Per Damkjær Juhl: Frivilligt baserede foreninger og klubber er uundværlige

Team Rynkeby hjælper syge børn.

Bemærkede denne overskrift på facebook.

Det fik mig til at tænke, at i sportsverdenen, i foreningslivet og i klubberne hjælper vi også børn, dog fortrinsvis inden de bliver syge, med blandt andet at forebygge, at de bliver syge.

Vi gør noget ved deres krop. Vi aktiverer deres fysik. Deres motorik. Deres koordination. Styrker led, bindevæv, sener og muskler. Udfordrer dem mentalt. Beder dem tænke selvstændigt, strategisk, taktisk, teknisk, kreativt, multidimensionelt.

Derved er vi med til på længere sigt at forebygge diabetes – den nye epidemi og på sigt hjerte-kar-sygdomme, måske endda demens og kræft.

Vi gør også noget ved deres deltagelse i livet omkring dem. I det nære sociale liv, på venskabs- og kammeratskabsniveau, og i det større perspektiv i foreningslivet, der hvor den berømte sammenhængskraft på tværs af økonomiske, kulturelle og politiske skel udføres. Vi gør dem også glade.

Læs også: Per Damkjær Juhl: Lys forude – åbenhed og interesse for klubberne

Desuden gør vi også noget ved deres dannelse. Et begreb, der førhen blev brugt hyppigere end i dag, hvor selv folkeskolen synes at have glemt det begreb til fordel for målstyring, brugbar viden og en samfundsøkonomisk/taxameterordnings tankegang. Vi opdrager dem og tager os af dem, og i den optimale version ser på og fremmer udviklingen af det hele menneske, der tager hensyn og deltager aktivt i livet. Det er det, gode frivillige, engagerede, ansvarlige og samfundsbevidste mennesker kan. Med eller uden betaling.

Foreningskulturen og klublivet er udfordret og presset af individualiseringen, “pay per use” og “markedstilbud” (fitness center fx), der kan tilbyde mere fleksibilitet og individuelt tilrettede tilbud og som også er begyndt at se værdien af det sociale.

Selvom jeg politisk er liberalist og ganske blå indvendig, mener jeg, at de frivilligt baserede foreninger og klubber er uundværlige og må tage udfordringen op og forny sig. Vi må ikke kapitulere. For vi har masser af byde på.

I oktober organiserede jeg på min klubs vegne skoleundervisning i badminton på tre skoler i Vordingborg og omegn for alle 1.-3. klasser med Kim Juul fra Haslev Badminton Klub og Jonas Nielsen som trænere. At undervise 1.-3. klasser med op til 30 elever i hver klasse i badminton er en kæmpe opgave, som vi startede på allerede sidste år. I år er vi gudskelov er tre, og af og til også en til to lærere. Variationen i en klasse og mellem klasserne er enorm. Fra “diagnosebørn” til børn med tydelig talent for sport og bevægelse. Nogle af børnene ender let i gråd, når de efter få forsøg ikke kan ramme bolden. Men som regel lykkes det at få dem til at ramme bolden bare én gang i vores “runde-spil” og så bliver der jublet og givet high five, hvorpå der på den lilles ansigt breder sig et mægtigt smil.

Her i november og ind i december giver Jonas og jeg 2 x 270 minutters badminton undervisning til 60 elever fra 8. årgang på byens skole. De er synligt og hørbart glade for vores træning, der begynder med en kort teoretisk lektion, inden de bliver varmet op, får lidt undervisning i spillet, spiller og leger. De går til den, lytter, smiler og sveder.

Læs også: Per Damkjær Juhl: Klubsamarbejde, tålmodighed og raison d’être.

Vi afslutter med konditionstræning, udstrækning og en kort “meditation”, hvor de ligger på gulvet med lukkede øjne, forsøger at være stille i en næsten mørklagt hal og lytter til Brian Enos “An Ending” og min stemme, der beder dem trække vejret dybt og slappe af i kroppen.

Det fysiske niveau, eller mangel på samme, blandt 8. klasserne har chokeret mig. Anslået er det ifølge læreren, og min vurdering, max 10%, der regelmæssigt dyrker sport. Dermed er størstedelen heller ikke medlem af en forening eller klub. Om de er i dårlig form, ved jeg ikke, men jeg tror, de sjældent når op i nærheden af en for deres alder normal max puls, og de virker let kluntede, de tumbler og er motorisk og koordinationsmæssigt…ja lad mig bare sige udfordrede. Det er som om de ikke helt har styr på deres krop, som om hoved og krop er adskilt. Jeg frygter, at de ikke som tidligere generationer lærer deres krop og dens grænser og reaktioner at kende. Jeg frygter, de får et andet forhold til vedholdenhed, deres krops formåen og ikke lærer forskellen mellem “normal” og “unormal” smerte, eller god og dårlig smerte. Jeg oplever det også på mine to største børn, der desværre heller ikke dyrker sport regelmæssigt i en klub. Jeg synes ofte mine to overdriver deres oplevelse af smerte, og hvornår noget gør ondt. De kan ligesom ikke holde ud, at noget gør ondt, eller at blive presset derud, hvor kroppen begynder at protestere.

Nå, men gudskelov er der blandt eleverne fra 8. klasse kun ganske få overvægtige, ja mange af dem, især pigerne, er tynde. Meget tynde. Lidt for tynde. Men det er måske en helt anden historie (og problematik).

Hvorfor spiller de ikke badminton eller dyrker en anden sport? Hvorfor er de ikke blevet “fanget ind” af en klub og en træner? Hvor og hvornår gik det galt?

Fra mit ståsted ser det ud som om alt for få, store og små, bruger deres krop i det daglige. Måske endnu mindre i den “nye” folkeskole end i den gamle. Jeg lægger ikke skjul på, at jeg gerne ville skrue tiden i folkeskolen flere år tilbage til dengang, hvor der heller ikke fandtes iPads, og hvor børnene havde mere fritid og energi om eftermiddagen. Og lærerne også.

Jeg beklager. Min indre dommedagsprædikant dukkede op igen.

Per Damkjær Juhl
Vordingborg Badminton Klub

Læs også

Per Damkjær Juhl: Vi elsker badminton

Jeg har fra ganske ung elsket klaverlyden, senere keyboard og nu den elektroniske genre, og …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.