BadmintonBladet flest nyheder om badminton
Jeg bemærkede, at badmintonspiller og super TV2 kommentator Jim Laugesen tidligere på ugen sagde, lidt parafraseret fra en gammel mands hukommelse, at det er i de små klubber, badmintonspillet lever, og at det er herfra, Danmark altid har hentet sin styrke.
Den styrke som fredag eftermiddag manifesterede sig i en fantastisk badmintondyst mellem Malaysia og Danmark.
Uden de små lokale klubber eksisterede de store klubber ikke. Uden de små klubber var mange af stjernerne fra fredagens kamp aldrig startet til badminton. Husk det.
Små klubber er de store klubbers fundament. Deres fødekilde. Alle klubber er del af en lang fødekæde, hvor den enkelte spillere går gennem flere hænder (og haller) for til sidst at ende der, hvortil talentet og viljen rækker.
Det er de små klubber, der indfanger børnene, og som de første introducerer dem for spillet, for glæden, for foreningskulturen. Det er her, det alt sammen starter. Og det er det sidste, foreningskulturen, som er det unikke danske.
Nogle forbliver i det lokale – og har det godt med det. Andre rykker i niveau og må på et tidspunkt videre for at få stillet badmintonsulten med nye udfordringer.
Skal den lille klub begræde afgangen af de gode spillere med lyst og nogle gange også evne til mere? Måske. Jeg foretrækker dog, at man i stedet ville varme sig ved tanken om at have glædet et menneske med badmintonsporten og bragt denne spiller videre i dennes udviking.
Vi ejer ikke hinanden. Vi har kun hinanden til låns. Måske kan den lille klub langt senere klappe sig selv på skulderen, hvis det skulle lykkes for en af “deres” spillere at nå op i toppen af fødekæden. Så kunne de sige, at det var hos os, vedkommende begyndte. Måske ville spillere, som nu i Jan Ø Jørgensens tilfælde, kvittere herfor, ved at vende tilbage til udgangspunktet, bare en gang i mellem. Alle, også de rigtig gode, må gerne huske, hvor de kommer fra.
En selverkendelse. Jeg ser nutidens badminton- og klubkultur gennem et sentimentalt polaroid filter. Et filter, der farver de gamle dage i varme, naturlige og ægte farver. Dengang hvor alle stod hinanden nær, hjalp hinanden og gav et stykke frivilligt arbejde.
Den kultur (og opdragelse) bærer jeg rundt på i mit hjerte og mit højeste succeskriterie er, at de unge af i dag oplever (bare lidt af) den kultur. Det er derfor, jeg er ungdomsformand i min klub. Desværre spiller ingen af mine tre børn badminton, men de har for længst opdaget, at farmand er tosset med den sport, og de har alle opholdt sig adskillige timer i en badmintonhal, desværre bare uden at bide på krogen.
For mig er den nævnte kultur lokal forankret. I en hal, som kan nåes på cykel, og hvor nabo- og skolevennerne også er. Uden målstyring og pacende forældre, og med primær fokus på leg og udvikling.
Til sidst et stort tillykke til herreholdet i Kina efter sejren over Malaysia. Det var 5 timer med underholdning i verdensklasse – på banen, i TV2s studie og foran tv’et, hvor der også blev råbt højt og opnået max puls.
Per Damkjær Juhl
Vordingborg Badminton Klub
