Foto @ Annette Vollertzen

Så er dagens danskerkampe færdigspillet

Loading

Det blev midnat ved Dutch Open, inden alle danskerne havde spillet færdigt i dag.

Natalia Koch Rohde kom endelig i gang med sin første kamp et stykke efter de kl. 21, som kampen oprindeligt var sat til. Hun var oppe mod Chloe Magee fra Irland, og det var ireren, der var favorit i dette opgør.

Det blev en kamp, hvor Natalia lagde godt fra land i første sæt. De to spillere stod lige ved 11-11, men desværre for danskeren fik Magee slået et hul på tre points, som hun ikke satte over styr igen. Ireren tog første sæt med 21-17.

I andet sæt så det længe ud til, at der skulle et tredje sæt i brug for at finde en vinder. Natalia førte 16-10, men gik så lidt i stå og lod Chloe Magee komme ind i kampen igen. En flot slutspurt af den irske spiller gav hende sejren i sættet med 21-16, og dermed er hun videre til morgendagens kamp mod P. C. Thulasi fra Indien.

Revanchekamp
Rasmus Fladberg skulle forsøge at revanchere landsmanden Steffen Rasmussens nederlag til B. Sai Praneeth fra Indien. I løbet af første sæt var Fladberg kun bagud med et enkelt point to gange undervejs mod sin sætsejr på 21-15. Det tegnede dermed godt for danskeren.

I andet sæt kom der dog andre boller på suppen fra inderen. I løbet af nul komma fem var Praneeth foran med 9-2, og han spillede sig let til sætsejr på 21-7. I tredje sæt så det ud til at Rasmus Fladberg havde sparet på kræfterne i andet, og nu var det ham, der var ovenpå igen.

Fra 6-6 trak danskeren sikkert fra, og fra det øjeblik var der ingen tvivl om udfaldet. Fladberg tog sættet med sikre 21-12 og sikrede sig dermed en flot skalp mod den 4.-seedede inder, der ligger nummer 36 i verden.

I morgen skal Rasmus Fladberg møde en god kending af dansk ligabadminton, nemlig Raul Must fra Estland, som til dagligt bor i og spiller for Odense.

Varm ketcher
Sidste dansker i ilden i dag var Emil Holst, der i sin anden kamp mødte Andre Marteen fra Indonesien. Første sæt var en åben affære, hvor Holst to gange bragte sig pænt foran, men begge gange blev han desværre hentet igen. Ved 17-17 stod de to helt lige. Så kom Marteen først til sætbold, men fire points i streg gav Holst sejren på 22-20.

I andet sæt var Holst ovenpå. På intet tidspunkt var han bagud, og selv om Marteen var lige ved at hente en dansk 5-pointsføring, holdt Emil Holst hovedet koldt og ketcheren varm. Med sikker hånd styrede han mod en sikker sætsejr på 21-13, og også han er dermed klar til kamp igen i morgen.

Her kommer han til at stå over for tyske Dieter Domke, som trods en lavere rangering på verdensranglisten har vundet begge de to tidligere opgør, de to har været i. Første gang var i 2007. Anden gang var for 14 dage siden ved Prague Open.

Du kan se programmet for torsdagens kampe her.

Læs også

Emil Holst fuldender perfekt dansk åbningsdag i Tyskland

Åbningsdagen ved Bitburger Open bød på avancement til tre herresingler og to billetter til hovedturneringen …