Per Damkjær Juhl vil invitere Bo Jensen på kaffe. Foto @ dinfotograf.com

Stop jubeloptimismen: Vi har et seriøst badmintonproblem

Jeg læste for kort tid siden jubelartiklen “Lille Danmark gør en stor forskel i badmintonverdenen” på badmintonbladet.dk. Jeg bestrider ikke, at dansk badminton producerer verdensklasse spillere, og at der er nogle nye i støbeskeen. Men jeg vil tillade mig at komme med et noget mindre positivt og glorificerende billede af det badminton i Danmark, som jeg ser. Bær over med min indgroede pessimisme. Selv kalder jeg det et mere kritisk og realistisk perspektiv.

Den 9. april 2015 havde jeg på badmintonbladet.dk et indlæg med overskriften “Badmintonstjerner gør det ikke alene”. Heri gjorde jeg opmærksom på den uheldige udvikling, set fra mit perspektiv, som badminton i Danmark er inde i. Jeg talte om forøget centralisering i få klubber, små klubber, der kæmper en brav kamp for at holde gang i badminton, og om alle de klubber, som er forsvundet og uddøde.

Vi har et seriøst badmintonproblem i Danmark. Jeg vil starte i mit eget område. Fra postnummer 4700 til 4900. Sydsjælland, Lolland, Falster og Møn – alt syd for Næstved. Badmintonspillerne ældes, de unge er svære at fange og ikke mindst fastholde, og klubberne uddør. Nakskov, Rødby, Nykøbing Falster, Horbelev, Stubbekøbing, Fanefjord, Stege, Vordingborg. Klubber, der førhen havde hold i og omkring danmarksserien. Vordingborg, nyoprykkere i danmarksserien, kæmper med heftige kramper om at forblive det sidste hold i det omtalte område på det niveau, men ligger solidt på sidstepladsen i puljen, og holdets gennemsnitsalder er omkring 44 år. I hvert fald i den sidste holdkamp søndag den 25. oktober på udebane mod SAIF2.

Med min søster, fru Damkjær Kruse fra Viby BK gennemgik vi under Danish Junior Cup klubberne i Jylland. En for en, fra syd til nord. Esbjerg og Sædding-Guldager, Horsens, Herning, Viborg, Skive/Resen, Randers, Aalborgs (mange tidligere stor)klubber – ABC, Triton, Gug, Lindholm, Frederikshavn, Skagen. Jeg tror, man kunne sige det samme om mange klubber på Fyn og Sjælland. Førhen store klubber med et blomstrende ungdoms- og foreningsliv og hold i de øverste lag i seniorholdturneringen. Mange klubber er i dag skygger af sig selv med en nedadgående trend.

Fortsætter den nuværende udvikling på klubniveauet, har vi i om få år nogle enkelte store badmintonklubber og -centre tilbage – i Aarhus, muligvis Kolding, Odense, Værløse, Solrød, Greve og måske Gentofte, og yderligere et par især storkøbenhavnske klubber. De vil så kunne stille med 6-8 seniorhold hver, kæmpe mod hinanden om placeringerne 1-4 ned gennem alle rækker, kun udfordret af klubber, der for en kort årrække kan samle sponsorer og penge til at kunne købe sig til succes. Er det hvad vi vil? Er det hvad Forbundet ønsker? Er det en god udvikling?

Ikke hvis du spørger mig.

De unge vil naturligvis søge mod de store klubber, hvor de så vil kæmpe om de få pladser på holdene øverst i hierarkiet. Mange af dem, der ikke formår at slå igennem og få en plads her, vil stoppe, fordi de ikke vil “nøjes” med at være “halvgode” (altså langt bedre end jeg nogensinde har været). I dag er det ikke nok at være halvgod. Kan man ikke blive verdensstjerne eller blandt de bedste, gider man ikke. Vi kan proppe dem nok så fulde med målsætninger, mål, delmål, fokuspunkter, trænings- og kostplaner, samtaler, coaching. Det ændrer ikke noget. Andet end at legen ser ud til at være blevet skyllet ud med badevandet.

Coaching er et helt emne for sig. Coaching er trådt til i en sådan grad, at man næsten ikke kan spille en kamp uden coaching. Man er holdt op med at tænke og finde sine løsninger selv, men har brug for en dialog under kampen med træneren for at kunne spille. Jeg ved det godt. Jeg lyder som en sur, gammel mand. Jeg er glad for, at jeg har leget utrolig meget med badminton tidligere, i en alder af 50 stadig gør det, og har lært at tænke selv og forsøge at finde mine egne løsninger på en badmintonbane, og gudskelov har været fritaget for diverse planer i min ungdom. Men gammel, det erkender jeg at være. Sur? Måske. Jeg ville foretrække betegnelser som kritisk, engageret, løsnings- og udviklingsinteresseret. På sportens vegne.

Jeg ser følgende udvikling, hvis vi fortsætter som nu.

Antallet af unge, og specielt talentmassen vil skrumpe ind. Danmark vil få langt færre gode spillere, og langt færre stjerner. Flere klubber vil uddø, store områder i Danmark vil blive badminton-ørkener. Til gengæld vil der være flere gamle kameler (jeg er en af dem) og det seriøse veteransegment vil vokse. Hurra for det (ironi kan forekomme).

Jeg efterlyser et forbund, der er ikke kun er interesseret i nogle få stjerner (hvoraf en del snart ophører) og i at afholde VM og Denmark Open, hvor der ikke er fuldt hus, slet ikke, når der ingen danskere er i kamp. Ved VM var der vel kun halvfyldt til finalerne, hvilket er skammeligt og flovt, for der var ingen danskere i finalerne. Ved Denmark Open var der mange tilskuere, blandt andet fordi forbundet afholder et stort ungdomsstævne samtidigt og inviterer alle de unge til Denmark Open.

Jeg efterlyser et forbund, hvis hovedformål er at varetage sporten i højde og drøjde, som er interesseret i at tænke udenfor de vante baner og tør komme med nye ideer, ja måske indbyde interesserede rundt om i vores land (og dem er der mange af, for jeg møder dem i hallerne og snakker med dem. De er passionerede og har masser af erfaring og ideer) til fælles brainstorming for at redde vores sport, som i den grad trænger til kunstigt åndedræt.

Jeg efterlyser nytænkning fra mit forbund. Jeg efterlyser et forbund, der tør forandring. Jeg efterlyser et forbund, der seriøst er interesseret i at lytte til sine medlemmer, der har masser af gode tanker og ideer. Invitér os. Lyt seriøst til os.

Af Per Damkjær Juhl

Læs også

Man kan sagtens vænne sig til morgenbadminton på kort tid

“Man kan sagtens vænne sig til morgenbadminton på kort tid” Dette var mit Faceook-opslag på …

2 Kommentarer

  1. Enig i mange af de nævnte punker, men vi skal vel også gribe i egen barm. Inden vi skælder alt for meget ud, må vi vel også spørge os selv, om vi er villige til at ofre de manger timer som er nødvendige for en blomstrende sports- (badminton-) kultur. Af forgangne årtiers store badmintonildsjæle kan nævnes Bjørn Danielsen i Frederikshavn, Rene Toft i Over Jerstal og Peter Hindse i Nr. Broby. Personer som selv lagde tusindvis af timer i sporten og var gode katalysatorer i deres respektive klubber. I vort årti hedder de f.eks Preben Nørgaard og Brian Hansen i hhv Solrød og Nr. Lyndelse, to klubber som på forskelligt niveau har opfostret flotte ungdomsafdelinger. Problemet er måske, at der ikke er så mange, som er klar til at ofre de mange timer, der kræves. Og det kan der jo være mange grunde til. Eller???? Vi bør tage diskussionen med de positive briller på / se mulighederne frem for begrænsningerne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.