Sejr i hjemmedebuten til Christoffer Geisler (th.), da han sammen med Zvonimir Durkinjak (tv.) vandt aftenens herredouble i VEBs opgør mod Ikast. Foto @Vendsyssel Elite Badminton

Vendsyssel ny 2’er i Badmintonligaen efter sjette sejr i træk

Mandag aftens opgør mellem Vendsyssel og Ikast i Frederikshavn endte med en klar 5-1-sejr til hjemmeholdet, der dermed henter sin sjette sejr på stribe. Vendsyssels medaljeaspiranter avancerer desuden til Badmintonligaens andenplads, da Team Skælskør-Slagelse her til aften tabte hjemme mod Skovshoved.

Det var tættere på 6-0 end på Golden Set, da Vendsyssel her til aften sendte Ikast hjem med et 5-1-nederlag i Badmintonligaens syvende spillerunde. Kampens helt store lyspunkt for hjemmeholdet var Christoffer Geisler, der sammen med kroatiske Zvonimir Durkinjak fik sin første sejr i sin blot anden ligaoptræden.

Kampen indledtes med en af denne sæsonens hurtigste kampe, da VEB’s amerikanske damesingle slog Cille Nielsen med cifrene 21-9 21-4. En hård uge for debutanten, der så sent som i fredags fik 3 og 7 mod den dobbelte Danmarksmester Line Kjærsfeldt.

På banen ved siden af blev der til gengæld kæmpet til sidste blodsdråbe, hvor herredoublen mellem Christoffer Geisler/Zvonimir Durkinjak og Ikasts Sune Gavnholt/Mikkel Stoffersen udspillede sig. Efter en komfortabel 21-12-sejr til hjemmeholdet i første sæt, vandt Ikast-parret andet med 21-19, og et tredje sæt blev dermed en realitet.

Her viste parret fra Vendsyssel sig stærkest og vandt 21-16 efter at have været foran det meste af sættet.

Inder holdt liv i Ikasts chancer
Heldigvis for Ikast var marginalerne med dem og indiske Dey Subhankar i 1. herresingle, hvor han mødte tidligere Ikast-spiller Victor Svendsen. Efter to velspillede sæt trak inderen nemlig det længste strå og vandt med cifrene 22-20 21-19. Han fulgte dermed op på sidste uges flotte sejr over Hans-Kristian Vittinghus med endnu en ligasejr.

I kampens damedouble viste det svenske VEB-par sig for tredje gang på syv dage som det stærkeste par. Clara Nistad og Emma Wengberg har været urørlige den sidste uge, og i dag havde de heller ikke større problemer med at slå Ikasts Sonja Pekkola og Olga Arkhangelskaya med 21-8 21-15. Udeholdets damedouble var ellers foran et godt stykke ind i andet sæt, men det svenske par fik afgjort sættet til deres fordel uden for alvor at gøre det spændende.

Dermed kunne Vendsyssel-mixeddoublen Maria Helsbøl og Lasse Mølhede afgøre kampen. Med cifrene 21-9 21-16 mod Janne Kornum og Mathias Moldt Baskjær blev den fjerde sejr til hjemmeholdet hentet, og dermed røg de tre point nordjydernes vej.

Aftenens sidste kampen mellem Raul Must og Frederik Aalestrup var dermed uden sportslig værdi, men til esteren Musts store fortjeneste blev det en klar hjemmesejr. Den tidligere Vendsyssel-spiller Frederik Aalestrup måtte løbe rigtig langt for pointene, og Raul Must viste sig fra sin bedste side i årets sidste ligakamp. Han vandt med cifrene 21-17 21-11

Med 5-1-sejren rykker Vendsyssel op på andenpladsen i ligaen, hvor kun Skovshoved nu har flere point. I bunden af rækken må Ikast til gengæld konstatere, at det formentlig bliver den ventede ligakvalifikation, der venter dem til foråret.

Der resterer to kampe af grundspillets ni runder.

Stilling – Badmintonligaen

Læs også

Danske spillere elsker udlandet: Ikast-træner mener, at man skal finde en balance

BadmintonBladet sætter i denne uge fokus på, hvorfor så mange danske spillere vælger at rejse …

2 Kommentarer

  1. Tak for rettelsen 👍😊