Vi mødes et par gange, op til holdkampe tre gange på en uge i badmintonhallen. Eller andre steder i det lille lokalsamfund. Vi taler med og om hinanden. Om fællesskabet. Det er min tilvalgte familie og jeg holder af dem alle. Mere eller mindre. Jeg er indvandrer, tilflytter, migrant og badminton har været min indgang til venskab og fællesskab. Min adgang til at høre til. Sådan har det været alle de steder, hvortil jeg er flyttet. Det har virket hver gang. For på og omkring en badmintonbane behøver man ikke nødvendigvis at være enig om så meget. Eller overhovedet. Vi behøver knap nok at snakke, og slet ikke om politik, holdninger, økonomi eller opdragelse. Bare for at nævne nogle samtaleemner. Eller om vi kan lide hinanden big time. Vi finder sammen på tværs af forskellighederne, men vi ved som regel godt, hvor vores forskelligheder er. Vi danner grupper i gruppen. Vi skaber og vedligeholder også sammenhængskraften.

Lørdag aften efter to hjemmebanesejre, hvoraf den ene, VBK1s sejr på 11-2 over Greve4, sikrede klubben endnu en sæson i Danmarksserien, sad vi i opløftet tilstand i klublokalet til den klassiske 80’er musik og tilkendegav vores politiske ståsted. Det viste sig, at vi dækkede det politiske spektre ret bredt, men enkelte blev alligevel overraskede over specielt mit standpunkt, på trods af 6-7 års samvær. Hvad siger det? Hvad er det udtryk for? At vi heldigvis, på trods af forskellighed på holdningsområdet og holdningen til samfundsindretningen, alligevel kan mødes og sidde ved samme bord og interagere, samtale, udveksle synspunkter – og samtidig hygge. Grundlæggende er det udtryk for, at vi vil hinanden. At sammenhængskraften lever. At demokrati, frihed og tolerance lever. I hvert fald i vores klub.

Vores hjemmebane er vores samlingspunkt. Den gamle retrohal fra 1951. En hal, som kommunen stiller gratis til vores rådighed ca. 35 timer om ugen, og som vi deler med Prins Jørgen Garden, tennisklubben, skoler, ældreidræt og endda boksestævner, loppemarkeder og fjerkræudstillinger i ny og næ. Hallen har visse mangler og udbedringspotentialer, som bestyrelsen arbejder på at få beskrevet og prioriteret, men kommunens kasse giver ekko, og vi forventer ikke det store. Vi er ret taknemmelige over, hvad vi har. En hal, der næsten står, som den blev opført, med originale træpaneler og talerstol, et slidt gulv, en larmende akustik, utætte nødudgange, lidt generende wirer og reb i hallen, gamle knager i omklædningsrummene og et el-relæ, der ofte slår fra, når køkkenet benyttes, men som vi endelig har fået adgang til og selv kan slå til. Men det virker, hallen opleves som vores, vi tager ansvar for den, jeg har endnu ikke set nogen ramme loftet i en kamp og holdene vinder næsten alle hjemmekampe.

Jeg startede med forskellighed. Og endte med de fysiske rammer.

I Danmark er vi et udpræget homogent folkefærd. Overordnet. Rammerne er generelt gode. I forhold til andre steder.

Vi er effektive og selvstændigt tænkende, af og til grænsende til det anarkistiske, arbejdsomme med en legende tilgang, og ret gode til at finde løsninger. Disse egenskaber krydret med en stærk forenings- og organisationskultur har ført os, og vores sport dertil, hvor vi og den er i dag, på trods af vores minimale størrelse og den store konkurrence.

Jeg har været inde på det i tidligere skriverier. Det med foreningskulturen og de stærke værdier. Gentager ofte mig selv. I dag kommer medlemmerne ikke af sig selv. Tværtimod. Men efter mange års medlems nedgang er der en svag fremgang at spore. Det beror på hårdt og slidsomt frivilligt arbejde i de små og store klubber, og igen og igen betone klub- og foreningskulturens styrker – og tro på dem, vise dem, fremhæve dem.

Det er klubkulturen, der er det bærende i dansk badminton, hvis du spørger mig, og holdturneringen er omdrejningspunktet. Fixpunktet.

Sådan er i alle klubber. Sådan er det selvfølgelig også i Vordingborg Badminton Klub.

Vi reddede os sandsynligvis endnu en sæson i Danmarksserien, som regionens højest placerede hold. Måske VBK i næste sæson får selskab af Rødby, der kæmper om oprykning. Jeg håber det. Det ville være godt for området, der har stået lidt i stand by i adskillige år.

Til denne sæsons sidste hjemmekampe lørdag den 11. marts havde vi udover den sædvanlige gratis kage og kaffe, trukket fadølsanlægget ind i hallen. Vi har ikke et fungerende cafeteria (hold op, det ord lyder gammelt), en cafe, så vi klarer selv indkøb, bagning, salg, oprydning og endelig opvasken.

Så mens semifinalerne var i gang ved All England spillede ikke bare VBKs to seniorhold, men de fleste seniorhold de afgørende nedryknings- og oprykningskampe i det lille dronningerige. Vi spillede med samme intensitet, engagement og vilje som de største stjerner. I mit hoved også med samme hurtighed og tekniske og taktiske kvaliteter. Det var endnu en god lørdag i en hal i selskab med gode mennesker omkring legen med en fjerbold og et spil, der altid giver nye oplevelser.

Per Damkjær Juhl
Vordingborg Badminton Klub

Læs også

Per Damkjær Juhl: Ud af gentagelserne kommer variationen

Fredag, min første dag ved DANISA Denmark Open, blev mest brugt på ophold i Press Room. …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.