Tanker fra Danmarksserien: Det var en god holdkampdag!

Badmintonligaen havde spillet to runder. Nu skulle de mere ydmyge spillere i gang. Vordingborg Badminton Klubs første hold er nyoprykkere i danmarksserien. I sidste sæson havde vi sikkert det ældste seniorhold med en gennemsnitsalder på 43 år. Med debut i denne sæson af Emilie Lejre på 15 år er den gennemsnitsalder totalt smadret.

Hypen forud var noget mindre, måske udelukkende eksisterende i de absolut inderste kredse. Mediebevågenheden var….op ad bakke. Ingen livescore. Slet ikke livestream.

Men tro mig, vi var i høj grad i live. Vi mærkede enhver fiber i kroppen. Enhver spænding. Enhver ømhed. Især enhver skade og smerte.

Vi glædede os. Jeg gjorde. Dog med en let trukket mental håndbremse. Måske var danmarksserien at spænde buen lige rigeligt. Formen var pga skader ikke helt på toppen. For at være ærlig, jeg frygtede at falde igennem. Jeg skulle som 49 årig spille første herresingle pga afbud fra de to bedste herrer. De sidste timer, dage og uger var brugt på at bearbejde de værste scenarier og skrue forventningerne ned, og ikke mindst mildne smerterne med dybdegående massage og medicin.

VBK tabte på vores normalt nærmest uindtagelige hjemmebane 9-4 til Amager.

Hvis denne kamp er udtryk for niveauet i Danmarksserien, så har vi niveauet. Men er det tilfældet? Vi er måske klogere efter næste kamp, hvor vi måske stiller i en skarpere formation.

Der blev kæmpet på banerne og med lidt mere medvind havde minimum et point været indenfor rækkevidde. Sådan blev det ikke.

Tilbageskuende, i sofaen lørdag midnat, har jeg lidt blandede følelser. Jeg er træt og tilfreds. Lettet over ikke at være blæst ud. Men let skuffet over, at vi ikke alligevel fik point.

Det var en god holdkampdag. En god måde at være sammen med gode mennesker.

Det er jo det, vi brænder for. Udover at få temperamentet i kog. Mærke pulsen. Mærke at være i live. At være i nuet. Konkurrere. Slippe dagligdagens trummerum. Observere, følge og ramme en fjerbold på 5 gram. Bevæge sig. Kæmpe. Råbe. Blive skuffet og blive glad. Dét bliver jeg aldrig for gammel til.

Men kramperne i de slidte ben lørdag aften og især om natten ville jeg gerne have undværet. Og alligevel ikke. For som sportsnørd har jeg en indrømmelse – smerte er godt. Og krampesmerter er noget af det mest tilfredsstillende. Mit personlig fix.

Inden jeg faldt i søvn, fløj tankerne tilbage til enkelte dueller, som jeg forsøgte at genopleve. For at genopleve glæden. Følelsen af nær-lykke.

Nogle af kampene på top 5 listen genkalder jeg med mellemrum under indsovning. For at fjerne dagens begivenheder og bekymringer og lette søvnens komme. Men også, og især, for at mærke lidt af den tidligere lykke- og glædesfølelse under og efter kampens hede. Med tiden forsvinder flere og flere nuancer og detaljer fra fortidens oplevelse. Men hvis du spurgte mig, og hjalp mig i processen med at grave minderne frem, er jeg sikker på, at jeg kunne folde dem ud påny, nogenlunde intakt og atter nærme mig rusen.

Mandag kan vi atter gå på arbejde. Igen være nogenlunde normale, velafbalancerede og fornuftige. Gode kolleger. Gode ægtefæller. Gode forældre. Gode samfundsborgere, more or less.

Men der, lige der på banen, der kæmper man. Mod den eller dem på den anden side af nettet. Mod sig selv. Nogle gange også lidt med makkeren. Med og mod sin krop. Med og mod sit temperament. Det er en kamp, der altid har nye nuancer, nye vinkler og nye udfordringer. Og bagefter sommetider også giver nye tanker, endda nye erkendelser, som badmintonspiller, som menneske.

Af Per Damkjær Juhl

Læs også

Per Damkjær Juhl: Ud af gentagelserne kommer variationen

Fredag, min første dag ved DANISA Denmark Open, blev mest brugt på ophold i Press Room. …

2 Kommentarer

  1. Hæderligt Per Damkjær Juhl

  2. VBK’s egen poet 👍🏼