Thomas Damgaard. Foto @ Tine Bay

Thomas Damgaard efter endnu en flot sejr: Nu er målet bestemt top 6

I går hentede Aarhus AB endnu en imponerende sejr i Badmintonligaen, denne gang over Greve. Her fortæller Thomas Damgaard, der er cheftræner i Aarhus AB, om den gode sæsonstart og den næste opgave, der venter. 

Allerede fra sæsonens start lagde Aarhus AB godt ud med en sikker sejr over Gentofte. Sejren kom til at lyde på 4-2:

– Der var vi ikke uheldige, da det var endnu en af de tætte kampe, som der har været flere af i år. Vi har altid været et hold, der er bedst på hjemmebane, så det at få en sejr på udebane, var fedt. Vi kunne dog sagtens have tabt herresingle og mixeddouble, men spiller generelt set en god kamp. Og det at komme godt i gang der, gav bestemt selvtillid til de næste kampe.

Herefter kom sæsonens første store triumf, da de vandt klart over Højbjerg med 5-1. Her ramte flere spillere i den grad dagen, beretter Damgaard:

– Jeg har jo også været Højbjerg-træner. Jeg ved derfor, at det ikke er en almindelig kamp. Mange af spillerne fra de to klubber træner sammen til daglig, så det gør det ydermere specielt. Mange kender dermed hinanden og også os trænere, hvorfor der bl.a. er lidt drillerier. Der er desuden altid mange mennesker til disse kampe, hvorfor det bare er en fed kamp. Denne gang var det en meget fortjent sejr, synes jeg. Vi har haft tætte kampe gennem tiden, men det var super fedt at vinde så klart der.

I går kom turen så til Greve, der i en tæt kamp også blev besejret med 4-3. I Golden Set-afgørelsen var den engelske double Pugh og Lane et godt kort at spille:

– Det, at vi har fået en stærk damesingle gør, at vi står godt, når der kommer til et Golden Set (da vi nu kan dække tre kategorier), og det gjorde vi også i går. Jeg tror også, vi kommer til at stå i flere Golden Set-afgørelser senere på sæsonen. Det er en fed måde at afgøre det på, da det går hurtigt og er spændende for tilskuerne. I går kunne vi dog allerede have vundet anden herresingle, men sådan skulle det ikke være. De havde så Mathias at putte ind i Golden Set, hvilket jo er et stærkt kort, men han havde det bare svært med at lukke vores engelske mixeddouble ned.

Et klart mål

Næste opgave er så Odense, der bestemt har kæmpet med tingene i denne sæson. Damgaard siger da også, at Odense er underdogs der:

– Vi er favoritter. Det ser således svært ude for Odense, som ellers er en sympatisk klub med mange gode spillere. Afgangene, de har haft i de sidste år, gør dog bare, at det er med det yderste, hvis de skal holde sig oppe. Derefter har vi to svære kampe i næste uge.

Forventningerne til resten af sæsonen grundet den flotte start klare:

– Vi skal i top 6, som er det, der definerer sæsonen for mange klubber. Det, at der til næste år bliver to hold mindre i ligaen, gør, at der et gap ift., om man bliver nummer 7 eller 6. Derfor skal vi gerne blive nummer 6. Når kvartfinalerne så kommer, får den bedst placerede i grundspillet jo hjemmebane, så hvis vi får det, kan alt jo ske i fx et Golden Set.

En spiller, som Anders Antonsen, man ellers godt kunne have forventet, at den hårde turneringskalender i år, slider på, har virkelig præsteret flot. Det kommer dog ikke bag på Damgaard:

– Det er lidt anderledes med Anders end mange andre i ligaen. Han er nærmest født i klubben, da hans mor har spillet der og laver ungdoms- og bestyrelsesarbejde, og hans far er halinspektør. Derfor er fornemmelsen for Anders bare, at han hører til her. Han kunne nemlig sikkert godt have lavet en mere økonomisk gunstig aftale. Det med, at han spiller mange kampe, har ikke generet ham, men nu må vi se, om det bliver ved. At vi bliver færre hold i ligaen i næste sæson er imidlertid nok godt for en spiller som ham.

Kampen mod Odense spilles fredag kl. 19.

Læs også

Afstemning: Hvem er Årets træner?

Når året går på hæld, bliver det tid til at gøre status. Denne gang vil …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.