Michelle Skødstrup.

Skødstrup om sejr: Aldrig sjovt at spille mod en, man kender så godt

Michelle Skødstrup spillede sig sikkert gennem kvalifikationen ved Dutch International. Hun har dog kæmpet med lidt sygdom, men ser alligevel fine chancer i dag. 

Skødstrup, der er verdens nummer 223, var oppe mod inderen Tanishq Palli, der er nummer 298 i dagens første kvalifikationskamp. Det blev aldrig en spændende kamp, hvorfor danskeren vandt med de suveræne cifre 21-7 og 21-13. Dernæst var der danskeropgør på menuen, da Freja Ravn var modstanderen. Hun rangerer som verdens nummer 312, men igen var Skødstrup relativt overlegen, idet hun sejrede med 21-18 og 21-14. Hun ville dog ønske, at modstanderen havde været en anden:

– Jeg føler, jeg har spillet mig rimelig godt ind i hallen i dag. Det er selvfølgelig aldrig sjovt at skulle spille et danskeropgør, og især ikke når det er mod en, jeg kender så godt som Freja. Vi bor på værelse sammen hernede, men det er jo sådan, det er nogle gange, og når kampen først var i gang, så kæmpede vi også begge to for at vinde. Men jeg havde da klart foretrukket at skulle møde en udlænding, når nu man tager til udlandet for at spille, siger Skødstrup til BadmintonBladet.

Hun har dog ikke kun kæmpet inde på banen, da hun også har følt sig lidt småsyg:

– Jeg har haft lidt ondt i halsen og følt mig lidt halvsløj her i løbet af dagen. Men jeg er glad for at være videre til i morgen og kæmpe med alt, jeg har.

Kan hun gentage succesen?

I dag møder hun så Kati-Kreet Marran fra Estland, og her er det på papiret ikke danskeren, der er favorit, da Marran er nummer 151 i verden. Skødstrup har dog tidligere på året vist flotte takter ved at vinde Swedish Open og komme i finalen ved Estonian International, så hvis hun kan ramme det niveau, har hun fine chancer. Sådan vurderer hun selv lodtrækningen:

– Det er svært at sige, hvor langt jeg vil gå i turneringen. Jeg synes, der er rigtig mange gode spillere med i år og især mange asiatiske spillere. I dag møder jeg en pige fra Estland, hvor jeg ser okay chancer. Men jeg tager en kamp ad gangen.

I dag begynder hovedturneringen nemlig.

Resultater fra Dutch International

Læs også

Mathias Thyrri efter Dutch International: “Jeg glæder mig allerede til at komme ud og spille igen”

Ved sidste uges Dutch International lykkedes det de danske spillere at sikre hele tre finalepladser. …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.