Udlandsrejser med badmintontasken som bagage

1974
Jeg havde med garanti ikke forestillet mig  dengang, at badminton 45 år senere ville fylde så meget som det er tilfældet, at jeg ville have badmintonvenner i udlandet, at jeg ville rejse langvejs og besøge fremmede egne sammen med min trofaste følgesvend – min slidte orange badmintontaske. Og ovenikøbet blive ledsaget af og dele overnatningssted med min 7 år ældre søster som på den kommende tur til Tokyo.

Det er så vildt, hvad denne sport i årenes løb har givet – og fortsætter med at give. Sikke et eventyr, det har været.

Men altså. Eventyret er slet ikke forbi. Slet ikke.

2019
Nedtællingen til endnu en oplevelse er for alvor begyndt nu.

Til den, indtil videre (!) længste badmintonrejse. Ca 8.700 km. 7 timers tidsforskydning. Fra “du skal ikke tro, du er noget” her i Dronningeriget til Solens Rige med en ophøjet, nyindviet og “ung” kejser. Fra 6 millioner til 127 millioner indbyggere. Fra europæisk kultur til en kultur, der kan beskrives som en blanding af ældgamle traditioner/Amerika/Hello Kitty/futurisme.

Ok. I 2015 og 2017 spillede jeg også badminton på vulkanøen Reunion, beliggende øst for Madagascar, ca 9.500 km fra Danmark under et besøg hos vennen Christophe Saglio, tidligere President (formand) for Red Star Mulhouse. Vi mødte hinanden i 1997 i Mulhouse, Alsace, og siden haft mange fælles oplevelser. På Reunion var det dog fortrinsvis afslappet ferie krydret med knap 10 timers badminton under tropiske forhold. Dvs høj, høj fugtighed, høj varme og høj belastning.

Denne gang i Japan er det med badminton som hovedfokus og sekundært “kulturudveksling”, dannelse og en stor en på opleveren.

TILBAGE PÅ SPORET / 日本の話に戻る

Om 15 dage rejser 9 unge badmintonspillere, hovedsageligt fra Sydsjælland og Falster, en træner fra Næstved, en familie fra København, en storesøster fra Tranbjerg, en far fra Allerslev og en ældre badmintontosse fra Vordingborg til Tokyo.

Rejsen har været to år undervejs.

For et år siden fik vi for alvor hul igennem. Takket være Takashi Okubo-san, “arigatoo gozaimashita”, en pensioneret lærer, har vi nu foran os et indholdsrigt og varieret 7 dages program med badmintonspil næsten hver dag forskellige steder mod og med forskellige spillere, deltagelse ved åbningsdagen på Japan Open 2019, besøg af templer, udsigtstårne, kaligrafi undervisning, restauranter og selvfølgelig indkøb.

Samt ikke mindst privat indkvartering for næsten hele gruppen alle dage! Vi kommer således helt exceptionelt meget tæt på den japanske kultur. Helt tæt på de høflige japanere. Helt ind i deres private hjem og privatsfære, som de værner meget om.

おはよお ございます。 こんいち わ。 こんばん わ。 おやすみ なさい。Ohayoo gozaimasu. Konnichi wa. Konban wa. Oyasumi nasai.

Men vi er ikke de eneste hernedefra, der tager på et badmintoneventyr på den anden side af Vandet, som Jorden jo retteligt burde hedde.

INDONESIEN
Unge Victor Wittrock fra Præstø tager alene afsted til Indonesien fra den 10 juli til den 7 august. Han besøger sin badmintonven, 24 årige Rendy Ismanto, i Bandung, ca 100 km sydøst for Jakarta, som han har mødt i Roskilde.

Rendys far hedder Edi Ismanto. Han deltog bla ved All England 1986  i herresingle og tabte i anden runde til første seeded Morten Frost 5-15/8-15. Morten Frost vandt All England herresingle finalen det år med 15-2/15-8 over Misbun Sidek. Edi er med endnu og vandt bronze ved VM for veteraner 2017 i herresingle +50.

Det lyder til, at der venter Victor et intenst og hårdt træningsprogram.

Sådan drager vi som mange andre danske badmintonudøvere og -nørder i alle aldre og fra mange forskellige niveauer ud i verden. Nogle for at deltage i rampelyset på de store scener. Nogle for at blive bedre og opleve nye træningsmetoder. Nogle for at mødes på en 5,18 m x 13,4 m bane og kulturudveksle.

MEN ALLE REPRÆSENTERER VI VORES LAND
Vi kommer fra dette lille geografiske område højt mod nord, som mange indenfor vores sport undrer sig over, igen og igen kan levere spillere på højeste plan. Men vi repræsenterer ikke bare en badmintonkultur, men en levevis i bred forstand, som ikke findes magen til ret mange steder. Det må ikke få os til at være overmodige, bedrevidende, arrogante eller “tromlende”. Livet kan leves på mange måder.

God rejse – og sommerferie til alle! 
Per Damkjær Juhl

Læs også

VM i Basel. Fortid og nutid

To rekonstruktioner.  Nostalgi #1 – Basel. 11. marts 1999. (Baseret på analog kalender fra damals!) …

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.