Sara Lundgaard blog: Kærestebesøg, trænermiddage og hierarki

Det 19-årige danske badmintontalent Sara Lundgaard er draget til Taiwan, hvor hun igennem nogle måneder skal opleve den asiatiske badmintonkultur, samt stifte bekendskab med det kinesiske sprog. Her er Saras femte blogindlæg fra Kaohsiung, Taiwan.

Det er efterhånden lang tid siden, I har hørt fra mig. Det er blevet et nyt år siden sidst, og der går pludselig ikke så lang tid, så vender jeg snuden hjem til Danmark.

December måned er gået ufattelig hurtig, idet jeg har haft besøg af min kæreste. Vi har rejst en del rundt i Taiwan, og derudover har vi haft en uge på Filippinerne. Der var så dejlig varmt, og helt utrolig smukt.

Tiden gik på Island Hopping, hvor man sejler fra ø til ø i en lille båd en hel dag, snorkling ved de flotte koralrev, solbadning på perfekte sandstrande og selvfølgelig god mad.

Vi holdt også jul på Filippinerne, og selvom det var svært at komme for alvor i julestemning af at lægge på en strand i 30 graders varme, så var det rigtig hyggeligt.

I den tid, hvor jeg har haft besøg af først mine forældre, og derefter Nikolaj, er vi blevet inviteret meget ud at spise af en af trænerne. Faktisk af en de nuværende landsholdstrænere, som jeg havde som træner i starten af mit ophold.

Når man så er ude til de her selskaber, spiser man 10-15 mennesker sammen om et rundt bord, hvor der bliver serveret mad, til man er ved at knække sig.

Dem, der bliver inviteret udover os, er trænere, både nuværende og tidligere, og så er det de bedste spillere og/eller deres forældre. Hvis først man er inde i varmen og bliver satset på, så er træneren nærmest en del af din familie.

Til selskaberne er det er også en vigtig tradition for kinesere at skåle med hinanden, og det gælder både ved ”stille og rolige” middage, og når det er forretning. Hvis ikke i øl eller i kinesisk snaps, så i vand.

På den måde viser man naturligvis høflighed og respekt, men også at man er taknemmelig for et eventuelt samarbejde.

Spillerne skåler med deres tidligere og nuværende trænere for at vise deres taknemmelig over, at de gider at bruge tid på dem. Den tanke kan jeg faktisk meget godt lide.

Når der skåles, så kigger man hinanden i øjnene og bukker lige engang, inden man drikker af glasset. Så ved I det, hvis i en dag skal spise middag med kinesere 🙂

Generelt bliver der differentieret en del mellem de bedste og mindre gode spillere, men det virker som om, at det affinder de mindre gode spillere sig fuldstændig med.

Det er fx de mindre gode spillere, der fejer banerne inden træning og rydder op i hallen efter. Jeg synes, at det er latterligt, at det ikke er alle, der skal hjælpe til, men efterhånden har jeg affundet mig med, at sådan er det bare.

Jeg tror heller ikke, at de har så mange andre valg, både i forhold til at man rent kulturmæssigt ikke sætter spørgsmålstegn ved tingene og slet ikke overfor trænerne.

Men derudover har jeg også på fornemmelsen, at man ikke bare kan skifte klub, som man gør i Danmark. Deres system er meget anderledes og meget indviklet i forhold til det med klubber.

Det kan jeg måske grave lidt i til næste gang.

Sara Lundgaard