Victor Svendsen præsenteret i Arena Nord i går af Henrik Geisler. Foto @ VEB

Victor Svendsen: Vemodigt farvel til Ikast

Vendsyssel Elite Badminton valgte i aftes at breake nyheden om, at Victor Svendsen bliver Peter Mikkelsens afløser i det nordjyske. Det betyder for Victor Svendsen et farvel til Ikast, som er en klub der står den unge nordjyde meget nær, og som både på det sportslige – og personlige plan har været med til at udvikle nordjyden kolossalt.

Læs også: Badmintonligaen: Victor Svendsen skifter til Vendsyssel

Det var derfor ikke overraskende en lidt vemodig Victor Svendsen, vi fik fat i her til morgen.

– Det har været en svær beslutning, fordi Ikast er en god klub som virkelig har hjulpet mig meget. Så det har været en virkelig svær beslutning, men jeg håber, at Ikast fremover vil klare sig lige så godt som nu og forhåbentlig endnu bedre, siger Victor Svendsen om sin afgang fra Ikast Badmintonklub.

Specielt har nordjyden været glad for miljøet i og omkring Ikast, og ikke mindst to af hans trænere som for alvor har sat skub i udviklingen hos Victor.

– Der skal fra mig lyde et stort tak til bl.a Sune Gavnholt og Peder Nissen, som har været mine trænere igennem de 5 år i Ikast.

Store forventninger til ligabadminton
For Victor Svendsen bliver badmintonliga-fremtiden dog en game-changer, og han ser meget frem til at blive en del af det nordjyske hold.

– Jeg har rigtig store forventninger til mit klubskifte, både holdets potentiale til at spille med i den sjove ende (af Badmintonligaen, red.) og min personlige udvikling. Og så glæder jeg mig meget til at spille badminton i det nordjyske, og håber på at levere god og seværdig badminton.

Den 20-årige nordjyde har tidligere spillet ungdomsbadminton i Vendsyssels talentafdeling, så det bliver ikke en helt ny oplevelse at trække Vendsyssel-trøjen over hovedet. Victor Svendsen bliver dog boende i Aarhus trods sit skifte, hvor han igennem den seneste tid har været en del af det aarhusianske elitetræningsmiljø.

Victor Svendsen og Ikast spiller i aften holdkamp i Ligakvalifikationen, hvor de på hjemmebane får besøg af Kastrup-Magleby Badminton (KMB).

Læs også

Vendsyssel får tilgang af nr. 18 på verdensranglisten

Vendsyssel Elite Badminton får tilgang af nr. 18 på verdensranglisten i damesingle, Kirsty Gilmour. Den …