Per Damkjær Juhl: Klubben er samlingspunktet

Lørdag morgen den 9. september sad jeg på arbejdet, endnu en 24 timers vagt, denne gang faktisk en dobbelt, og spiste nybagte boller, drak kaffe og læste Weekendavisen.

På grund af døgnvagten måtte jeg sidde over i sæsonens første holdkamprunde, og havde af samme årsag i ugen op til ikke modtaget den sædvanlige sms fra min holdleder om holdet, opstillingen og mødetiden.

Onsdag aften til den sidste træning før holdkampene var jeg var gudskelov tilstede og hørte headcoach Lejres opløftende og autentiske motivationspeptalk. En fast tradition. En god tradition. Også selvom han hver gang afbryder os i engelsk double og vi står og tripper. Skidt, du er tilgivet på grund af din commitment.

Der er én ro
Og den beror på
At du er tro
Mod dét du tror på

Jeg har det svært ved ikke at være en deltager i holdkampene. I min verden er fællesskabet, holdet og dets kampe selve essensen, magi terningen, i en klub. Holdkampene er det ultimative samlingspunkt. Det er begrundelsen for at være i en klub og være en klub. Det er derfor, vi træner sammen uge efter uge. Også når vi af og til mest har lyst til at blive siddende i sofaen derhjemme efter en lang dag med børn, arbejde, indkøb, madlavning, tøjvask, transport, snak, problemløsning, kram og måske en kort lur (og skole og lektier hos nogle få😉). Når vi alligevel kaster sofaen af skuldrene skyldes det, i hvert fald hos mig, lysten til badminton, men især også forpligtelsen overfor holdfællesskabet. Vi er et hold, hvor hver individ, spiller, person er vigtig. Hvis en eller flere prioriterer anderledes, så kan vi ikke stille det bedste hold, eller måske et fuldt hold, og så falder det fra hinanden, så sprækker det, så opløses forestillingen om holdet som en samlet enhed. En for alle, alle for en.

Af samme grund forstår jeg ikke dem, der ikke ønsker at spille kampe, men bare vil deltage på træningen. I min verdensopfattelse er det udtryk for en holdning, hvor man tager det, man vil have, men ikke giver tilbage. Med den indstilling sætter man sig udenfor fællesskabet, stiller sig på sidelinien og kigger på. Man nyder. Og yder mindre. Man tager fra hylderne, men fylder ikke op. Det er ikke sådan at vi er opdraget i vores protestantiske verden.

Derfor har jeg det altid så svært, når mit arbejde kommer på tværs af holdkampe. Jeg føler, at jeg svigter fællesskabet og mine træningsvenner. Og er der noget i min verden, jeg har svært ved at udholde, så er det at svigte andre. I min verden yder man før man nyder. I min verden yder man, også selvom man ikke lige har lyst. Vi kan jo ikke altid udelukkende gøre det, vi har “lyst” til. Sikke en verden, dét ville være. Sat helt på spidsen.

Fællesskabet er under pres. I hvert fald nogle steder. Af individualisering og egoisme, af fleksibilitetskravet, af manglende opbakning, af “pay and play”, af “fitnesscenter-tankegangen” (træn når DU har lyst og tid), af udkantsproblemer i form af nedgang i antallet af spillere herude i de tyndere befolkede områder. Og mange andre ting.

Fællesskabet kommer ikke af sig selv. Det ER der ikke bare. Det falder ikke ned fra en blå eller grå himmel. Fællesskabet skal dyrkes, plejes, nurses, gødes, vandes og prioriteres. Det skal konstant have opmærksomhed, specielt i vore dage. Og tilføres nyt blod. Og energi. Og vi skal alle bidrage med et eller andet. Bidrage med det vi hver især nu kan. Og ikke altid kun når vi har “lyst”, men også når vi ikke lige har “lyst”.

Fællesskabet er for mig nærhed. Interesse for hinanden. Forpligtelse. Ansvar. Omsorg. Hensyntagen. Opmærksomhed. Et fundament hvorfra min verden udspringer. Uden fællesskabet ville jeg være rodløs og flyde rundt. Fællesskab er familie, venner, arbejdsplads, skole, klub.

Når fællesskabet skranter så bliver medmennesker til mennesker, til individer, til konkurrenter i kampen om goderne, i kampen om at nyde. Så bliver vi mere ligeglade overfor hinanden. Så gælder det om at komme først ud eller ind, komme forrest i køen, få det første og største stykke.

I min verden er holdet og fællesskabet som sagt klubbens kerneprodukt. Vi mødes ugentligt og træner sammen. Snakker og udveksler. Relaterer. Anerkender hinanden.

Måske jeg også derfor har det så ambivalent med Badmintonligaen, hvor utallige spillere transporteres til eller flyves ind, spiller og flyver hjem igen. Hvor er fællesskabet? Hvor er tilknytningen? Er jeg bare en håbløs, gammel, umoderne nostalgiker? Spillede jeg ikke selv mellem 1998-2007 som bosiddende i Danmark i Frankrig? Er jeg også dobbeltmoralsk? Tjah…. min modargumentation er, at jeg faktisk forud havde boet i byen i to omgange, at jeg ikke modtog betaling men udelukkende blev holdt udgiftsneutral, og at jeg forblev i den samme klub og dannede nærmest ubrydelige venskaber, der den dag i dag stadig eksisterer.

Konceptet med at indkøbe og indflyve/transportere spillere fra her og der til holdkampe strider mod min forestilling om fællesskab. Strider grundstenen i den danske badmintonkultur. En kultur, der bygger på fællesskab i tykt og tyndt. Et fællesskab hvor alle yder og nyder.

Fællesskab giver sammenhæng. Sammenhængskraft. Vi mødes om noget, vi har til fælles. Vi kommer fra forskellige verdener, økonomisk, kulturelt, socialt og nogle gange også nationalt, og bliver nogenlunde ens i udførelsen, i tankegangen, i spillet, i påklædningen. Vi mødes, taler sammen, morer os sammen, konkurrerer, udvikler os, lærer hinanden at kende.

En klub i den forståelse er et samlingspunkt. Et udvekslingspunkt. Et udligningspunkt.

Forhåbentlig også et sted, hvor flere generationer mødes og omgås og har det sjovt sammen. Helst også klæder om sammen. Er nøgne sammen på den mest naturlige og typiske danske facon.

Tilbage til åbningskampene i sæson 2017-2018. VBK I og II, Danmarksserien og Serie 1, vandt begge 8-5. Første holdets kamp kunne være endt i et nederlag. Tre single og tre doubler blev vundet i tre tætte sæt. Debut til Amalie, den fjerde spiller under 20 år. Uhørt. Total ødelæggende for den tidligere rekordhøje gennemsnitsalder. Tror hjemmebanefordelen slog til her. Lige den afgørende lille fordel. Vores gamle hal, The Dome, kan være svær st spille i. Den er stor og baglinien kan vanskelig at finde. Den er larmende med en luftig, ekkoforstærkende klang, der får selv det blødeste smash og det mindste pip fra bænken til at lyde højt. Den er vores, nærmest uindtagelige fort. Den er mit andet hjem. Efter at jeg forlod Kolding og den gamle runde hal fra 1937 på Østerbrogade i 1994 har jeg ikke haft en rigtig hjemmebane. Det har jeg nu. Igen.

Tak for sejrene, badmintonvenner i VBK.

Per Damkjær Juhl

Læs også

Per Damkjær Juhl: Vi elsker badminton

Jeg har fra ganske ung elsket klaverlyden, senere keyboard og nu den elektroniske genre, og …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.