Frederik Søgaard og Mathias Bay-Smidt. Foto: @ KamPas Sport Eu

Søgaard før sidste turnering sammen: Det er om at give den en ekstra skalle

I gårsdagens artikel fortalte Frederik Søgaard BadmintonBladet om det nye samarbejde med David Daugaard. I dag beretter han om en World Tour, der ikke er helt optimal og om skiftet til TSS.

Med tiden kunne man nemt forestille sig, at Søgaard og Daugaard kommer op og spiller på et højt niveau. Derfor ærgrer det Søgaard, at der fra i år af ikke længere er kvalifikation til mange af de store turneringer:

– Det er ærgerligt, at der ikke er kvalifikation til de store turneringer mere. Så kan vi ikke komme ud og spille disse. Men så må vi bare gå et step ned og gøre det godt der og spille os op stille og roligt. Vi skal ikke levere kæmpe resultater lige nu, men skal finde ud af, hvordan vi spiller sammen. Så tror jeg, at resultaterne kommer med tiden.

Det nye samarbejde med Daugaard er ikke den eneste store ting, Søgaard skal omstille sig til. Fra næste sæson spiller han nemlig også på et højere plan klubmæssigt, når han skifter til TSS. Han er dog ikke helt klar over, hvilken rolle han er tiltænkt der endnu:

– Jeg ved ingenting. Jeg ved ikke, hvad jeg kommer til at spille. Vi er jo tre spillere, der kan spille herredouble. Kim Astrup, Søren Gravholt og jeg. Kim spiller nok herredouble, og det er også der, jeg ser mig selv og måske Gravholt i mixeddouble. Jeg ved ikke, hvad jeg er købt ind til, så jeg spiller der, hvor jeg bliver placeret og så må vi tage det til den tid. Det er nok også noget, man finder ud af i løbet af sæsonen.

Den sidste turnering sammen

En anden ting, der bliver noget helt nyt i Danmark, er den nye rangliste. Søgaard har dog ikke haft tid til at sætte sig ind i denne endnu:

– Jeg har ikke nået at sætte mig ind i denne endnu.

For tiden er han dog et andet sted:

– I øjeblikket er jeg i USA. Her skal Mathias og jeg spille vores sidste turnering sammen i form af US Open på onsdag. Så der er det bare om at give den en ekstra skalle, når man nu ved, at det er den sidste turnering som makkere.

Danskerne møder et malaysisk par i første runde i en turnering, hvor OL-bronzevinderne Ellis og Langridge er topseedet.  Dernæst kan de støde ind i syvendeseedede Jelle Maas og Robin Tabeling. Snere kan de også krydse klinger med formstærke Lamsfuss og Seidel.

Bay-Smidt og Søgaard har spillet et fint 2018, hvor det blandt andet er blevet til en finaleplads ved Portuguese International. Så nu vil det vise sig, om de kan overgå dette resultat i deres sidste turnering sammen.

Læs også

Søgaards blog: Finalenederlaget i Portugal ærgrer mig

Denne blog kommer til at handle om livet på og uden for badmintonbanen. På banen …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.